Forside * Tests

Recordere.dk anmelder B&O PLAY Beolit 12


Design er en smagssag, men vi er ikke begejstrede for brugen af formstøbt plast. 


 


Beolit 12


Bang & Olufsen har fat i det helt rigtige med Beolit 12, men det trådløse anlæg har for mange særheder og er for dyrt til, at vi helhjertet kan anbefale Struer-firmaets nye kreation.


Bang & Olufsen skal have ros for at turde blande sig i kampen om at levere lyd på helt nye vilkår. Over de seneste år har vi vænnet os til den digitale musikrevolution, og de fleste af os har musiksamlingen liggende på harddisken, en NAS eller streamer bare løs fra tjenester som WiMP og Spotify.


Vi har set trådløse lydanlæg fra Bowers & Wilkins, Philips, Samsung og det nystartede danskerfirma, Libratone, har formået at indtage verden – og vinde mange hjerter – med Live og Lounge-anlæggene.


Nu vil Bang & Olufsen have en bid af kagen, og det sker med Beolit 12, der markedsføres under B&O Play-navnet. Der er tale om et lille kompakt lydanlæg, der visuelt og formmæssigt skiller sig noget ud fra, hvad vi ellers definerer som typisk B&O.


 



 



Kontroller sidder på den nedsænkede top. Desværre skal du alt for tit stifte bekendtskab med dem – når Beolit 12 går i dvale kan du nemlig ikke streame musik uden først at vække anlægget.


 


 


Tilslutninger og installation


Det kompakte anlæg måler 23 x 18,8 x 13,3 centimeter, vejer 2,8 kilo, men lover alligevel at levere kvalitetslyd i selv mellemstore rum. Det sker via en 120-watt Class D digitalforstærker, to 2-tommer diskantenheder og en 4-tommer woofer. Beolit 12 baserer sig på Apples AirPlay-teknologi til trådløs streaming, men du kan også tilslutte enheder til via USB eller minijack.


Når du skal konfigurere Beolit 12 første gang kaster du dig desværre ud i et lidt nørdet projekt. Hvor konkurrenterne hos Libratone gør det nemt og bekvemt at få deres anlæg koblet trådløst på hjemmenetværket, så skal du hos Bang & Olufsen have fat i et Ethernet-kabel, koble det til din computer og logge ind i anlægget. Uanset hvordan du vender og drejer det, så er det en lidt klodset løsning, og vi så hellere at Beolit 12 kunne lave sit eget Wi-Fi-netværk, som man kunne logge ind i og derefter bede den om at hoppe på husets trådløse net.


Til gengæld skal Bang & Olufsen have ros for, at man med Beolit 12 kan lave tre profiler, så anlægget kan huske at hoppe på forskellige Wi-Fi-netværk, eksempelvis både det du har derhjemme og det oppe i sommerhuset.


Bag på Beolit 12 gemmer der sig en port, der, når du åbner den, giver adgang til strømstik og Ethernet-port. Der er masser af plads derinde, nok så du kan gemme hele strømkablet. Og det vil du gerne, for Beolit 12 har indbygget batteri, der i bedste fald giver op til otte timers musikafspilning på en fuld opladning.


 



Du kan gemme strømkablet bag denne port, Beolit 12 klarer nemlig op til otte timers afspilning på en fuld opladning.


 



Du skal koble et Ethernet-kabel til Beolit 12 for at konfigurere AirPlay. Det burde bare ikke være nødvendigt når vi skriver 2012.


 



Du kan også koble enheder til via USB eller minijack-stik.
 


 


 


Design


Anlæggets kompakte design og læderremmen på toppen lægger op til, at du bærer rundt på Beolit 12 og det føles faktisk ganske naturligt at tage den med rundt i hjemmet og eksempelvis placere den i køkkenet når du skal stå og lave med, eller tage den med ud på terrassen på en solrig forårsdag.


Og når vi nu er ved designet, så lad os bare sige, at vi her på Recordere.dk ikke er synderlig begejstrede for Cecilie Manz’ kreation. Det er fedt at Bang & Olufsen tør gå nye veje og beder en møbeldesigner om at tegne et musikanlæg, men denne skribents personlige holdning er, at hverken formsprog eller materialevælg udstråler eksklusivitet. Den er lavet i formstøbt plast og selvom en aluminiumsgril folder sig rundt om anlægget, så føles det altså lidt halvbilligt. Og det laver en læderrem og B&O-logoer ikke om på.


Vi kan heller ikke helt forstå, hvorfor Beolit 12 absolut skal gå i så dyb dvale, at du skal hen og aktivere anlægget hvis du vil streame musik via AirPlay efter længere tids pause. Jo, det er vel for at spare strøm på det indbyggede batteri, men hvis anlægget er koblet til en stikkontakt burde det holde sig i live, så man kan streame løs fra en iPhone eller iTunes uden manuelt at skulle aktivere Wi-Fi-forbindelsen.


 


 



 


 


Hvordan lyder den?


Hvordan spiller Beolit 12, spørger du måske lidt utålmodigt? Svaret er ganske fremragende. Da vi først hørte Beolit 12 på CES-messen i Las Vegas var vi ikke synderligt imponerede, men sidenhen har Struer-folkene fået styr på sagerne.


Det lille anlæg leverer overraskende stor lyd, og første gang man lader musikken spille løs er det svært ikke at lade sig imponere. Jo, du får ikke rigtig noget stereobillede, men du får fyldig og velbalanceret lyd, især hvis du holder dig til pop og rock.


Anlæggets største akilleshæl er afspilning af ren akustisk musik, hvor Beolit 12 har en tendens til at forvrænge vokaler og akustiske instrumenter. Det er mest tydeligt når du har skruet højt op for volumen, og normalt ville vi slet ikke kritisere et så kompakt anlæg for at have problemer. Men ? Beolit 12 koster hele 5.500 kroner, og til den pris forventer vi noget nær perfektion.


 


 



 


 


Konklusion


Problemet med Beolit 12 er, at anlægget har en masse konkurrenter, ikke mindst i Libratone og Bowers & Wilkins og Philips, og selvom der er langt i mellem lige så kompakte og bærbare anlæg, så foretrækker vi langt hen af vejen en B&W Zeppelin Air eller en Libratone Live.


Beolit 12 er for dyr, har for mange små særheder og designmæssigt deler den vandene. Var prisen 3.000 eller endda 4.000 kroner ville vi helt sikkert være mere positivt stillet overfor den trådløse musikafspiller fra Bang & Olufsen.


B&O PLAY Beolit 12 er ikke et dårligt produkt, ja det er faktisk en særdeles velspillende gadget. Vi er bare ikke overbeviste om, at du får en totaloplevelse, der er pengene værd.


Prisen i Danmark er kr. 5.499,-


 


 



 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.