Forside Emner Spil nyheder

Spilanmeldelse: Battlefield 3


Flot, men ikke fotorealistisk


De mange videoer op til udgivelsen af Battlefield 3 har nærmest set fotorealistisk flotte ud. Det hører til historien at de alle har kørt på pc, vel at mærke de aller kraftigste af slagsen. Glemmer man det, vil der uden tvivl snige sig en skuffelse ind, når man starter konsolversionen af spillet op, i vores tilfælde PS3 udgaven. Spillet ser nemlig ikke nær så flot ud på konsol, det havde da også være for godt til at være sandt. Misforstå mig ikke, BF3 er stadig et rigtig flot spil, der somme tider virkelig imponerer.


Men uheldigvis lider konsoludgaven af unødige fejl, hvor skygger er set danse som var de med i Vild med Dans, soldaterkammerater der på mystisk vis er gået gennem lukkede døre, eller sandsække som frit hænger i luften efter eksplosioner.


Singleplayer


Singleplayerdelen er opbygget som en afhøring af din spilfigur, der angiveligt mener at vide, hvordan et terrorangreb vil finde sted samme dag. Afhøringen bringer beskrivelsen af tidligere missioner i spil, hvilket du så får lov at spille. Jeg synes faktisk at det gør missionerne mere interessante og er med til at binde historien sammen på fornuftig vis. Javel, det er ikke dyb fortælling, men det her er krig og set i det lys, fungerer den 5-7 timer lange singleplayerdel udmærket til at lære styring, våbenbetjening og krigstaktikker. Singleplayerdelen er for det meste rimelig standard, men ind i mellem kulminerer det i store slag og flotte scenarier som vil blive husket.



Noget af det vi har hørt meget om er, at alt skulle kunne destrueres i spillet – sådan fungerer det dog ikke helt i praksis og sammenlignet med Battlefield Bad Company 2 er det temmelig modereret destruktion du kan udøve.


Samlet set er singleplayerdelen god, men ikke helt så imponerende som jeg havde forventet ovenpå den megen hype EA selv har været med til at skabe.


Multiplayer


Med singleplayerdelen bag os kigger vi mod multiplayer, som formentlig er der de fleste vil lægge sine spiltimer. Multiplayer virker ikke overraskende større og mere gennemarbejdet. Dog er der også her nogle tekniske og grafiske hovsaer. Tager man almindelig Team Death Match er spillet temmelig ordinært, men kaster man sig ud i de mere missionsbaserede multiplayerspil eller co-op, bringer Battlefield 3 virkelig lækkerier på bordet. Følelsen af at være en lille del af nogle kæmpe slag er til stede og når fly og køretøjer benyttes samtidig med at der kæmpes på gadeplan, er det virkelig god underholdning.


 


En ting jeg personligt synes fungerer rigtig godt er spillets klasser. Du kan vælge mellem klasserne Assault, Engineer, Recon eller Support. Uden vi skal ud i en lang tale om hver klasse så byder Assault på mest skudstyrke, men har også medicin som han kan dele ud af. Engineer kan reparere eller ødelægge køretøjer og Recon er til dig som elsker at tage folk ud med snigskytteriffel. Den sidste klasse, Support, bringer noget nyt og spændende med sig. Som navnet antyder er din hovedfunktion at hjælpe dine holdkammerater. Derfor er du udstyret med en funktion som slører fjendernes syn, når du beskyder dem. På denne måde kan du effektivt hjælpe holdkammeraterne frem, uden du nødvendigvis rammer fjenderne. 


Hvad enten du foretrækker at skyde løs, hjælpe som supporter (nej, det har ikke noget med rockere eller fodbold at gøre), eller måske bare vil rende rundt og fikse dit holds køretøjer, så optjener du point ved det du laver. Du kan altså sagtens optjene point og opnå at vinde krigen, uden du nødvendigvis har løsnet et skud. Dette har vi ikke set lignende i andre spil og jeg synes det fungerer rigtig godt, fremfor bare at rende rundt som en enmandshær med rygende geværer.



Konklusion


Man ligger som man har redt siger et gammelt ordsprog og det passer fint i forhold til Battlefield 3. I månederne op til udgivelsen blev vi tæppebombet med videoer, screens og pressemeddelelser, der fortalte og viste at Battlefield 3 tilsyneladende ville rykke alle grænser indenfor grafisk formåen. Javist det blev vist på pc og javist var vi godt klar over at konsolversionerne ikke ville blive ligeså flotte. Men når det så er sagt så kan jeg ikke undgå at være en lille bitte smule skuffet. Det skuffer mig at grafikken vel egentlig kun er næsten ligeså flot som det seneste COD og så skuffer det mig især at der har sneget sig en del tekniske fejl ind. 


Trods fejlene og småskuffelsen skal man ikke tage fejl af at Battlefield 3 stadig er et rigtig godt spil der fortjent skal grovspilles. Spørgsmålet er bare om det er godt nok til at snuppe voldsomt mange spillere fra COD´s univers – jeg tvivler.


Plus: Følelsen af at være en del af rigtigt store slag, multiplayer er voldsomt underholdende, sjove klasser lader dig tjene point selvom du ikke nødvendigvis dræber alt og alle.


Minus: Mange tekniske fejl som flyvende sandsække, arme gennem vægge og nødvendig genstart af spillet. grafisk ikke så imponerende som forventet (og så kan man sige at forventningerne måske var for høje.)


Karakter: 80%


 


Udgives af EA


Ude nu til PS3, Xbox 360 og Pc


Testet på PS3

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.