Klumme: Den anden side af Steve Jobs

Journalist og forfatter Morten Bay fortæller i denne klumme om den anden side af Steve Jobs. Om livet i en hård forretningsverden, hvor intet er pakket ind i glitret papir, til de mere dystre sider af mennesket Jobs.

Man skal ikke tale ondt om de døde. Især ikke, når de døde frarøves livet alt, alt for tidligt af en sygdom, der aldrig nogensinde er retfærdig.

Den følgende tekst er derfor ikke tænkt som en kritik af Steve Jobs. Men derimod en kritik af de hystader, der lige nu er ved at gå til i “sorg” over at Apple-stifteren ikke er blandt os mere, og derfor valfarter til den nærmeste Apple-forhandler og lægger blomster, tænder stearinlys som om en stor statsleder eller frihedskæmper var død.

Eller måske ikke så meget en kritik, som et forsøg på at skabe lidt balance i tingene

Også jeg blev berørt over Steve Jobs’ død. Det er aldrig fair, når nogen dør i deres bedste alder, og slet ikke når de beriger verden med produkter, som mange holder af, og tjener til inspiration for mennesker over den ganske verden.

Ingen messias, men snu

Men Steve Jobs var altså ikke nogen messias. Han var heller ikke de umistelige geni, som alle gerne vil gøre ham til.

Han var en snu forretningsmand med en usædvanlig god smag, og en forståelse for, hvordan teknologi kunne menneskeliggøres. Alene af den årsag bør vi mindes ham med glæde i hjertet og for evigt sætte pris på hans bidrag til verden. Og så er den ikke længere.

At ophøje ham til religiøst ikon er simpelthen for meget, og midt i kapløbet om at græde flest krokodilletårer får visse skribenter givet ham æren for ting, han slet ikke bør have æren for. Han har ikke opfundet tablet-computeren. Han har ikke revolutioneret mobiltelefonmarkedet alene. Han har ikke opfundet den personlige computer. Men det er ellers, hvad man kan læse ud af de tekster, der skrives om Jobs posthumt i disse dage.

Men værst af alt, så ignorerer man Jobs’ dårlige sider. Det er også ganske normalt, når nogen er gået bort. Når jeg går bort, håber jeg da også, at folk husker tilbage på mine gode sider, og ikke på de tidspunkter, hvor jeg har været for arrogant, for højtråbende, for egocentrisk.

Men det er som om, folk med vilje ignorerer det faktum, at Jobs foretog sig nogle endog meget problematiske ting, der kunne minde om sociopati. Og det hørte ikke til sjældenhederne.

Snuppede idé fra Xerox

Da jeg for nogle måneder siden interviewede Bob Taylor, der i sin tid satte gang i ARPANET-projektet, der var den første del af internettet, kom vi ind på hans tid som chef på Xerox Labs. Efter at have arbejdet på ARPANET blev Taylor chef for Rank Xerox’ teknologiske forskningslaboratorium i Silcon Valley-byen Palo Alto, PARC.  Her man opfandt man ting som computergrafik (som vi kender det idag), laserprinteren og hvor man fandt en måde at bruge den netop opfundne computermus på.

På Xerox PARC fik Taylor at vide af sine chefer, at “Alt det der computer-noget er spændende, men computere bliver aldrig lige så vigtige som kopimaskiner.” Alligevel var der folk på Xerox, der ifølge Taylor gerne ville investere i computerproducenter.

Helt specifikt ville man gerne investere penge i et lille firma, der lå nogle få kilometer væk i Cupertino – Apple. Steve Jobs var chef dengang og stillede kun een betingelse for at give Xerox inflydelse på firmaet for de penge, de investerede…han skulle have lov at se, hvad PARC lå og rodede med. Men eftersom der ikke var nogen, der kunne lide Steve Jobs i Silicon Valley, var det svært at få arrangeret.

“Jeg var udenbys, men havde jeg ikke været det, havde jeg smidt den lille lort ud!”, sagde Taylor om Steve Jobs’ besøg på Xerox PARC.

“De satte en af mine kvindelige ansatte til at vise ham rundt, da alle nægtede at have noget med ham at gøre. Hun nægtede også, men kom så til at sige, at hun ville have en skriftlig ordre, hvis hun skulle gøre det. Det fik hun, og hun måtte under protest vise Jobs rundt på laboratoriet. Resten er historie.”

“Resten”, som Taylor henviser til, er det faktum, at Jobs på Xerox PARC fik lov at lege med Alto, en computer, som var blevet til på laboratoriet. Det, der var specielt ved Alto var, at man styrede den med en kombination af mus og tastatur og brugte den ved at klikke på en række ikoner og vinduer. Og det var første gang, nogen havde lavet det, vi idag kender som et grafisk brugerinterface.

Den idé stjal Jobs, som gik direkte hjem til sine computerdesignere og bad dem bygge det, der siden skulle blive til Macintosh-computeren. Siden havde han forfærdelig travlt med at klandre Bill Gates for at have stjålet idéen til Windows fra ham. Men han havde selv taget den fra Xerox PARC, hvilket Bob Taylor til den dag i dag er bitter over.

Hård, men til tider uretfærdig

Det gjorde ikke Steve Jobs’ ry i Silicon Valley bedre. Alle anså ham for at være en superarrogant primadonna, der stjal med arme og ben og som på ganske sociopatisk vis ikke havde nogen form for empati eller respekt for andre mennesker. Og som reagerede helt hysterisk, når tingene gik ham imod.

Med årene – og ikke mindst efter han overlevede den første omgang kræft – blev Jobs blødere og rundere. Men “Bad Steve”, som nogle kaldte hans hysteriske side, dukkede stadig op med jævne mellemrum. Som da han flippede totalt skråt på nogle medarbejdere over, at MobileMe havde været et flop.

“I har smadret Apples gode rygte”, råbte han. “I burde alle sammen hade hinanden.”

Sådan var Steve Jobs som leder. Han svinede folk til i en uendelighed, kørte folks selvværd i sænk og deres stressniveau helt i top. Det har længe været kendt, at Apple – modsat Google, Cisco og Microsoft – kører med en totalt hierarkisk struktur, hvor der hersker en frygtkultur.

“Management by fear” var den metode, Jobs benyttede.

Hverken velgører eller grøn

Websitet Gawker peger i en artikel på mange af de andre ting, der ikke lige frem gør Steve Jobs til nogen gennemført rar person.

Modsat kolleger som Bill Gates og Larry Ellison, har Jobs aldrig været kendt for at give til velgørenhed. Tværtimod sagde lederen af en nu nedlagt velgørenhedsfond til Gawker, at Jobs “aldrig rigtig havde tid” til velgørenhed. Det er som om folk har glemt, at Apple muligvis startede som undermåleren i computerbranchen, de unge rebeller, der skulle stå op imod giganter som IBM.

Problemet er så bare, at de her rebeller, som Gawker-artiklen beskriver det, så sent som sidste år stadig benyttede sig af kinesisk arbejdskraft, der går under ydmygende og nærmest slaveri-agtige tilstande.

Dertil kommer, at Apple af Greenpeace sidste år blev udstillet som den mest forurenende computervirksomhed i Kina.

Alt sammen med Steve Jobs’ massive, personlige kontrol over firmaet in mente.

Censur og kontrol

Den samme kontrol, der ifølge Gawker har gjort, at der ikke i iTunes-økosystemet findes skyggen af erotik, politiske budskaber,  homoseksualitet eller andre ting, som Jobs åbenbart har fundet for umoralske til Apple brugerne.

Den samme jernhånd, der i 2005 fik lukket en 19-årig bloggers levebrød, fordi han kom til at afsløre eksistensen af Mac Mini før et pressemøde. Eller som sidste år fik San Franciscos politi til at gennemrode en Gizmodo.com-redaktørs hjem for at lede efter en stjålen iPhone, hvorved pressefriheden i den grad blev sat til side.

Den historie gentog sig i sommer, hvor en Apple Security-medarbejder, med følge af betjente fra San Franciscos politi, opførte sig truende overfor en helt uskyldig mand i vedkommendes eget hjem og mere end insinuerede, at manden var multi-kriminel. Alt sammen fordi, de mente at have sporet en stjålen iPhone 4S til mandens adresse.

Jobs var også manden, der nægtede at være far til forfatteren og journalisten Lisa Jobs, og forklarede det med, at han var steril. Siden fik han tre andre børn og erkendte sit faderskab til Lisa.

Nej, Steve Jobs var ingen engel.

Ingen Ole Opfinder, dog et geni

Han var heller ikke nogen stor opfinder, som alle vil gøre ham til.

Alt, hvad Apple har produceret, er der nogle andre, der har fundet på. Men Jobs’ geni bestod i at kunne gøre allerede opfundet teknologi lækker. Sexet. Brugervenlig. Tilgængelig. Men også dyr. Ekslusiv. Elitær.

Jobs’ forretningsgeni bestod i at sætte priserne uforholdsmæssigt højt og have en kæmpe indtjening på selv de billigste produkter.

At holde produktionsomkostningerne helt i bund, selvom det betød nærmest menneskerettighedsbrydende arbejdsvilkår for dem, der byggede produkterne.

Den visionære entreprenør

Men når alt det er sagt, så er der ingen tvivl om, at Steve Jobs har været en inspiration for os alle. Ved at gøre teknologien lækker og tilgængelig, har han givet den en udbredelse, der nu omfatter alle. Ikke bare os nørder, men alle.

Det er lykkedes ham at sætte skub i udviklinger, der ellers kun langsomt bumlede derudaf, som f.eks. smartphone-teknologien eller tablet-teknologien. Havde Apple ikke brudt igennem med versioner af disse typer gadgets, som alle kunne bruge og forstå, var der måske gået endnu længere, inden vi nåede frem til, hvor vi er idag.

Steve Jobs nåede også at rette op på sin personlighed.

Hans rørende og inspirerende afgangstale til de dimmiterende kandidater på Stanford-universitetet i 2005 var tydeligvis domineret af, at han havde lært noget af sin første slåskamp med kræften.

Da han i sin tid blev smidt ud af Apple – blandt andet på grund af hans problematiske personlighed – og derefter kom tilbage og reddede firmaet, var det også med en vis portion ydmyghed.

Fortjener ære, men glem ikke perspektivet

Steve Jobs endte sit liv som en meget bedre person end han havde været tidligere. Den ære fortjener han, ligesom han fortjener æren for at have menneskeliggjort teknologi.

Men han havde en mørk side, og ved at ophæve ham til Messias i retrospekt, gør vi ikke hans minde ære.

Jobs var en kompleks person, og det var derfor, han var så fascinerende. Måske var det også derfor, han var så kreativ og kompromisløs. Han fortjener at blive husket som en hel person, det gode med det dårlige.

Og så bare lige for at sætte tingene i perspektiv:

I marts døde Paul Baran, manden der først formulerede princippet bag Packet Switching, der er grundlaget for al den digitale kommunikation, vi foretager os idag…lige fra mobilsnak over digital tv til den website, du læser dette på.

Hans arbejde har rent historisk betydet meget mere for hele verden end Steve Jobs’, der trods alt “blot” har givet os nogle lækre biler at køre i på informationsmotorvejen. I den analogi opfandt Baran asfalten og benzinen og lærte os, hvordan vi bygger veje. Foruden hvilke bilerne kan være ret ligegyldige.

Men ham var der ikke mange, der tændte et lys for.

Debat

Der er lukket for kommentarer til denne klumme, til gengæld er debatten åben i forummet:

Den anden side af Steve Jobs