Forside * Nyheder

Windows 8 vist frem på MWC – download preview nu


Der var kamp om presseopmærksomheden onsdag d. 29. februar. Mens nyheden om at Apple ville holde iPad 3-pressemøde på onsdag spredte sig i de europæiske medier, forsøgte Microsoft at stjæle opmærksomheden med en næsten-lancering af Windows 8.


Normalt ser man ikke Microsoft være særlig meget til stede på Mobile World Congress. Men eftersom Windows 8 er “touch-first”, som firmaet kalder det, har Windows pludselig en relevans i forhold til de mobile medier. Windows 8 er først og fremmest rettet mod tablets, og derfor benyttede Microsoft den sidste dag på Mobile World Congress til at vise den meget omtalte opdatering af verdens mest brugte styresystem frem.


Siden der blev sendt en preview-udgave ud til Microsofts udviklingspartnere, er der blevet ændret mere end 100.000 stykker kode i systemet, så lidt er der sket. Windows 8 har fokus på, hvad Microsoft kalder “Glanceability”, hvilket vil sige at du allerede med kort kig på skærmen kan få en række informationer, inden du overhovedet har foretaget dig noget. Det gjorde Microsoft en del ud af på deres MWC-pressemøde, blandt andet ved at vise en del nye apps frem til både almindelige forbrugere og enterprise-brugere.


Endelig brugte Microsoft deres presse-event til at gøre opmærksom på, at man nu kan downloade en Consumer Preview-version af Windows 8, hvis man har lyst (download den HER) – den findes dog kun på fem sprog, hvoraf dansk ikke er iblandt. Skulle man være indehaver af en kompatibel tablet, kan man lege med touch-versionerne, men ellers fungerer Metro-interfacet – som er navnet på den nye brugerflade, der ligger oven på Windows – også med mus og tastatur.


Microsoft kunne i øvrigt prale af, at den nye preview-version blev downloadet i 70 forskellige lande, mens presseeventen stadig stod på.


Ifølge Reuters kan vi forvente en officiel udgivelse af Windows 8 i oktober. Kilder tæt på Microsoft siger dog til Recordere.dk, at det kan ske før.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.