Forside * Fokus

Brug din PC som DVD Recorder




Hvis du ikke har en DVD Recorder kan du måske bruge din Windows PC i stedet. Det kræver ikke alverden af PC’en, men nogle ting er bedre at have end andre, og nogle er selvfølgelig nødvendige. Det kikker vi på her. Jeg vil her gennemgå flere muligheder og angive hvad jeg mener giver de bedste resultater.

En PC konfigureret til video brug kaldes en Home Teather PC eller kort HTPC









Hardware
Vi starter med CPU’en, som ikke kan blive hurtig nok! Alt over 1 GHz kan bruges, men en 3 GHz processor er 3 gange hurtigere end en 1 GHz, og store opgaver tager lang tid, så jo hurtigere en CPU, jo bedre. En Intel CPU er bedre end en AMD processor på samme hastighed, da Intel hjælper programudviklerne med at optimere programmerne til Intels CPU. Til gengæld er en AMDs CPU’er billigere, så vil du ofre et bestemt beløb får du en hurtigere AMD og så er forskellen minimal og falder ud til AMDs fordel.





RAM er også en komponent man ikke kan få nok af. 256 MB er absolut minimum, men 1 GB er en meget bedre løsning. Video filer er store og det stiller større krav til hukommelsen størrelse. Til gengæld er hastigheden af RAM’en ikke så afgørende, så heller mere RAM end hurtig RAM, hvis budgettet ligger fast.





Til videooptagelser har du også brug for en god harddisk. I dag er alle nye harddiske hurtige nok, men du bør gå efter en 120 GB harddisk eller større og det er bedst hvis disken ikke også bruges til systemdisk i PC’en.

Harddisken kan med fordel være partioneret i to nogenlunde lige store dele. Første del bruger du til optagelser og anden del bruger du til lagring. Anden del er ofte noget langsommere end første del, så brug den kun til lager.
Harddisken skal være formateret med NTFS-filsystemet og det betyder at du skal have Windows 2000 Pro eller XP. Windows NT har også NTFS, men kan af andre årsager ikke bruges.
Undgå at bruge løse USB og Firewire harddiske. De kan bruges, men de kræver flere kræfter fra CPU’en og er forholdsvis dyre, så det er et dårligt valg.





Vil du have resultatet ud på en DVD skive skal du bruge en DVD brænder. De kan købes for ca. 1.000 kr og i dag kan alle brænde både plus og minus formatet. Minus formatet er ældst og kan stadig afspilles flest steder, men ellers er der næsten ingen forskel, så køb de skiver du kan få billigt og prøv om du kan bruge dem.






Når du skal have TV og videobillederne ind i computeren er der flere muligheder i alle prisklasser.
Den simpleste løsning, der ofte også giver den dårligste kvalitet, er en video indgang på computerens almindelige grafikkort. Ikke alle kort overholder vores PAL standard medhensyn til billedopløsning, hvilket efterfølgende kan give problemer, hvis optagelsen skal gemmes på DVD. Men har grafikkortet video-in så tjek den af!





En simple og god løsning er et TV-kort og de fås fra ca 500 kr og op. Billedkvaliteten er normalt fin, men sikre dig at TV-kortet har stereo lyd. Billedet får du ind ved at tilslutte en antenne til kortet eller via TV-kortets video indgang. Det sidste er en god løsning, idet du kan bruge en almindelig video som modtager og det giver også mulighed for at overspille videobånd til computeren.





Nogle TV-kort har MPEG encoder på kortet, fx Hauppauge WinTV PVR 350, som vi har anmeldt her (læs anmeldelse), og det stiller betydeligt mindre krav til PC’en. Kortet laver det tunge CPU krævende arbejde under optagelsen og samtidig fylder optagelserne ca. 10-20 gange mindre, så der bliver plads til mange optagelser på harddisken.

Alle TV kort kan bruges med forskellige Codecs (komprimerings metoder) fx MPEG2, DivX, MPEG4, men det stiller store krav til CPU’en. Man kan komme ud i problemer med manglende synkronisering mellem lyd og billede og det skyldes forskelle i lyd og billede codec. Undgå det og brug kun anerkendte codecs. Man kan også gemme de optagede billeder ukomprimeret AVI, men det fylder voldsomt. Faktisk hele 12 GB pr times optagelse! Til gengæld kan man efterfølgende redigere i hvert eneste billede for sig!







En helt anden og bedre løsning end TV-kortet er løse konverteringsbokse. Canopus, Dazzle, Pinnacle og senest også Plextor laver sådanne enheder der koster fra 1.500 kr og op. Boksen forbindes til en video eller fjernsynets SCART udgang og boksen konverterer så signalet til digital video, som kommer ind i PC’en via en Firewire indgang eller et USB stik. Det giver den klart bedste kvalitet på optagelserne, idet boksene kan sikre synkronisering mellem lyd og billede og at billedet kommer i konstant hastighed selvom videoen måske ikke er helt stabil. Efterfølgende skal videoen redigeres og klippes i et passende program.





Har du et Digital Video kamera (DV Cam) kan du sende videoen ind i computeren igennem et Firewire kort (fra 300 kr og op) og det sker helt uden kvalitetstab. Til gengæld ligger videoen i ukomprimeret AVI, og som nævnt fylder en times optagelse 12 GB.





De flest grafikkort har tv-out så du kan se computerens billede på tv skærmen. TV Billedets opløsning er kun 720 x 576 pixels så nogle grafikkort skal indstilles til 800 x 600 pixels. Grafikkort har normalt S-video out og har tv’et ikke s-video ind bliver billedet kun sort/hvidt medmindre du bruger et S-video til composite video konverter stik. Lyden til tv’et tager du fra line-out på computerens lydkort. Man kan købe komplette kabel sæt med alle nødvendige ledninger og stik i computerbutikker og ofte på tilbud i Aldi og Netto.







Software
Du skal bruge et program til at klippe videofilmene med og vores gamle favorit TMPGEnc Plus til ca. 400 kr kan klare opgaven. Det kan samtidig konvertere optagelserne til MPEG2, som du skal bruge, hvis du vil brænde dem ud på DVD. Et større program med forskellige effekt muligheder er Pinacle Studio 8 og den nye udgave Studio 9. Studio 8 følger med en del DVD brændere, hvis du køber den i retail udgaven (kulørt box inkl. software, kabler og blanke skiver – ofte en god investering!). Det mest omfattende program er Adobes Premiere Pro, der ikke er specielt begynder venligt, men til gengæld kan det meste. Prisen er også derefter.

Når du har klippet din film skal du bruge et DVD authoring program til at konvertere filerne til DVD formatet. TMPGEnc DVD Authoring er et godt og billigt bud, men det nemmeste er nok Uleads Movie Factory III, som rummer forskellige flotte menu muligheder og accepterer næsten alle typer video filer og prisen er lav, omkring 500 kr.









Den nemme løsning!
Endelig skal Cyberlinks PowerVCR 3.0 også nævnes. Det er et program der forvandler din HTPC til en DVD Recorder! Prisen er 400-800 kr afhængig af versionen og antallet af finesser. Du skal sikre dig at dit TV kort understøtter WDM driver support.





Find flere oplysninger om programmerne i vores Link sektion og stil spørgsmål i vores Forum.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.