Forside * Nyheder

Stor interesse for TDC TV


TDC leverer TV-signaler via bredbånd. Foto: recordere.dk


 


TV i 2012


Udsigten til at stå uden DR og TV 2 fra januar, har skabt et større rykind på TV via bredbånd. TDC bekræfter den store interesse.


Den 11. januar 2012 sker der en række ændringer for TV-signalerne herhjemme, et skifte der kun har betydning for husstande med egen antenne.


DR kanalerne overgår til MPEG-4, og TV 2 bliver abonnementsbetalt og flytter til Boxer som allerede er MPEG-4.


For husstande med egen antenne skal der kigges på om alt modtager-udstyret er klar til MPEG-4, samt om det kan bruges sammen med Boxer for abonnement på TV 2 (tjek behold.tv2.dk). Ønskes TV 2 HD skal udstyret også være klar til DVB-T2.


Disse mange valg – med udsigt til nye investeringer – får flere til at droppe egen antenne, og se på andre muligheder for at se TV. De hopper på satellit-, kabel-, fiber- eller bredbånds-tv.


Og netop IP-TV via bredbånd ser ud til at få en stor fremgang nu, som en direkte konsekvens af omlægningerne til januar.


 


 



TDC TV er mere end bare TV-signaler. Der er eksempelvis også filmleje. Foto: recordere.dk


 


TDC TV i fremgang


Ved bredbånds-tv kommer TV-signalerne ind i hjemmet via telefonstikket (xDSL) og den type tilbydes af TDC og Telia.


TV-signalerne sælges som en del af en samlet pakke med telefoni, bredbånd og TV. Hos TDC kaldes løsningen HomeTrio, og det produkt er yderst efterspurgt lige nu som følge af omlægningerne til januar.


“Vi kan bekræfte interessen for TDC TV som en andel af de ca 250.000 husstande, der bliver berørt 11. Januar.”, fortæller René Brøchner, TDC?s direktør for tv, bredbånd og telefoni, til recordere.dk og han fortsætter “Vi har af samme årsag lanceret HomeTrio Mini til dette segment”.


HomeTrio Mini er en mindre TV-pakke med DR-kanalerne, TV 2 og nabolande.


 


TDC: 140.000 kunder


“Jeg tør godt estimere ca. 20.000 flere kunder på TDC TV med udgangen af 2011”, fortæller René Brøchner til recordere.dk, og fortsætter “I forhold til antal abonnenter per 1. september”.


Det vil bringe antallet af kunder på TDC TV op på ca. 140.000 ved årets udgang, men TDC direktøren mener ikke at fremgangen nødvendigvis stopper dér.


“Belært af analog sluk for et par år siden, vil ca. 15% først reagere efter “dommedag”, så der kommer også en reaktion og effekt til januar.” slutter René Brøchner overfor recordere.dk


 


Vær opmærksom på ventetid


Hvis du selv overvejer at skifte TV-udbyder nu, så vent ikke til januar. Uanset om der vælges satellit-, kabel-, fiber- eller bredbånds-tv, så kan der være op til mange ugers ventetid på selve installationen.


Så vær klar i god tid inden januar.


 


 



Eksempel på nyheder via TDC TV. Foto: recordere.dk


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.