Forside * Nyheder

Hvad laver skihjelme hos B&O ?


 


Da nyheden tikkede ind troede vi B&O havde fået solstik, men så kom vi til at kigge ud på det danske sommervejr.


“Innovation Camp spænder skihjelmen i sommerferien” lød overskriften i pressemeddelelsen fra danske Bang & Olufsen. Hvis ikke det var for det dårlige sommervejr lige i i Danmark, kunne man jo godt tro at B&O vitterligt havde fået solstik.


Men nyheden handede istedet om, at 41 af Europas bedste studerende igennem de seneste tre uger har knoklet på Innovation Camp, med at udvikle fremtidens bud på Bang & Olufsen produkter.


En skihjelm med god lyd og nem betjening samt en mulig patentansøgning er blot nogle af resultaterne.



 


 


B&O Innovation Camp 2011 er slut


Blandt resultaterne på årets tre ugers Innovation Camp er der et bud på den seje skihjelm med indbygget Bang & Olufsen lyd og en betjening, hvor man ikke behøver tage handskerne af for at skifte nummer eller skrue ned for lyden, en solcelledrevet mobiloplader med gode højttalere ? lige til at stikke i lommen på trekking-turen, hvor der er langt til strømstikket, en transportabel projektor med god lyd, en fjernbetjening samt en bærbar højttaler.


Og netop skihjelmen er et af de produkter, som i sommervarmen har skabt mest opmærksomhed på Innovation Camp.


“Her er der tale om en helt anden type af produkt, end det Bang & Olufsen er vant til. Det er en spændende idé, hvor der netop har været fokus på, at man gerne vil have god lyd i ørerne, mens man er aktiv – uden at det kræver en masse stop på pisten. Hvorvidt det er noget Bang & Olufsen fremover vil kaste sig ud i, er dog for tidligt at sige noget om”, forklarer forskningschef hos B&O Søren Bech.


En af de andre ideer må vi ikke høre om endnu, da Bang & Olufsen muligvis vil søge patent på den.


“Der er en af idéerne fra Innovation Camp, som falder særligt godt i tråd med Bang & Olufsens portefølje, og som vi derfor overvejer at søge patent på. Hvorvidt det ender med vi får patentet og produktet bliver en realitet, ved vi ikke på nuværende tidspunkt”, forklarer Søren Bech.


Innovation Camp giver Bang & Olufsen mulighed for at introducere de studerende til et innovativt forskningsmiljø og på den måde åbne deres øjne for den faglighed, der eksisterer.


Så må vi vente og se om skihjelmen dukker op på markedet.


 


Kilde: B&O

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.