Forside * Nyheder

Regeringen lover bedre mobildækning


En telemast. Foto: recordere.dk


 


Nu skal hullerne i mobildækningen lappes, og den gode dækning skal omfatte udkantsdanmark også.


Regeringen lover nu bedre mobildækning i de tyndt befolkede områder og færre huller. Det skriver Politiken.


Det skal ske ved hjælp af en bedre dialog imellem det offentlige og telebranchen, målrettede investeringer og en kortlægning af mobildækningen.


“I stedet for at stå i hvert sit hjørne og skyde skylden på de andre, tager vi nu fat på, hvordan vi i fællesskab kan minimere antallet af mobilhuller”, fortæller erhvervs- og vækstminister Ole Sohn til Politiken.


Aftalen om bedre mobildækning er indgået imellem regeringen, kommuner, regioner og telebranchen. Parterne er blevet enige om en plan, der udover kortlægning af mobildækningen herhjemme også forpligter parterne til at få løst udfordringer med masteplaceringer, langsommelig sagsbehandling og mobiltelefonernes antenneforhold.


Ministeren fremhæver derudover at telebranchen vil investere 6-6,5 milliarder kroner de næste tre år, på at udbygge dækningen og kapaciteten på mobilnettene.


Professor Gert Frølund fra Aalborg Universitet, der er ekspert i mobilantenner og dækning, er dog ikke imponeret over aftalen. Hans kritik går på at aftalen godt nok er fuld af lovord, men mangler konkret handling især i forhold til teleselskaberne.


“Hvad er de 6 milliarder i forhold til, hvad teleselskaberne i forvejen investerer? Nu får de tilsyneladende en hånd til at sætte master op, men problemet er jo, at de kun investerer de steder, hvor det kan betale sig. Derfor kan jeg kun se, at man forbedrer kapaciteten der, hvor der i forvejen er dækning. Jeg kan ikke se, at man vil gå imod at dække mobilhullerne”, fortæller Gert Frølund til Politiken.


Erhvervsminister Ole Sohn erkender at det ikke nødvendigvis er nye penge teleselskaberne kommer med, men han har en forventning om at der vil være en interesse i at lappe mobilhullerne, nu hvor dækningen kortlægges.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.