Forside Baggrund

Besøg hos B&O del 1 – Historien






Denne serie besøgsartikler bringes i samarbejde med AVtainment


AVtainment har været på eksklusivt besøg hos B&O i Struer. Læs 1. del af denne spændende artikelserie herunder.


I dette afsnit gives et historisk tilbageblik på et stykke dansk kultur og elektronikhistorie.


Læs også:  Del 2 – Produktionen  og  Del 3 – Oplevelsen

 


 


Et stykke danmarkshistorie


Torsdag den 14. april var ikke ret gammel, da AVTainment rullede ind på parkeringspladsen foran ?gården?, som det absolut stilrene og meget æstetisk designede hovedsæde for den virksomhed vi besøger hedder.


Den del af bygningen, som vender ud mod indfaldsvejen til den by vi besøger, er hævet over niveau vha. flere rækker slanke betonpiller, således at bygningen ser ud som om den svæver over det landskab den står på. Dem der arbejder i den bagerste del af ?gården? længst væk fra vejen, har så den fordel, at de på trods af, at de ligger bagerst, stadig har udsigt ud over mark og land fra de underste etager.


Ud over dette designmæssige tiltag er bygningen ganske enkelt transparent, så dem der ikke kan se ind under bygningen, de kan i stedet se igennem den.


Det kræver god orden på skrivebordene, og ikke alt for meget kabel rod i kontorlandskaberne.


Du har måske gættet det allerede, vi står nemlig uden for Bang & Olufsens hovedbygning og nyder det næsten vægtløse bygningsdesign af arkitekten Jan Søndergaard. Man kan næsten fornemme hvad der er livsnerven og essensen i Bang & Olufsen, ved blot at betragte bygningen. Man er ikke et sekund i tvivl om hvem der bor her.


 



The Farm – “Gården” – som B&Os hovedbygning kaldes


 


Når man kører ind i Struer, specielt ad landevejen der kommer fra Vinderup, så dukker bygningen op i landskabet på en måde, hvor man lige taber fatningen et øjeblik, og man tænker automatisk ?hvad i alverden er dette?. Men det øjeblik er absolut ét af de kortere, for hvem andre kunne stå for dette, og nu er vi jo altså nået til Struer.


Alligevel synes placeringen af bygningen, at være særdeles vellykket, fordi den dukker op ud af ingenting meget pludseligt, og virkningen på de bilister der kører vejen for første gang, udebliver ikke. Der er helt sikkert blevet drejet nogle hoveder og vendt nogle blikke på grund af den bygning.


 



Her ses aftenstemning over ?Gården?


 


Indenfor i bygningen er fornemmelsen ikke mindre vægtløs, med dens imponerende lyse hall, hvor der så selvfølgeligt som det næsten kan være, står et koncertflygel i fuldstørrelse, som er skænket af medarbejdere og tidligere medarbejdere på B&O, hertil lidt møbelkunst af Poul Volther. Også lidt hi-fi af Jacob Jensen har fundet vej, nemlig Beomaster/Beolab 5000 sættet fra 1967 med tilhørende møbel.


 



 


Ventende i disse flotte omgivelser, skal dagen hos Bang & Olufsen til at begynde. AVTainment er nemlig blevet inviteret til en ?factory tour?, hvor vi kommer helt ind i ?maskinrummet? på Bang & Olufsen i et koncentreret dagsprogram, hvor vi både skal se på udvikling, produktion, nyheder, koncepter og meget andet.


Ud over selve ?factory touren? vil vi også beskæftige os med lidt Bang & Olufsen historie, som ud over den generelle udvikling, vil være specielt fokuseret omkring audio produkterne fra ca. 1957 og frem til i dag.


Vel modtaget af vores søde værtinde Jette, begyndte vi turen i alle tiders Beoshop.


 


Men først lidt historie


Det hele begyndte den 17. november 1925 med en fuldt indbetalt aktiekapital på 10.000 kr.


4.000 kr. ejedes af Peter Bang, 4000 kr. af Svend Olufsen og 1.000 kr. af hver af deres fædre. Således udstyret med kapital, kunne de 2 unge ingeniører tage hul på en epoke i dansk elektronik industri, som skulle vise sig, at blive lidt af et eventyr.


Til en begyndelse blev virksomheden placeret på Svend Olufsens fars gård, som hedder Quisttrup, som ligger nær Struer. Peter Bang som ellers var københavner, rev teltpælene op og flyttede til Struer, hvor han etablerede sig i et lille tårnværelse på Quisttrup. Her foregik alting, forsøg, kontor og soveværelse i skøn forening, hvilket resulterede i, at han måtte vækkes af fodermesterens datter hver dag et kvarter før de ansatte dukkede op, så de ikke fandt ham sovende i pyjamas.


 



 


Bang & Olufsens første produkter var de såkaldte eliminatorer, hvilket i dag, oftest kaldes en ekstern strømforsyning. Peter Bang havde en idé om, at en radio skulle forsynes direkte fra lysnettet frem for at få sin energi fra et batteri, som kunne dø ud når som helst.


 



Bang og Olufsen Eliminator


 



Kampagneplakat for eliminatoren


 


Med en eliminator, var man sikret mod uheldige udfald af radioapparatet, og udbredelsen af eliminatorerne blev stor nok til, at Bang & Olufsen havde et fundament at stå på, men dog ikke uden modstand fra en beslægtet branche.


Batterifabrikanterne rasede nemlig forståeligt nok, idet de 2 driftige unge mænd var godt i gang, med at indtage markedet for radiobatterier og true batterifabrikanternes eksistens. Se bare herunder hvordan de forsøgte at redde, hvad reddes kunne:


 



 


I samme periode opstod der et stort behov for lydanlæg til biograferne i Danmark, idet tonefilmens fremmarch var en realitet. Efter en forespørgsel fra en biograf i Esbjerg, besluttede Bang & Olufsen at producere eget biograf udstyr i form af optiske tonehoveder til eftermontering på filmfremviserne, og også forstærkere og højttaler anlæg blev lanceret under navnet Bofa.


Det blev en vældig succes, og der blev i en lang periode produceret 149 anlæg, som fandt vej rundt i hele Norden, og det blev også til en ?grand prix? for bedste lyd i Bruxelles i 1935.


Og sandelig om ikke undertegnede selv husker Bofa, fordi et lille aften job i fødebyen netop gik ud på, at fremvise film for biograf publikum. Tonehoveder, forstærker og højttaler var Bofa frem til 1977, hvor fremviserne endeligt var udtjente, og blev udskiftet med apparater med elektriske pærer frem for kulbuelys, lydanlægget fungerede dog stadigt upåklageligt.


 



 


Efter succesen med eliminatorerne og biograf udstyret, inviterede Peter Bangs far Camillo Bang, de to unge mænd til en faderlig samtale omkring virksomhedens fremtid.


Camillo havde for længst bemærket, at de to herrer nørdede igennem med nærmest uendelige rækker af prototyper, påfund eller blot når noget nyt og spændende viste sig. Han var derfor bekymret for, om de nogensinde fik sat de apparater i produktion, som de gik og rodede med, og lige nu manglede man altså radioer i Danmark


Derfor besluttede han i kraft af sin post som aktionær og bestyrelsesformand, at nu skule der laves en radio, den skulle produceres, og den skulle IKKE ændres igen og igen. Når den først var sat i produktion, så var modellen færdig punktum. Produktionen skulle overvåges af en studenterkammerat som blev ansat til opgaven.


Der var intet krav om, hvornår den skulle være færdig, udvikling tager jo tid, men opgaven gik til Harald Linnet, som også blev kaldt smukke Harald.


Harald havde heldigvis allerede masser af erfaring med højttalere til biograf anlæg, han var lidt en perfektionist, så han lavede selv højttalermembranerne ved at forme et fladt ?kræmmerhus? af karton og kantlimede det sammen. Det blev der eksperimenteret meget med, og det førte til Type D enheden, som blev anvendt i 5 lamperen.


5 Lamperen fik også en helt ny kraftfuld push pull forstærker, som sammen med Type D enheden kunne gengive lyd i en for den tid uhørt kvalitet. Som kronen på værket, havde den en indbygget transformer, så den kunne arbejde på strøm direkte fra lysnettet.


Teknologisk var 5 lamperen en sensation, men ud over det, var det første gang nogen lavede en radio, som også var et møbel, og som let kunne glide ind i en smuk dagligstue


På trods af at prisen ikke gjorde 5 lamperen tilgængelig for alle og enhver, så blev den en forrygende succes.


 



Her ser du 5 lamperen med type D højttaler (i separat kabinet), push pull udgangsforstærker, lysnettransformator, smukt håndværk og ikke mindst et elegant design. (venstre) Til højre Type D højttaleren.


 


5 lamperen fik allerede året efter lanceringen både et nyt ydre og en helt ny funktion, den kom nemlig til at fungere som radio i Bang & Olufsens helt nye opfindelse – radiogrammofonen.


Radiogrammofonen var forsynet med den mest moderne teknologi af tiden i form af en elektrisk pick up, Type D højtalerenheden og så 5 lamperen kombineret i ét kabinet.








Radiogrammofonen som den så ud i 1932, oprindeligt havde den drejede ben forbundet med stivere.


Hidtil var radiolytning mest foregået med hovedtelefoner eller via højttalere i tvivlsom kvalitet. Plader spillede man mest på mekanisk akustiske pladespillere, som ofte var med håndsving, dårlig lydkvalitet og uden mulighed for volumenregulering.


Nu var det med den elektriske pick up blevet muligt, at skrue op og ned for volumen, og den kraftfulde og fyldige lyd fra type D højttaleren i kombination med push pull forstærkeren, kunne få de fleste mænd op af stolen, for at svinge rundt med pigerne i huset.


Prisen gjorde dog, at den ikke lå og flød på gadehjørnerne i det ganske kongerige. Den kostede den fyrstelige sum af kr. 1.150 i 1930, hvilket var mere end en årsløn for de fleste danskere.


Derfor var publikum, selvfølgelig kun at finde blandt de bedst stillede danskere, men alligevel fik den succes. Den kom til at stå hos den kongelige familie, og flere tusinde andre som nu kunne danse og feste til al slags musik, og ikke kun det der sendtes over radioen.


Udviklingen efter 1930 og et stykke tid frem, var i høj grad præget af møbel håndværket, dog blev også designet på apparaterne udviklet, og funktioner som faste stationer som kunne vælges ved tryk på en knap vandt indpas. Danmark var for alvor i fuld gang med at komme ?on air? for at kunne høre musik, kaptajn Jespersen og seneste nyt.


Som kuriøse elementer i perioden op til 2. verdenskrig kan nævnes Bang & Olufsens flirterier med forskellige designretninger. Her er nederst til venstre et eksempel på Bauhaus design i B&O fortolkning, som de ikke høstede megen ros for. Derfor gav de det samme apparat totalt Bauhaus bundgas året efter, dog uden den helt store succes:


 



 


Sideløbende med radiogrammofonerne og radiomodtagerne fremstillede Bang & Olufsen også film udstyr til optagelse af tonefilm. Peter Bang og Harald Linnet leverede i 1932 deres første komplette lydsystem til Palladium studierne. Den første film der blev optaget med udstyret var ?Han Hun og Hamlet?, som bjergtog publikum med sin fine lydkvalitet.


Selv den dag i dag, hvor det er muligt at rense filmlyden vha. digitalt lydudstyr, fremstår lyden fra Bofa anlæggene næsten uden forvrængning. Typisk vil man ellers efter en støjrensning netop kunne høre forvrængningen tydeligere, men altså ikke på Bofa systemet.


 



Fra optagelserne af ?Han Hun og Hamlet? 1932


 


Så blev det 1938, og det år blev noget ganske særligt for Bang & Olufsen, idet det lykkedes at fremstille et helt radiokabinet i bakkelit, det kom sammen med sit indhold til at hedde Beolit 39. Det er første gang navnet ?Beo? forekommer i et produktnavn fra bang & Olufsen, og Beolit er altså sammentrækningen af B&O og Bakkelit.


Man havde hos Bang & Olufsen brugt bakkelit til mange andre formål gennem en årrække, som f.eks. knapper, modstande højttalerdele m.m. Erfaringerne herfra anvendtes til at nå det endelige mål nemlig et komplet kabinet. Hertil skulle man bruge presseværktøj af hidtil uset størrelse, her ser du den 2.000 tons Krupp presse, som muliggjorde Beolit 39:


 



 



Den elegante Beolit 39 i bakkelit kabinet, som Bang & Olufsen kunne fremstille for blot 10 % af den pris, som en radio normalt kostede blot 10 år forinden. Nu kunne næsten alle i Danmark komme ?on air?.


 


Så kom krigen. Den 9.april 1940 invaderede tyskerne Danmark, for at beskytte os mod de fæle kommunister og andre lurende farer. Imidlertid havde Peter og Svend set det komme. De havde hørt både Hitler og Goebbels tale dunder til det tyske folk over radioen, og det var ikke ret svært at se, hvor det bar hen ad.


Derfor havde de købt rigeligt ind af radiorør, bakkelitpulver og en række andre vitale dele til radioproduktionen. Man havde sågar været så forudseende at man i diskretion havde ført kapital til England, såfremt fabrikken blev konfiskeret eller saboteret. Ud over forholdsreglerne, så tog det ikke lang tid, før Peter og Svend fandt sig selv midt i antinazistiske aktiviteter. Deres holdninger var krystalklare, de afskyede nazisterne og deres metoder.


Det betød bl.a. at man bar over med, at en lang række medarbejdere hang lidt med skuffen, når de var på arbejde, fordi de havde været på illegale ærinder om natten.


Et af de mest lysende eksempler på de antinazistiske aktiviteter var Lorenz Duus Hansens hemmelige aktiviteter i København. Han var chef for Bang & Olufsens afdeling i Kbh. og som følge heraf, blev han hurtigt involveret i radiokontakten mellem SOE i England og den danske modstandsbevægelse.


Briterne kastede rundhåndet radio transmittere ned med faldskærm, men ét af problemerne med disse transmittere var størrelsen. De var absolut stationære, og efterhånden som tyskerne blev kvikke med pejlevognene, så øgedes faren ved at transmittere tilsvarende. Der var med andre ord brug for mindre massive sendere.


Det fiksede Duus Hansen med en konstruktion der blev kaldt ?telefonbogen?. Den var ikke større end en telefonbog, og den kunne transmittere nøjagtigt lige så godt som de store klodsede sendere fra England.


Nu kunne man flytte rundt på senderne lige for næsen af tyskerne, idet ?telefonbogen? sagtens kunne være i en helt almindelig uskyldig udseende taske. Det vidste tyskerne ikke noget om, og derfor kiggede de selvfølgeligt ikke efter radio udstyr i folks tasker.


I løbet af 1943 var tyskerne blevet så vakse med pejlevognene, at den tid en radiooperatør havde til at sende sine budskaber til England, var nede på nogle få minutter. Man skulle altså være kvik ved morsenøglen for ikke at blive snuppet af tyskerne. Det var et stort problem for modstandsbevægelsen og mange radiooperatører blev fanget med fatale følger på den konto.


Derfor fik man idéen om ?high speed? transmission, som havde til opgave, at indsnævre den tid, der var nødvendig for at sende de budskaber, som var så vigtige for modstandsbevægelsen.


Tilfældigvis havde man på officersskolen på Frederiksberg et par autotransmittere, som modstandsbevægelsen ?fik lov til? at stjæle, bare man ikke bankede vagten for slemt. Som sagt så gjort, og så var modstandsbevægelsen i stand til at øge hastigheden med en faktor 10. Det krævede dog, at budskaberne blev skåret på voksruller først. En langsommelig proces, som hurtigt kunne gøre budskaberne uaktuelle.


Løsningen kom i form af de første båndoptagere, de såkaldte wireoptagere. Det var amerikanske maskiner, som englænderne havde fået udleveret af den amerikanske efterretningstjeneste. De var fremstillet af Armour Research Foundation i Chicago, og kunne optage budskaber ved én hastighed og afspille dem ved en anden.


Dem ?lånte? Duus Hansen lidt, og lynsnart stod der en sender i Malmø, som sendte til og fra modstandsbevægelsen i Danmark med en hastighed og en bølgelængde, som gjorde det umuligt for tyskerne at finde ud af hvor den stod og hvad den sendte.


Det gik dog ikke helt så nemt for Bang & Olufsen igennem hele besættelsen. Natten mellem den 14. og 15.januar 1945 blev Bang & Olufsens radiofabrik bombesprængt. Det var en dansk nazisympatisør ved navn Kai Bothildsen-Nielsen der stod bag attentatet. Kun fordi den første detonator fejlede, lykkedes det Bang familien, som boede på fabriksområdet, at nå i dækning. Mirakuløst kom ingen til skade ud over vagthunden, som ikke overlevede eksplosionen.


Efter befrielsen besøgte Svend Olufsen Kai Bothildsen-Nielsen i Horsens statsfængsel, for at finde ud af, hvordan han var kommet igennem de omfattende sikkerhedsforanstaltninger rundt om fabrikken, som Svend selv havde udtænkt. Kai indvilligede i at skrive det hele ned, førend han skulle henrettes, hvilket han blev.


 



 


Til venstre en bombesprængte bygning i 1945, midt genopbygning af fabrikken sommer 1946, til højre året 1947 hvor der jubles over ibrugtagning af den nye radiofabrik.


Efter krigen hvor der var knaphed på alt, var det med at bruge fantasien for at overleve. Hos Bang & Olufsen betød det nye alternative produkter, uden dog at man glemte, hvad det var, som man var bedst til. Under krigen havde man produceret dyre radiogrammofoner til de bedrestillede, Beolitter til det øvrige publikum, men lagrene af radiorør og andre vitale dele, slap efterhånden op, så alternative produkter måtte overvejes.


Her kan du se, hvad de så fandt på:


 



 


Men på trods af krigens og efterkrigstidens varemangel, havde man ikke sovet til middag i Struer.


Armour Research Foundation wire optageren, som man havde anvendt til high speed transmissioner til England under krigen, kunne videreudvikles, og det blev den.


Så lige efter krigen bad Svend Olufsen, Duus Hansen om at tage til Amerika, for at søge patent på verdens første højfrekvens forbetoning til magnetoptagelse, også kaldet bias. Duus Hansen drog til Chicago, hvor han mødte opfinderen af wire båndoptageren, som var ingen mindre end Peter Laurids Jensen, opfinderen af den dynamiske højttaler og medstifter af firmaet Magnavox, som fremstillede den første elektrodynamiske højttaler i verden.


Og det mest bemærkelsesværdige er, at både højttaleren og wire recorderen byggede på en 3. danskers opdagelser, nemlig Valdemar Poulsen, som Peter L. Jensen havde arbejdet sammen med tidligere. Det kalder man Danskertræf på neutral grund.


Patentet blev givet og resultatet var i 1947 den første Beocord, og den havde højfrekvent bias, med fantastisk forbedring af lydkvaliteten til følge. Verdens første magnetiske optager på det private marked.


 



Så var det slut med voksruller og andre besværligheder, Beocord kunne optage på den samme wire igen og igen.


 


Senere blev Beocord forfinet i modellen 506, som på den tid kunne kaldes ?bærbar?. Den var med låg, og læg mærke til pick-up armen. Den kunne også spille plader.


 



 


Samme år som Beocord 506 kom på markedet, skete der noget helt nyt på det danske marked for forbrugerelektronik, TV blev nemlig den nye aktualitet.


Det var naturligvis kun for de mest velbeslåede, at TV kunne komme på tale, men på trods af det, så endte TV som bekendt ikke blot som et kortvarigt modefænomen, som ebbede ud lige så hurtigt som det opstod, hvilket en vis Kaj Holger ellers troede fuldt og fast på.


Op gennem 50érne bød udviklingen ud over TV også på miniaturisering af de populære radiogrammofoner. Med miniaturisering mener vi, at der kom mindre bordmodeller på markedet fra B&O, frem for de vante store gulvmøbler. Hertil blev TV apparaterne både markedsført som separate apparater og som AV centre med såvel radio, som TV og grammofon i et kabinet.


For den tid gik udviklingen i et hæsblæsende tempo, hvor den næste model afløste den forrige og meget gerne en gang om året. F.eks. var det allerede i 1951 muligt at købe en båndoptager til rigtige magnetbånd.


 



Beocord 507 K Fra 1951 med rigtige magnetbånd


 


Spolebåndoptageren udviklede sig meget hurtigt i disse år. Det samme gjorde grammofonerne.
I 1952 lancerede Bang & Olufsen den selvtænkende pladespiller, som var i stand til at genkende 3 forskellige pladestørrelser og op til 3 forskellige hastigheder helt automatisk.


Den kunne loades med op til 10 plader, som alt efter pladernes beskaffenhed, betød musik i lang tid helt uden menneskelig indblanding.
Det var datidens Hard Disk streamer med elektrisk pick up og regulerbar volumen.


 



 


I 1950érne skete der lidt af en revolution indenfor møbeldesign. Den var først og fremmest udløst af Børge Mogensen, som huserede som arkitekt for FDB’s møbelfabrikker i bl.a. Fredericia og Tarm. Han kom til at revolutionere hele møbelbranchen og ikke mindst møbeldesignet.


I perioden før FDB’s indtog på møbelmarkedet, var møbeldesign og håndværk én og samme ting. Møbelsnedkeren byggede typisk det folk bad dem om. Oftest var der tale om unika, hvor kunden enten stolede på møbelsnedkeren, eller bad om noget mere specifikt.


FDB satsede i modsætning hertil på industrielt fremstillede møbler, som var langt billigere end møbelsnedkerens unikke polster møbler. Børge Mogensens lette design kombineret med smukke træsorter der ikke var mørknet af tykke lag møbelfernis, kom til at danne skole for møbeldesign i årene frem.


Tilmed var møblerne efter tiden prisbillige, og næsten alle unge nygifte par, som skulle skabe eget hjem, ønskede sig Børge Mogensen møbler i ege – eller teaktræ eller lidt senere Poul Volthers kreationer fra FDB. Kort kan nævnes fletstolen (J39), shakerbordet, tremmesofaen og en masse andre smukke møbler, som stadig er rigtig god smag den dag i dag.


Det kaldte selvfølgelig på en moderne formgivning af nogle af de mest centrale møbler i danskernes dagligstue nemlig TV og radio.


Det indspark – eller måske rettere den verbale svada – der for alvor skulle sætte fart under designudviklingen i B&O, kom i øvrigt fra den kendte arkitekt og kulturkritiker, Poul Henningsen, der i en anmeldelse af Snederkerlaugets udstilling i 1954 i Politiken blandt andet skrev om de udstillede radioer:


?Med B&O i front: Rundbuet og tykmavet forlorenhed med sving, svaj og krummelurer, ofte sammensat af de mest forrykte træsorter behængt med plastic og messing, så man kan brække sig over at se så megen talentløshed samlet på eet sted … Det er simpelthen en fornærmelse mod folk, som værdsætter moderne møbler at tvinge dem til at købe disse monstrummer for at kunne nyde det store kulturgode, radioen er. Er det fiskehandlere eller kartoffelgrosserere, som i deres fritid sysler med at tegne disse ting?


Den svada sved i Struer, og derfor besluttede man i 1960 hos Bang & Olufsen at satse hårdt på moderne design.


Ind på scenen trådte så Ib Fabiansen, som bla. designede Bang & Olufsens modulsystem, som i øvrigt senere kunne fås i absolut friske farver, som selv efter vor tids opfattelse var rimeligt kække.


 



Her ser du systemet i sort hvid, idet vi ikke vil være skyld i evt. helbredsproblemer.


 


Ud over design ? og produktionsrevolutionen i møbelbranchen, som altså også fik stor betydning for radiobranchen, skete der andre drastiske udviklinger. Så tidligt som 1956 blev stereo nemlig en mulighed.


Én af ingeniørerne på Bang & Olufsen ved navn Erik Rørbæk Madsen havde været en tur i USA, og hjembragt en test stereo LP. Han fandt dog hurtigt ud af, at den kunne man ikke afspille med gængse pick upper, og den type pick up, som skulle anvendes, var fabrikshemmeligheder i USA, og derfor umulige at opdrive.


Så der var ingen anden udvej end at begynde på et blankt stykke papir. Heldigvis havde Madsen masser af erfaring fra konstruktionen af mono pick upperne til radiogrammofonerne, så efter kort tid lå resultatet klar i form af SP1 (stereo pick up 1).


Princippet i SP1 var, at et lille jernkors blev moduleret af rillen via nålearmen, og som det ses på billedet er nålearmen i direkte forbindelse med et jernkors. Princippet ligner meget moderne Moving Coil pick upper, hvor det blot er spolerne, som er viklet på korset.


Man må bukke i anerkendelse for det fremsynede konstruktionsprincip. Det at der anvendes et kors, betyder at kanalseparationen bliver langt bedre end for de fleste andre moving iron PUér, og det tangeres kun af korsvundne moving coil puér, men er helt uden disses meget lave output og behov for ekstra forstærkning.


 



Her ser du SP1


 


Den fine SP1 skulle selvfølgelig have en tonearm og en grammofon at monteres i, og det blev Stereo Grammofonen fra 1960. Den fik alt andet fra tiden til at ligne oldsager.


Tonearmen var dynamisk afbalanceret, hvilket betød, at den var i balance i alle planer. Så i praksis kunne den afspille plader stående på højkant. Nåletrykket blev pålagt med en fjeder og var så lavt som 2 gram, hvilket var helt uhørt på tiden. Grammofonen var 100 % manuel, hvilket havde været utænkeligt blot få år forinden, hvor pladeskifterne huserede og indtog de danske hjem. Stereogram, som den blev benævnt, var tidens ?rilleaftaster?, som helt fortjent skabte Bang & Olufsen et ry som grammofonernes mester.


Mesteren bag denne grammofon var ?Sorte Hansen? der havde sin lille opfinderbix i en lejlighed på 4. sal i Gothersgade i det indre KbH.


Senere blev den opkøbt af Bang & Olufsen. Det var i øvrigt ham, som fandt på remtrækket til grammofoner, og det gjorde han primært, fordi at man så kunne anvende en lettere pladetallerken, end hvis man anvendte mellemhjul. Mellemhjulet transmitterede jo vibrationer fra motoren til pladetallerkenen, som så kunne begrænses vha. masse. Remtrækket derimod overførte ikke vibrationer til pladetallerkenen, og dermed var behovet for dyrt metal gjort mindre.


Rigtig mange af de største Europæiske grammofonfabrikanter har samarbejdet med Sorte Hansen før han blev opkøbt af Bang & Olufsen.


 



Stereogram pladespilleren


 


Allerede i 1957 talte man i Danmark om et evt. medlemskab af EF, eller stålunionen som den hed den gang.


Man var dog særdeles bekymrede over, om vor nationale elektronikindustri ville blive kørt helt over af store tyske virksomheder som Telefunken, Blaupunkt, Loewe, Dux og hollandske Philips. Så det blev ved snakken, men fakta var, at Danmark i 57 havde ikke mindre end 20 små radio/TV fabrikker. Måske nogen husker Linnet & Laursen, Arena, Arako og mange flere.


Men allerede ved TV apparaternes fremkomst, var de rene radiofabrikker blevet presset ud af markedet, fordi de fleste TV apparater havde en indbygget radio. Så det første blodbad i branchen var allerede overstået.


Fra 1961 og frem til 1965 lukkede 15 ud af de daværende 19 radio/TV fabrikker. Det skete primært fordi, at branchen havde opbygget en alt for stor kapacitet, for at imødekomme den massive her og nu efterspørgsel efter TV apparater. Og det så ikke umiddelbart ud som om, at der kom et nyt ?must have? apparat til de danske husholdninger, som kunne opretholde efterspørgslen hos de mange fabrikker.


Hos Bang & Olufsen havde man indset situationen allerede, og samtidig lagt en plan B, som skulle føre til det vigtigste af alt nemlig overlevelse. Bang & Olufsen valgte at kigge ud over de danske grænser, frem for ensidigt at opretholde sin store markedsandel på det danske marked for enhver pris. At det lønnede sig i længden ser vi jo ret tydeligt i dag.


Med Bang & Olufsens eksportsatsning, var der åbnet op for en helt anden filosofi end den traditionelle. En lille andel af et stort marked, var mindst lige så god som en stor andel af et lille et lød devisen.


Man satsede helt bevidst på det publikum, som først og fremmest tænkte på design og kvalitet frem for en lav pris. Manden der mere nogen anden kom til at præge den tid i de spæde tressere var Henning Moldenhawer, som designede en lang række B&O apparater i perioden. Et af de mest kendte er Beomaster 900, som fandt vej til rigtig mange af de små hjem ud over hele Europa, også der hvor jeg boede. En dejlig radio med en fornem lydkvalitet.


 



 


Perioden bød selvfølgelig på design udvikling, såvel som øget betjeningskomfort af både radio og TV. Forvalgte stationer, trykknap kanalvælgere, AFC funktion og præcise instrumenter til at aflæse stationsindstillingen var blandt nyhederne. På designsidenhyldede man hos Bang & Olufsen det ?rammeløse? design, som Henning Moldenhawer stod fadder til. Han mente ikke, at de brede trærammer som indrammede de fleste apparater, passede ind i et moderne bolig miljø. Og man kan vel kun give ham ret i den antagelse.


Hen imod slutningen af tresserne skete der noget, som fik meget stor betydning for de følgende år hos Bang & Olufsen. Man kontaktede et design firma i København, som blev drevet af Prins Bernadotte af Sverige, som var bror til Dronning Ingrid. Virksomheden havde et par unge designere ansat, som senere blev involveret i snart sagt alle Bang & Olufsen produkter frem til vor tid (2011) det var nemlig Jacob Jensen og hans unge assistent David Lewis.


Jacobs første udførte opgave hos Bang & Olufsen var, at han ændrede Beomaster 1000, den med klaviaturet, fra at have hvide knapper til sorte ditto. Det skete samtid med, at forstærkeren fik silicium transistorer i stedet for germanium.


 



Hvem der oprindeligt havde designet Beomaster 1000 vides ikke med sikkerhed, men Jacob Jensen er krediteret for den sorte model.


 


Jacob havde dog helt andre og langt mere vidtrækkende idéer omkring design af audio udstyr end blot farverne på knapperne. Det skulle eftertiden snart få at se.


I 1967 sprang så bomben for alvor. Bang & Olufsen lancerede Beomaster og Beolab 5000 tuner og integreret forstærker. Sættet satte helt nye standarder for adskillige discipliner indenfor hjemme stereo udstyr. For det første var det på tiden nok det kraftigste forstærker sæt i verden, som var beregnet til brug i hjemmet. For det andet var det så dyrt, at det måtte forblive en drøm for langt de fleste. For det tredje var Jacob Jensen designet absolut banebrydende med de glidende kontroller a’la regnestokken.


Hele branchen tabte mælet for en stund, da de blev præsenteret for Beolab/Beomaster sættet.


Lavt strømlinet design med helt nytænkte kontroller og hertil specifikationer der satte alle andre til vægs.


Design opdraget fra Bang & Olufsen som oprindeligt lød på: Kraft, præcision og identitet, må siges at være ?mission accomplished?
Her er lidt af teksten fra originalbrochuren fra 1967, hvor Bang & Olufsen begrunder tilblivelsen af sættet. Ambitionerne fejlede absolut ingenting kan man konstatere.


 







HIGH FIDELITY 








Quote – Beolab 5000 Brochure fra 1967 fra Bang & Olufsen
“Betegnelsen HIGH FIDELITY står for lydgengivelse, der nærmer sig den originale lyd mest muligt, og da kvaliteten stadig forbedres, må det være den tekniske udvikling, der til enhver tid bestemmer, om et musikanlæg er kvalificeret til denne betegnelse. Derfor er det f.eks. ikke sikkert, at et Hi-Fi anlæg fra fyrrerne eller halvtredserne svarer til de krav, som vi i dag stiller til High Fidelity.
Man kan heraf få den opfattelse, at et Hi-Fi apparat hurtigt forældes, eftersom de nye, tekniske fremskridt hæver standarden for High Fidelity klassen. Der er naturligvis en risiko, men på den anden side er det helt moderne High Fidelity anlæg meget nær grænsen for det opnåelige – og ønskelige, da det på flere punkter overstiger ørets begrænsninger. Med andre ord: Chancen for forældelse er mindre end nogensinde.
For at sætte tingene på plads, må det her indskydes, at STEREOFONI er lyd, der transmitteres gennem to kanaler, hvorved der opnås et rumligt lydbillede eller – populært sagt – Stereo er musik til begge ører. Man kan udmærket have et Stereo anlæg, som ikke er High Fidelity, og principielt også et Hi-Fi anlæg, som ikke har Stereo – men det sidste kan næppe tænkes i dag.”


“Når de gamle mestre skabte et musikinstrument, skete det på grundlag af ørets vurdering. Men øret er ikke tilstrækkeligt, når vore dages lydteknikere arbejder med High Fidelity instrumenter – de mange enheder mellem mikrofon og højttaler kan kun bedømmes objektivt ved hjælp af fint afstemte måleinstrumenter. Resultatet af disse målinger kan aflæses i den omfattende, tekniske specifikation, som et Hi-Fi udstyr normalt forsynes med. For teknisk ukyndige kan det være svært at forstå alle disse specifikationer – og strengt taget kun nødvendigt, hvis man ønsker at sammenligne forskellige anlæg, eller man vil kombinere enheder af forskelligt fabrikat.
Men en vis forståelse kan opnås ved at man sætter sig ind i ørets fysiologiske forhold.
Øret kan ikke høre alt. Det er begrænset til at høre toner, som har et svingningstal mellem 20 og 20000 svingninger pr. sekund. Disse grænser er naturligvis forskellige fra menneske til menneske, men fælles er det, at den øvre grænse aftager med alderen.
Øret er endvidere begrænset i de intensiteter eller lydstyrker, det kan opfatte. Nedefter kaldes begrænsningen tærskelværdien. Lyde med en styrke under dette niveau kan øret ikk
e sanse.


“Tærskelværdien er afhængig af tonefrekvensen. Øret er mest følsomt omkring ca. 3000 svingninger pr. sekund – med et kraftigt fald i følsomheden mod de laveste svingningstal (bassen). Opefter går ørets formåen til den såkaldte smertegrænse. Overstiger lydstyrken denne grænse, indtræder der en smerte, og sker det stærkt eller vedvarende, kan det forårsage permanent ødelæggelse af øret. Smertegrænsen er nogenlunde uafhængig af frekvensen og ligger ca. 120 dB over tærskelværdien ved 1000 svingninger pr. sekund. Det område, som øret kan sanse, er således begrænset både med hensyn til frekvenser og intensiteter.
Af et High Fidelity anlæg må man forlange, at det kan afgive hele denne flade af frekvenser og intensiteter – uden at kolorere og uden at tilføje noget som helst. (Det sidste kan udtrykkes på en paradoksal måde: Et Hi-Fi anlæg må absolut ikke selv frembringe nogen lyd). Først og fremmest skal forstærkerens egen støj ligge under tærskelværdien. Endvidere skal forstærker og højttaler kunne gengive alle frekvenser mellem 20 og 20000 svingninger pr. sekund – og skal kunne gøre det med en intensitet, som nærmer sig ørets smertegrænse.”

 


Her har vi så skønhederne, samlet pris lidt mere end. kr. 4.000 kr. i 1967:


 



 



Beolab nedefra


 


Der er sikkert ikke mange, der er klar over, hvor vildt Beolab/Beomaster 5000 projektet egentlig var i sin tid, men til sammenligning var de fleste andre produkter på markedet stadig rørbestykkede og med udgangseffekter på 5-10 Watt. I Beolab fik du 60 Watt pr. kanal og et design og materialevalg, som tog pusten fra selv de mest hårdkogte. Prisen var også nytænkning, for der fandtes stort set ikke så dyrt hifi udstyr på markedet. Det var således både et prestigeprojekt og en slags prøveballon for hvor meget folk ville betale for High Fidelity lyd.


Af tekniske lækkerier kan nævnes regulerede strømforsyninger til alle trin, inkl. Udgangstrinnet som blev reguleret af 2 kraftige transistorer. Den havde også en fasevendt kanal, således at kanalerne arbejdede i modfase. Det betød, at man fik spredt belastningen på strømforsyningen mest muligt, som derfor kunne udnyttes bedre. Det betød samtidigt, at den kunne fungere som en 120 Watt monoblok, altså kunne den brokobles uden videre.


Det skal da også lige nævnes, at sættet blev ret kendt rundt omkring i verden, og var en stor succes for Bang & Olufsen. Sættet produceredes frem til 1972. Design Jacob Jensen.


For undertegnede selv står 5000 sættet som en af de mest ultimative milepæle på forstærker området. Elektronisk langt forud for sin tid og et designmæssigt vovestykke, som ingen senere har gjort Bang & Olufsen efter. Et rigtigt mesterværk.


Da man lancerede Beoab/Beomaster 5000 sættet, stod man lige pludseligt med et helt andet problem. Man havde ikke nogen matchende grammofon. Beogram 1000 der var kommet på markedet året før, var kædet sammen med de billigere receivere, som f.eks. Beomaster 1000 og Beomaster 1400.


Så hvad gør en klog i den situation? Hos Bang & Olufsen valgte man at indgå et samarbejde med Thorens i Schweitz. Beogram 3000, som den kom til at hedde, var nemlig i virkeligheden en Thorens TD124MKII i Bang & Olufsen outfit, med enten 9? ST/L eller 12? ST/P tonearm fra Bang & Olufsen og hertil SP9 pick up. SP9 var udstyret med en særligt specificeret eliptisk nål, der var beregnet på krævende afspilning.


I England og Holland kunne Bang & Olufsen ikke få lov til at sælge Thorens pladespilleren i Bang & Olufsen klæder, sikkert pga. indsigelser fra Thorens distributørerne på de pågældende markeder. Her valgte Bang & Olufsen i stedet, at samarbejde med det hollandske firma Acoustical, som leverede et alternativt værk til Beogram 3000.


 



Til venstre ses Thorens værket med 12? arm, til høhre værket fra Acoustical med 9? arm.


 


Efter successen med Beolab/Beomaster 5000 sættet, præsterede Jacob Jensen en mindre syndflod af nye apparater i helt nyt design, nedenfor ser du Beosystem 1200 fra 1969, hvor Beomaster 1200 fremstår i regnestok designet, som Jacob Jensen dyrkede intensivt i perioden. High Tech og elegance hånd i hånd, og faktisk opleves det da, at sådan en står og spiller stadigvæk rundt omkring.


 



 


Design linien på audio udstyret var dermed lagt, og ambitionerne var med 5000 sættet mere end antydet, man ville helt frem forrest i bussen, både mht. design, lydkvalitet og pålidelighed.


Samarbejdet med Thorens var selvfølgelig også en del af signalet, idet Thorens var kendt som Europas førende producent af grammofonløbeværker, og når man sagde Thorens, så var der ligesom ikke ret meget mere at byde ind med. Der var respekt om dem, og faktisk kan man den dag i dag stadig downloade manualen til en TD124MKII, hvis man mangler den.


Men kvaliteterne i Thorens værkerne ufortalte, så var de jo ikke designet af Bang & Olufsen, så der skulle naturligvis arbejdes videre med produkterne, og der kom ikke til at gå lang tid før nogen måtte kigge forbavset på et nydesignet system.


Kig lige lidt nærmere på prototypen på Beosystem 6000 herunder:


 



 


Receiveren og båndoptageren var også prototyper, og vi skriver her 1970. Pladespilleren er selvfølgelig et studie, som senere blev til Beogram 4000, som vi vender tilbage.


Receiveren blev til Beomaster 6000 med fjernbetjening, men båndoptageren fik et noget usædvanligt kort liv. Der blev nemlig kun produceret 6 stk. i en prøveproduktion i 1971, den hed Beocord 6000 og fik sort finish i stedet for aluminiumsfinishen på prototypen.


 



 


Closed Loop Dual Capstan, autoreverse, musiksøgning og fuldtransistoriserede forstærkertrin var nogle af de tekniske højdepunkter på Beocord 6000. Det kan bestemt ikke udelukkes, at både Revox og Tandberg ville have åndet lettet op, hvis de havde kendt til prototypen og beslutningen om at droppe produktionen af den.


Den fik enRevox A77 til at ligne kitch, ligesom en Tandberg maskine så noget klodset ud i sammenligning. Men man var hård i filten og klar i spyttet i Struer. Der skulle ikke længere produceres åbne spolebåndoptagere hos Bang & Olufsen. Det var slut med det medie for Bang & Olufsen.


 



Beovision 6000 fra 1974


 


I nævnte periode kom der masser af nye futuristisk designede TV apparater fra Struer. Det var David Lewis og Henning Moldenhawer der huserede i TV designafdelingen. Mange husker sikkert plastkabinetterne på trompetfod fra 1970. Mere end 10 år senere kunne man købe klodsede efterligninger fra tyske TV fabrikker.


 



Beovision 3500 fra 1974


 



Beovision 8900 fra 1982


 



Beovision LX2800 fra 1986


 


I audio divisionen kom en meget vigtig beslutning til at præge tiden efter 1970, man besluttede på Bang & Olufsen, at man ville levere musiksystemer til musikelskeren, ikke til hi-fi fanatikeren.


Det var sandsynligvis det, der gjorde at Beocord 6000 ikke blev sat i produktion. Senere fik det også indflydelse på et af de vigtigste produkter for Bang & Olufsens audio division nogensinde nemlig Beogram 4000.


Hos Bang & Olufsen var man klar over, at det ville kræve en hel del mekanisk og elektronisk snilde at bygge en pladespiller som Beogram 4000, derfor allierede man sig med civilingeniør Gustav Zeuthen. Han havde erfaring med vanskelige konstruktioner, og som et par af hans mest kendte innovationer, kan nævnes KZ flyvemaskinen (Kramme & Zeuthen) og Rex Rotary duplikatoren.


Zeuthen havde allerede en Beogram 1000 pladespiller, men han var ikke begejstret for den, fordi den hoppede i rillerne, når han dansede med sin unge kone, så han var allerede i markedet for en ?dansesikker? pladespiller.


Med i teamet var også Subir Pramanik, han er i øvrigt den eneste person, som jeg ved af, som fik et Bang & Olufsen produkt opkaldt efter sig.


Han udviklede nemlig en nåleslibning til afspilning af CD4 plader, som kom til at hedde Pramanik. Det var en slags modificeret Shibata slibning, som havde en meget smal horisontalt anlægsflade i rillerne. Pramanik ønskede at pladespilleren skulle aftaste pladerne på samme måde, som de var skåret. Det pegede direkte på en tangential arm, som jo følger samme lige linie som skærehovedet gør. Zeuthen så straks potentialet i sådan en arm, fordi den kunne gøres kort og dermed let, hvilket nedsatte inertien i armen, hvorved pladespilleren blev mere imun overfor rystelser udefra.


Pramanik havde allerede matematikken til mekanisk isolation af pladespilleren klar, så det så tiltalende ud for Zeuthen.


Det kan man ikke sige Jacob Jensen syntes, han havde idéen af, at en top pladespiller skulle have en stor flot og lang tonearm, han sagde bramfrit ?sådan en lille tissemand kommunikerer ikke megen potens?.


Det spidsede med andre ord til i design teamet, lige indtil Jens Bang fik formuleret opgaven rigtigt. Pladespilleren skulle nemlig henvende sig til musikelskeren og ikke nørden. Man var ikke interesseret i at lave en pladespiller til fanatikere, der anvendte pladerne som testværktøj til deres grej.


Så man besluttede, at det skulle være en tangential arm der skulle sidde på pladespilleren og at al teknik skulle gemmes under aluminiumspladerne. Man valgte altså den mest avancerede teknologi til at gøre musik nemt tilgængelig for alle. Det kunne måske kaldes ?hi-fi i hverdagen?.


Resultatet af designteamets anstrengelser kender de fleste af os nemlig Beogram 4000. En ikonisk pladespiller, som radikalt ændrede folks syn på pladeaftastning og Bang & Olufsen.


Den kom også til at betyde ændringer internt i Bang & Olufsen, idet designprocesserne blev ændret efter Beogram 4000. Og som et andet kuriosum, så blev den færdige prototype sat direkte i produktion uden ændringer, hvilket var højest usædvanligt for Bang & Olufsen.


Mekanisk var den opbygget med flydende subchassis, som i stedet for at stå på fjedrene, som det var normalt, så hang det i dem. Det var bladfjedre, som var forbundet med subchassiet vha. små stålwirer. Det er så simpelt og så velgennemtænkt, at man må slå sig for panden og udbryde ?nåeh ja?. Man bruger ganske enkelt tyngdekraften til at dæmpe sideværts bevægelser, idet subchassiet som et pendul vil søge ligevægtstilstand. Man tør vel også godt nævne, at der er enkelte andre, der har fået øje på fordelene ved princippet, hvoraf den mest prominente nok er Sir Robertson Aikman fra SME. Hans SME 30 har ophæng efter næsten samme opskrift.


Arm og PU blev på vanlig B&O vis sammentænkt, men noget nyt var, at nåle forparten ikke kunne udskiftes separat på SP15, som dens PU hed. Man skulle købe en helt ny enhed, men fik dog lidt rabat, såfremt man afleverede et brugt eksemplar. Til gengæld bød SP 15 på væsentligt strammere produktionstolerancer.


Tonearmen, som jo var det revolutionerende på Beogram 4000 var både let og stiv, og sammenhæng med SP 15 fik teamet placeret tonearmsresonansen lige i øjet omkring de 15Hz. Det betød, at man kunne placere en Beogram 4000 direkte oven på en monster højttaler og så bare fyre den af. Tidens ellers store problem for grammofoner var akustisk tilbagekobling pga. mistilpasning, men her viste B&O hvad der faktisk var muligt.


Det kom ikke alene senere til at danne skole for en stribe ultra letvægtsarme fra f.eks. Mørch, SME og Hadcock, men også for en lang række ultra letvægts pick upper fra f.eks Ortofon. LM og Concorde serierne blev tilmed integrerede i både H.H. Mørchs og SME’s tonearmsrør, nøjagtigt som Bang & Olufsen havde gjort det med SP1 mere end 20 år forinden.


Man havde med Beogram 4000 med andre ord fået rigtig godt styr på de mekaniske forhold, som kunne forstyrre aftastningen af pladerne.


Med i det regnestykke havde teamet også husket en anden væsentlig ting, nemlig nåletrykket, som var så lavt som 1g eller 10mN. Det betød skånsom aftastning, og jeg husker tydeligt, at man kunne blive ved og ved at spille den samme plade, uden der opstod forstyrrende knitren. Det var der ikke mange andre der kunne på den tid, typisk var andres LPér noget mere støjende. Så hvis man gerne ville låne lidt hos hinanden, så var det værd at finde en der også havde en 4000.


Af andre tekniske lækkerier kan man nævne slæden, som transporterede arm og pick up i en tangent til pladen. Den var dobbeltvirkende, således at dårligt centrerede plader også ville blive afspillet med den lavest mulige fejlsporingsvinkel, fordi slæden fulgte både med ind og med ud.


Motoren der drev tallerkenen var af syncrontypen, hvilket gjorde at Beogram 4000 ikke havde finjustering af hastigheden som de efterfølgende modeller oftest havde. Der var remdrev og et ganske tungt pladetallerken arrangement med tilhørende solidt centerleje. Det elektriske signal fra pick uppen blev kortsluttet i samme øjeblik, som man aktiverede liften, ligesom der også først blev åbnet for lyden, når pick uppen var landet i rillen. Det betød nul bump og mislyde i højttaleren, kun musik og evt. en smule rillestøj.


Et af de mere kuriøse, men stadigt imponerende tiltag der var gjort i 4000, var den elektronisk aktiverede pick up lift. Den bestod både af en solenoide og en pneumatisk dæmpecylinder. Det var et meget omfattende arrangement, som i øvrigt kunne finjusteres mht. den hastighed pick uppen sænkedes med.


Betjeningen var selvfølgelig også speciel, et tryk på en knap, og så kørte den. Den fandt selv ud af om der var en plade på, om det var en 33 eller en 45 omdr./min plade, og den standsede selv og kørte ind i parkeringsposition når den var færdig. Ellers kunne armen flyttes med en enkelt idiotsikker betjeningsknap.


Man kunne ikke ved et uheld flytte armen sidelæns uden at den løftede sig, og i det hele taget skulle man aldrig røre ved tonearm og pick up. Til det udsagn hører der dog én undtagelse, nemlig når pick uppen skulle renses. Her var den medfølgende børste ofte første valget, men her burde B&O’s tilbehørsafdeling nok lige have tænkt sig om en ekstra gang. Den medfølgende børste var ganske enkelt en katastrofe, som jeg tror, må have kostet adskillige pick upper livet før tid. Den var så høj, at den knapt nok kunne komme ind under pick uppen, og så havde den lange stive nylon hår. Den var ikke til topkarakter.


Men nyd nu billederne af skønheden:


 



 



 


Året er 1972, hvilket dog kan være lidt svært at tro.


I 1974 blev modellen opdateret og fik navnet Beogram 4002, og findes i flere versioner, de første blev lavet med AC motoren fra Beogram 4000, senere fik den DC mortor og justerbar hastighed. Samtidig blev pladetallerken arrangementet lettere, så servostyringen kunne korrigere for hastighedsafvigelser.


 



 


Betjeningspanelet blev udvidet med ekstra funktioner i form af en langsom cuing knap. Pick uppen fik nyt navn, selv om det var den samme pick up, den kom til at hedde MMC 4000 i stedet. Man havde også vurderet behovet for en dobbeltvirkende arm slæde, og fundet det overflødigt.


Centerhullerne i pladerne var ikke så skævt placerede, at man ville ofre den slags. Så derfor vil armene på 4002/4004 og de senere genrationer af tangentialarms afspillere kun flytte slæden indad under afspilning. Sammenlagt gjorde det konstruktionen mere simpel, og bang & Olufsen kunne så begynde at tjene penge på deres flotte pladespiller.


4002 kunne leveres med indbygget CD4 dekoder, og der fandtes også en version der hed 4001, som var sort. Den havde dog blank pladetallerken, idet den optiske sensor i den ?stive? arm ellers ikke fungerede.


4004 som afløste 4002 i 1978, havde blot den ekstra feature, at den kunne fjernbetjenes via Beomaster 2400. Den havde et 7 polet din stik i stedet for det vanlige 5 polede, de sidste 2 ben kunne dog snedigt skrues ud af stikket, så den også kunne fungere med andre forstærkere.


Samtidig med introduktionen af 4004 ændredes navnene på pick upperne igen, så standard pick uppen på 4004 kom til at hedde MMC20EN (Moving Micro Cross 20 Eliptical Naked). 4000 pladespillerserien kom til at betyde rigtig meget for Bang & Olufsen. Virksomheden kom på landkortet, designet tog verden med storm, teknikken og mekanikken var langt forud for sin tid.


I 1975 frembragte Jacob Jensen endnu engang en designmæssig genistreg nemlig Beomaster 1900.


 



 


Man havde sandet hos Bang & Olufsen, at man ikke længere kunne basere sin forretning på at jagte den ultimative High Fidelity. Det var der simpelthen så mange andre der gjorde, og i Japan kunne man producere til væsentligt lavere priser end man kunne i Europa. Med andre ord så det sort ud for de mindre radio/TV fabrikker i europa.


Man valgte derfor hos B&O, at satse på en ?væk med teknikken frem med musikken? filosofi, som netop Beomaster 1900 var et udtryk for. Kun de oftest anvendte betjeningsfunktioner var placeret synlige og tilgængelige, resten, som kun sjældent anvendtes, var gemt bag aluminiumslågen, som åbnede og lukkede med lækre dæmpede bevægelser.


Beomaster 1900 blev den største succes i de kommende 20 år, og den blev bestilt af museer overalt i verden, og havnede selvfølgelig også på MOMA, hvor den indgår i den permanente udstilling sammen med 14 andre Bang & Olufsen produkter designet af Jacob Jensen og David Lewis.


At de beslutninger der blev taget omkring Bang & Olufsens produktfilosofi var rigtige, vidner fortiden kun alt for tydeligt om. Eltra, som lå på Fredriksberg og var Danmarks største producent af TV apparater, blev solgt til Sony i 1972. Arena i Horsens havde i 1971 lidt den samme skæbne, med et salg til Rank organisationen i England.


Med udgangen af 1975 var Bang & Olufsen den eneste tilbageværende radio/TV producent i Danmark, alle andre var i løbet af 60érne og 70érne lukket, solgt, fusioneret eller bare begyndt at lave noget andet. Det så ikke ret godt ud for den danske radio/TV industri. Konkurrencen fra Japanske kæmpekoncerner var særdeles hård og det sammenholdt med, at folk efterhånden havde fået deres gamle sort/hvide TV udskiftet med et farve TV, gjorde bare tingene endnu værre.


Men Bang & Olufsen ville bare ikke dø, og én af grundene til at det ikke skete, hedder Jacob Jensen.


Hans kreativitet og arbejde gjorde forskellen på Bang & Olufsens elegante ?flush design? og den endeløse række af fjernøstlige trækasser med millioner af knapper og lamper.


Det design udtryk fik i 1972 en ganske særlig fjer i hatten, nemlig optagelse i MOMA’s permanente udstilling i samme lokale som Picasso’s ?Guernica?, som sidenhen er flyttet og nu hænger i Madrid på Raina Sofia. At det gik sådan, var nok ikke et resultat af tilfældet, men så alligevel. Den amerikanske distributør af Bang & Olufsen pick upper ? man solgte ikke meget andet derovre dengang ? Harry Horning, fik ved et besøg i Struer fat på et Bang & Olufsen katalog lavet af en designer, som hed Neertoft. Det sendte han til MOMA med en besked om, at her var nogen der kunne designe radio/tv udstyr, og det syntes Harry de skulle kigge lidt på.


MOMA responderede ved at sende en række sider retur fra kataloget, med bemærkninger påført om, at ?we want one example of this and that?. Syv produkter fandt vej til MOMA, hvilket aldrig var sket før.


I 1978 arrangerede MOMA en særudstilling af Bang & Olufsen produkter , hvilket kun var sket 3 gange tidligere. Braun, Olivetti og så virksomheden bag Wienerstolen var de forudgående eksempler.


 



 


Som endnu en 70ér milepæl, kan nævnes Bang & Olufsens Uniphase højttalere. Man fandt slet og ret på, at alle enheder i en højttaler skulle placeres med samme afstand fra enhedernes akustiske centrum og hen til lytterens ører. Beovox MS 150 er et eksempel på netop den type højttaler, om end den ikke var én af de første af slagsen.


Læg mærke til at selve baffelen er vinklet eller nærmest buer indad på midten, for at sikre at der er lige lang vej fra alle enhederne og frem til dit øre. Arrangementet bevirkede, at det var langt nemmere at opfatte det 3 dimensionelle element i musikken, idet alle frekvenser nåede frem samtidig, og ikke blev udtværet i tid, som det ellers var sædvane.


 



 


Den viste højttaler er i øvrigt topmodellen fra 1980, og på trods af det lette udseende, så havde den et volumen på 63l og var ganske pænt tung.


Frem mod 1980érne er udviklingen i øvrigt domineret af graden af fjernbetjening af audio udstyret. Bang & Olufsen bevæger sig stille og roligt væk fra fjernbetjente apparater og hen imod Beolink, som er den logiske sammenbygning af fjernbetjeningsfaciliteterne i én samlet fjernbetjening. I et B&O hjem var der således kun én remote at holde styr på.


I 1980 overraskede de så igen i Struer, de havde nemlig bygget en kube, som måler 12*12*12 meter. Et gigantisk målerum til udmåling af alle relevante data på højttalere. Rummet er forsynet med en lille kran, som kan bære udstyret ud til midten af rummet, hvor det så påtrykkes en lille kortvarende impuls, som opfanges af en Brüel & Kjaer målemikrofon, og som efterfølgende kan analyseres.


Det vides ikke med sikkerhed, men det er ret usandsynligt, at andre råder over noget lignende værktøj.


Man kan måle ned til ca. 40 Hz helt uden refleksioner fra omgivelserne, det er nørd værktøj der vil noget. Den bruges stadigt flittigt af akustikdrengene hos Bang & Olufsen når de tuner lyden fra en lydgiver, og efterfølgende vil være 100% sikre på, at det måler fornuftigt.


Samme år så Beosystem 8000 dagens lys, et system der betjeningsmæssigt var 100 % integreret. Man trykkede på phono, og så gik det hele i gang, eller på tape, så kørte båndmaskinen.


Systemet bestod af Beomaster 8000, som var centrum for systemet, hertil Beogram 8000 og sidst Beocord 8000. Beomaster 8000 var uhørt kraftig for et B&O produkt, den havde en udgangseffekt på 2*150 Watt og ét af design målene havde været, at der aldrig måtte forekomme forvrængning, resonanser eller andet uvedkommende førend, at man havde udtømt alle dens kraftressourcer.


Man havde med andre ord rettet kanonen noget ind efter lydkvalitet igen, men stadig i Jacob Jensens ?flush design?, hvor alt der ikke skulle bruges til hverdag, var skjult bag aluminiumspladerne.


Receiveren havde et specielt kredsløb, som advarede lytteren om, at grænsen for uforvrænget lydtryk var nået, og at man derfor måtte regulere lydstyrken, såfremt lyden stadig skulle være af Bang & Olufsen standard. Det var B&O’s kraftigste og mest avancerede receiver til dato, hvilket var muliggjort af den brede køleplade bagerst på apparatet, som sjovt nok ikke kompromiterede designet på nogen måde.


De var bestykket med 6 stk. udgangstransistorer pr. kanal, og en gigantisk ringkernetransformator. Alle line level kredsløbene var baseret på op-amps af professionel kvalitet.


Den tilhørende båndoptager fortjener en særlig omtale, idet den som udgangspunkt blev lanceret som Beocord 8000. Det var en cassette båndoptager med Dolby B, et enkelt kombineret optage- og afspille hoved og en enkelt motor til det hele. Den var det man vil kalde en fin båndoptager, uden at være superspeciel.


Men herfra gik det stærkt. Der sad nemlig en ung ingeniør, som hed Jørgen Selmer og rodede med Bang & Olufsens båndoptagere. Han fandt ud af, at når man tilfører bias til et bånd, så øger man følsomheden på båndet, således at båndets iboende ulineariteter overvindes.


Det havde man helt styr på allerede tilbage fra 1948, men det Selmer opdagede var, at hvis man optog musik med diskantindhold, så udgjorde diskantindholdet i sig selv en slags uønsket bias, som fik båndet til at gå i magnetisk mætning længe før det var nødvendigt.


Han fik så den idé, at man kunne variere bias alt efter hvor meget diskantindhold musikken havde. Som tænkt så gjort, systemet kaldte de HX Professional eller blot HX Pro. Med den landevinding lancerede man Beocord 8002, som havde Dolby B og HX Pro. Men man havde endnu større ambitioner i Struer, nu skulle den have en ordentlig en på kassen med den ultimative båndmaskine.


Det blev Beocord 9000, som havde næsten samme design som 8000, forskellen bestod i en sort vandret stribe med indikatorlys for båndtype på maskinens venstre halvdel. Og til højre var det numeriske tastatur sort i stedet for blankt.


Teknisk var 9000 dog en del mere avanceret, for det første havde den tre tonehoveder, uden dog at have medhør efter bånd. Rygterne sagde, at der ikke kunne findes plads til den elektronik der var nødvendig til den funktion. Tonehovedet, som var et kombihovede, kom fra Japanske Canon, og var superpræcist og med en meget smal magnetspalte.


Maskinen blev leveret med et TDK MAR bånd med en hyletone og en umagnetisk skruetrækker, som kunne bruges til justere hovedets azimuth ? virkeligt hardcore hifi.


Men det mest usædvanlige var dog maskinens computerstyrede båndtilpasning. Man smed et bånd i, trykkede på ?tape type? i 3 sekunder og vupti snupti, justerede den hele båndoptagerens elektronik efter båndets egenskaber. Tilmed kunne man udlæse værdierne for bias, equalizing og følsomhed på displayet, og den brugte sågar dataene til at justere VU metrenes følsomhed, således at man altid skulle udstyre til ?første røde lysdiode?.


Man skulle ikke længere famle sig frem til maks. udstyring af hver enkelt båndtype og fabrikat ? genialt og samtidigt enestående. At man så lige kunne gemme 4 forskellige kalibreringer, én for hver båndtype, er vel nærmest overflødigt at nævne. 9000 havde også fået Dolby C støjreduktion, som var et langt mere effektivt støjreduktionssystem end det gamle Dolby B.


På alle andre områder lignede Beocord 9000 sine mindre søskende, f.eks. musiksøgesystemet og tidstælleren virkede på tilsvarende måde på alle modeller.


Den maskine vakte berettiget opsigt, da den ramte markedet i efteråret 1981, og jeg husker stadig da jeg stolt hjembragte mit eget eksemplar kort efter lanceringen. Det bevirkede i øvrigt at kammerater ofte smuttede forbi med en LP og et bånd, fordi optagelserne lød så meget bedre på den maskine, den havde nemlig både bas som pladerne, lav støj og en magtfuld gengivelse, at den så kostede svidende 10.000 kr. i 1982 var så bare noget man måtte acceptere.


Beocord 8002 fik hurtigt nyt navn til Beocord 8004, hvor den fik Dolby C i kombination med HX Pro kredsløbet.


Opfindelsen af HX Pro fik også audioverdenen op af stolen, og ingen ringere end Dolby Laboratories valgte at købe licens og stå for udbredelsen af systemet. Få år efter havde alle nye seriøse cassette båndoptagere systemet indbygget.


Det sidste apparat i Beosystem 8000 er Beogram 8000, som naturligt nok var det næste skridt på vejen efter 4000 serien. 8000 havde ekstra betjeningsfinesser i kraft af en større microprocessor, som f.eks. en pausefunktion, hvor armen kørte til parkering og tallerkenen standsede.


Trykkede man igen på play, så fortsatte den hvor den slap. Den havde også repeat op til 9 gange. Ud over design og betjening havde 8000 også en nyhed ombord, nemlig ?tangential drive?, som anvendtes i stedet for en traditionel motor.


Det princip er så hovedrystende enkelt, at man må tage sig til hovedet. Hvorfor har ingen andre fundet på det? I al sin enkelhed virker det ligesom en gammeldags el-måler, som anvender H. C. Ørtseds tommelfingerregel som princip. ?Når du lægger din højre hånd med fingrene i strømmens retning, og ledningen er mellem hånden og kompasnålen, så vil magnetens nordpol slå ud til tommelfingersiden.?


Og så kører den rundt. Rykfrit, støjsvagt, uden bevægelige dele, masser af trækkraft, ingen rem eller mellemhjul, uopslideligt og med quartz styret præcision. Hvorfor er der ingen andre, der bruger det princip, kunne man vel tillade sig at spørge. Svaret er nok, at så kom CD afspilleren, og deraf faldende styktal på pladespillere.


8000 havde også en indbygget pick up renser i form af en børste, som fjernede støv fra den medleverede MMC 20 CL pick up ved hver start og stop af pladespilleren.


Den senere 8002 adskilte sig primært ved, at tonearm og pick up blev miniaturiseret yderligere, og at pladetallerkenen blev gjort endnu lettere for bedre styring af hastigheden. De høje ribber på den oprindelige pladetallerken blev erstattet af sorte meget flade striber, hvilket gav bedre kontakt mellem tallerken og plade, hvilket resulterede i bedre resonansdæmpning af pladen under afspilning.


MMC 2 var den nye standard pick up, ville man hellere have MMC 1 var det ekstra oveni, og jeg ved at de fleste B&O forhandlere havde gode tilbud på MMC 2ére i en periode, pladespillerne blev nemlig stort set alle solgt med MMC 1.


 



Beomaster 8000, læg mærke til, at køleprofilen nærmest ikke opfattes af øjet.




Beocord 8000 med numerisk tastatur – Man trykkede blot tidspunktet på båndet ind og så ?go?, så kørte båndoptageren et øjeblik, imens sensorer målte tykkelsen på båndet, ved at se hvor mange mm. Den ene spole voksede pr. omdrejning. Og det virkede fremragende. Hvis man f.eks. tastede 10:21, så spolede den hen i nærheden og ledte efter en pause i musikken, og åbnede så når der var stille.


 


Den næste vilde satsning fra Struer


Den næste vilde satsning fra Struer måtte vi alle vente på indtil 1986. Den var høj, den var flot og den hed Penta.


Penta er B&O’s første store satsning på aktive højttalere, tilmed var den bygget som ?line source?, hvilket betyder, at den ikke har samme spredningsmønster som en traditionel højttaler, som kaldes en ?punktkilde?. Line source højttalere SKAL være høje, for at opnå deres specielle spredningsmønster, så princippet vil næsten naturligt kun komme på tale i dyre højttalere.


Penta var også dyr, faktisk så dyr, at man hos Bang & Olufsen var betænkelige. Men man havde allerede set skriften på væggen, indenfor de næste 10 år, ville CD have overtaget hele markedet for pladespillere, som man ellers havde satset hårdt på, og til en pris hvor man ikke kunne være med i Struer.


Så der blev satset på Penta, den 5 kantede højtaler med indbygget 150 Watt forstærker designet af parret Gideon og Lone Lindinger-Löwy.


Resultatet har vi vel næsten alle stået og savlet lidt over på et tidspunkt. Den 5 kantede facon skaber gode interne akustiske betingelser, line source princippet gør den næsten ufølsom overfor placering i rummet, for så vidt angår gulve og lofter.


De sidste Penta højttalere blev solgt så sent som 2000 efter 14 år på markedet. Undervejs var de blevet opdateret 2 gange, men jeg har ikke nærmere oplysninger om hvilke opdateringer der var tale om, men 14 år på markedet betyder ofte ?end of life? på en række af de komponenter der indgår i konstruktionen, så nye må findes.


Penta indleder på en måde en ny æra i historien om Bang & Olufsen, idet højtaleren formåede at være på markedet og være efterspurgt i ikke mindre end 14 år. Tidligere havde det været næsten utænkeligt, idet man stimulerede efterspørgslen netop ved hjælp af nye modeller med jævne og kortere intervaller.


Penta nåede i sin levetid ud til forbrugerne i mere end 100.000 eksemplarer, og det på trods af en håndfast prislap. For dem der allerede havde den forstærker de drømte om, kunne Penta også fås i en passiv version, men det holdt i 1992, da man hos Bang & Olufsen besluttede udelukkende at satse på aktive højttalere.


På trods af succesen med Penta og ikke mindst med TV divisionens MX modeller, som satte helt nye standarder for, hvordan et TV kunne se ud. Så trak skyerne sammen omkring Bang & Olufsen i slutningen af 80érne. Stadigt større omkostninger og tilsvarende faldende overskud, truede Bang & Olufsen på livet.


Konkurrencen fra japanske produkter var ganske enkelt for hård for en virksomhed som Bang & Olufsen. Man havde også tabt gejsten lidt med hensyn til produkterne, hvor man var begyndt i et vist omfang at ?rebadge? andres produkter.


Som eksempel kan nævnes videomaskiner fra Philips, ligesom der vist på et tidspunkt havde sneget sig noget Aiwa ind i sortimentet også. Hjælpen kom fra Philips, som smed 400 mio. kr. på disken, og som modydelse modtog en ret betydelig aktiepost. Det varede dog ikke længe før de 400 mio. kr. også var væk, og nu så det skidt ud ? rigtig skidt. Bankerne ville ikke finansiere driften, og aktiemarkedet havde for længst mistet tilliden til virksomheden.


Der var dog alligevel enkelte lyspunkter midt i moradset. Nemlig det tyske og det hollandske marked, som performede fremragende, med stadigt stigende omsætning og overskud.


Det gjorde så, at alle undskyldninger og søforklaringer om, at dette og hint var skyld i nedturen, og det var også produkterne eller markedsføringen eller konjunkturerne der havde skylden, til skamme. Der var derimod noget galt i selve maskinrummet på Bang & Olufsen.


Det medførte, at man vendte blikket indad i organisationen, for at lokalisere problemet, og resultatet var, at der igen kom fokus på produkterne.


Jacob Jensen havde været indirekte årsag til virksomhedens overlevelse op gennem 70érne, men nu var det altså alvor igen. Åårsagen var bare en anden denne gang. Man havde hos Bang & Olufsen valgt at konkurrere med de dominerende Japanske mærker på deres præmisser. Man havde lavet pladespillere, kassette båndoptagere, receivere, højttalere osv. Nøjagtigt lige som de andre også gjorde det.


Det besluttede man at holde op med, i fremtiden skulle musiksystemer og aktive højttalere være bærende hos Bang & Olufsen, så man ikke længere lå i konkurrence med de Japanske producenter på deres præmisser.


Arkitekten bag genopretningsplanen var Anders Knutsen og hans ledelsesteam, som tiltrådte i 1992. Han vidste mere end nogen anden, at det nu var ?vind eller forsvind tid? for Bang & Olufsen.


Philips havde i perioden ikke vist sig at være nogen god medejer til Bang & Olufsen, de havde nærmest smidt pengene ind i virksomheden, for at forhindre, at én eller anden Japansk elektronikgigant skulle overtage Bang & Olufsen, for at vride de sidste $ ud af et pletfrit rygte. Så, der opstod ikke mange synergier, gevinster og stordriftsfordele ved det samarbejde.


Den eneste vej frem var ?fight until death?. Det betød tilpasning af virksomheden til det aktuelle marked, og få salget til at stige.


Det betød outsourcing, flytning af dele af produktionen, lukning af fabrikker osv. Det sved meget hårdt i Struer og omegn, samlefabrikken i Lemvig blev lukket, hele printproduktionen i skive blev solgt til Flextronics, og der åbnedes produktion i bl.a. Tjekkiet. Hele Struer var mærket af den brutalitet, som ledelsen lagde for dagen, men der var intet alternativ for den lukningstruede koncern.


Kniven skar dybt, man heldigvis helede såret med overraskende fart.


Og så fik den ellers gas derud af med branding af Bang & Olufsen mærket, og en veritabel haglbyge af nye aktive højttalere i udfordrende design, samt en lang række andre produkter. Iblandt nyhederne fandt man bl.a. ?orgelpiben? Beosystem 2500, som begge stadig er på markedet i dag 20 år senere.


 



 


Beosystem 2500 som kom på markedet i 1991, blev også en kæmpe succes, og den er som sagt stadig på markedet i skrivende stund, med lidt opdateringer hist og pist. Det må siges at være en bedrift ud over det sædvanlige, at bevare aktualiteten i 20 år, uden først at sande til, for derefter helt at forsvinde, som det er sket med så mange andre virksomheder, som har prøvet det samme.


Og lige præcist det viser vigtigheden af design elementet. Havde det ikke siddet lige i øjet, ville det blot have været et søm til kisten.
Beosystem 2500 har du sikkert set mange billeder af gennem tiden, så her kan du kigge lidt på en prototype, året er 1991.


 



 


I 1996 sendte man beoSound 9000 på markedet, CD afspilleren med plads til 6 CDér og en aflæser, som bevægede sig med 30 Km/t med lynsnar acceleration. Den fik alle vi gamle til at tænke på Beogram 4000.


En sjov detalje om BeoSound 9000 er, at den oprindeligt var tænkt til 10 CDér, men den blev simpelthen så lang, at man skulle være mandshøj for at loade den med CDér, såfremt den skulle stå eller hænge lodret. Og så skulle pigerne jo bøvle med at hente en trappestige, så den gik ikke.


 



 


Fremefter fra begyndelsen af 90érne stod der integration og systemer øverst på dagsordenen.


TV apparater fik indbygget først VHS maskiner, senere CD og DVD drev og også radio modtagelse, ligesom i de tidlige TV dage.


Efter succesen med Penta højttaleren og de øvrige aktive højttalere, var det selvfølgeligt nødvendigt med en afløser. Den fik sin spæde start allerede i 1982, da Penta projektet blev sat i værk, men den får så tilløbere hen ad vejen, bl.a. i form af rumkorrektion, som en ung ingeniørstuderende ved Aalborg tekniske universitet fik idéen til i sit afgangsprojekt i 1992.


AES convention i 1996 blev det tilfælde, hvor Manny LaCarubba og David Moulton mødtes med folk fra Bang & Olufsen, og fik mulighed for at demonstrere deres akustiske linser, som de havde frembragt med professionelle formål i specielt lydstudier for øje. Villy Hansen, Søren Bech og Poul Præstgaard, som de 3 drenge fra B&O hed, så med det samme mulighederne i linsesystemet, som ville kunne gøre en høj og forholdsvist dyr og dominerende line source højttaler overflødig.


Linsen havde nemlig samme formål som en line source konstruktion har, nemlig at begrænse den vertikale spredning fra højttaleren, således at refleksioner fra gulve og lofter fik mindre betydning for den oplevede lydgengivelse. Linserne gjorde dog den forskel, at højttaleren ikke længere behøvede at måle mindst 2 m i højden.


En tredje tilkommende teknologi, som skulle få stor betydning for projektet var Karsten Nielsens og hans ICE power projekt. I korthed gik det ud på, at skabe bedre kvalitet i kasse D forstærkere. Han opnåede flere patenter på sin teknologi, som udsprang af den PhD. Han arbejdede på.


I 1998 gik han sammen med Bang & Olufsen i et joint venture, som fik navnet ICEpower, selve virksomheden blev kaldt ?Powerhouse?.


Teknologien bag ICEpower er særdeles snedig, fordi den løser en række problemer ved klasse D princippet. Det lykkedes Karsten Nielsen at fjerne største parten af de ulemper, som ligger i det nødvendige udgangsfilter, ligesom han fik elimineret følsomheden over for tidsdomæne forvrængning. Alt sammen med en effektivitet på mere end 90%, hvilket betød masser af power og kun lidt varme.


En beretning fra nogle, som deltog i udviklingen af nogle af ICE modulerne siger, at det lykkedes at levere så megen power til en meget hård belastning, at loddetinnet i ICE modulet blev flydende, og så er der altså gang i den, skulle vi hilse og sige. Om det er sandt er uvist, men det er i sandhed en god historie.


Evnen til at se mulighederne i at kombinere disse 3 helt forskellige teknologier, blev først klar i 1996, hvor kombinationen af ?Adaptive Bass Control? og de akustiske linser leverede overbevisende resultater.


Med tilkomsten af ICEpower, blev det så muligt, at konstruere et produkt, som Bang & Olufsen aldrig før havde haft på tegnebrættet, nemlig Beolab 5 højttaleren.


 



Prototype af Beolab 5 højttaleren


 


En del selvbyggere ville nok sige ?den er da flot? og ikke gøre mere ved den, men sådan gik det ikke ligefrem hos Bang & Olufsen. Den blev nemlig placeret hos David Lewis, hvis kone ikke lige fandt den superveldrejet. Hun ville ikke have den ind i sit hjem, og den ligner jo egentlig også R2D2 ret meget.


Men da den spillede fantastisk, så måtte David Lewis jo finde pennen frem og gøre noget ved designet.


Senere kom den til at se således ud:


 


 


 


Resten kender du sikkert allerede.


Teknisk set blev den forsynet med masser af ICEpower, ikke mindre end 4 stk. bl.a. 1.000 Watt til subbasenheden. Den har aktiv digital deling mellem enhederne og rumkorrektion i form af ?Adaptive Bass Control?.


Beolab 5 er i stand til at levere seriøse og uforvrængede lydtryk, som det ikke tidligere har været muligt med et Bang & Olufsen produkt, og det selv i meget store rum.


Lidt detaljer om Beolab 5:



  • Diskant forstærker 250W klasse D
  • Mellemtoneforstærker 250W klasse D
  • Øvre basforstærker 1000W klasse D
  • Bas forstærker 1000W klasse D
  • Forstærker modulerne er alle sammen ICE moduler fra A serien, som er full bridge klasse D forstærkere.
  • Driverne er fra Foster.
  • Tilslutningsmulighederne er både Phono og S/PDIF. Der er indbygget volumenkontrol.
  • Vægten er solide 61 Kg.
  • Rumkorrektion ?Adaptive Bas Control? er indbygget.

 


Se her hvordan det virker: 



 


Den højttaler vakte berettiget opsigt, da den pludseligt stod i butikkerne en septemberdag i 2003. Nu 8 år efter er den præcist lige så aktuel som dengang, og den har gennem årene fået fantastiske anmeldelser verden over.


Designet er ikke alene enestående og vovet, men også så futuristisk og holdbart, at man sagtens kunne forestille sig, at fremtidens indretning i højere grad vil tilpasse sig Beolab 5 end omvendt.


Som Johnny Madsens onkel Egon sagde til Johnny hen over en flaske hjemmebrændt whisky ?Det gælder om at lave hits?. Det mener vi så, at Bang & Olufsen har gjort med 5éren. Der er ikke meget der tyder på andet.


 


Slut på 1. del


Det var det, som vi har valgt at bringe i denne første del af artikel-serien om Bang & Olufsen ? Radio/TV fabrikken der ikke ville dø.


Vi har langt fra fortalt alt om Bang & Olufsens produkter og historie, men vi har i stedet udvalgt de highlights og milepæle, som vi har fundet relevante for vores artikel. Og vore læsere.


Vi håber du har haft fornøjelse af at læse om og kigge på alle de usædvanlige kreationer fra Struer, og samtidig få lidt historiske oplysninger. Det har vi i hvert tilfælde.


Stay tuned til næste afsnit, hvor vi kigger lidt på, hvad de går og foretager sig i Struer, hvordan de producerer, hvordan de udvikler og ikke mindst, hvad de går og pønser på til fremtiden.


I mellemtiden kan du så studere lidt, hvor megen kult der egentlig er omkring Bang & Olufsen og de resultater og produkter de har skabt gennem tiderne. Her er et par links, som nok skulle give beskæftigelse til en hyggestund nu og da: www.beocentral.com, www.beophile.com, www.beoworld.org, www.beolab.dk og www.beoforum.dk.



 







Denne serie besøgsartikler bringes i samarbejde med AVtainment


Det er Søren Nielsen fra AVtainment, der så levende genfortæller B&Os historie set med Hi-Fi entusiastens øjne.


Et stykke dansk kultur og elektronikhistorie.


Læs også:  Del 2 – Produktionen  og  Del 3 – Oplevelsen


 


 



 


 


 


Læs de øvrige afsnit i denne artikel-serie 










Del 2 – Produktionen Del 3 – Oplevelsen


 


 


Billeder er fra Bang & Olufsen