Indledning
Vi får smartere og smartere og mindre og mindre forbrugerelektroniske enheder i vores hjem. Men som tingene bliver mindre, bliver kvaliteten ikke højere. Tværtimod. Morten Bay tager i denne klumme på personlig vandring i sin egen dovenskab.
Convenience is king. Det er et udtryk, jeg selv har brugt i stor stil, når jeg har rådgivet virksomheder, skrevet bøger eller holdt foredrag om netværkssamfundet, og hvilke trends, der regerer her. Og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver anderledes lige foreløbig.
Hvis man kigger på, hvilke produkter, der overlever i det moderne samfund – både indenfor forbrugerelektronik og udenfor – så er det helt tydeligt, at de skal opfylde dette simple kriterie: Produktet skal gøre noget, vi allerede gør, lettere.
Apple har som virksomhed virkelig forstået dette. Når iPhone blev så stor en succes, var det fordi de smartphones, der var på markedet, var besværlige at bruge?men folk ville gerne have den convenience, der lå i at kunne tjekke mail, gå på nettet, tage billeder, høre musik og (naturligvis) tale i telefon med en enkelt enhed i stedet for fire.
Den tendens startede Apple allerede med iPod, hvor de tog de harddisk-baserede mp3-afspillere, der fandtes på markedet og gjorde dem til skamme, når det gjaldt brugervenlighed. Det samme skete med tablets og iPad. Apples lækre design gjorde det også umanerligt meget mere convenient at skulle vælge et produkt, hvis man var en smule designbevidst?for på et tidspunkt var de de eneste, der havde pæne produkter.
Apples konkurrenter fandt dog hurtigt ud af, at convenience-tendensen var gældende. Microsoft var især på pletten og lavede Windows 7 så brugervenligt og lækkert som Windows aldrig har været før. Og ikke mindst stabilt. Apple-konkurrenter som Google og Sony fandt ud af, at det der med at have et økosystem gjorde tingene nemmere for forbrugeren, så det kom i fokus.
Farvel til kvaliteten?
Men i al denne fokus på convenience, der for alvor driver markedet i disse år, er der en enkelt ting, der er gået tabt. Og det er kvaliteten. Der synes at være et modsætningsforhold mellem kvalitet og convenience, som bliver mere og mere problematisk for de, som gerne vil have høj kvalitet i deres audiovisuelle oplevelser.
Mp3-revolutionen for 13-14 år siden gjorde det nemmere for en hel generation at dele musik over nettet og at kunne slæbe sin musiksamling rundt med sig over det hele. Det gjorde det mere convenient at have musik med i bilen, sommerhuset og hvor man ellers kunne tænke sig at have adgang til hele skidtet. Men de audiofile i blandt os forbander mp3-kompressionen langt væk.
Kvaliteten – især når man lytter på et musikanlæg, man har betalt i dyre domme for – er simpelthen for ringe. Der er for meget kompression og dermed for lidt dynamisk detalje, bækkener og andre komplekse lyde i de høje registre lyder som billige 8-bits trommemaskiner fra slut-70’erne. Og alligevel har mange af os skiftet over til formatet af pladshensyn, af hensyn til konens lyst til at indrette stuen på en bestemt måde, eller slet og ret på grund af muligheden for at transportere store musiksamlinger rundt omkring.
Et andet eksempel er streaming af film. Jeg havde en snak med en pige her i Hollywood, der er midt i 30’erne, og derfor i den grad burde være ung nok til at have taget streaming af film via f.eks. Netflix eller lignende tjenester til sig som en af de første.
Men hun hader streaming. Årsagen er, at hun arbejder med at producere trailere for de store filmselskaber. Så hun ved, hvordan ægte, ukomprimeret HD (eller 4K, eller 8K for den sags skyld) ser ud. Så hun vil hellere have en gigantisk Blu-ray-samling på hylden end en lille AppleTV, der kan levere alle de samme film, bare i mere komprimeret kvalitet.
Jeg har bestemt mødt en hel del mænd med denne holdning, men det er første gang, jeg har mødt en kvinde, der har det på den måde. Kvinder er som regel mænds overmænd, når det kommer til æstetisk sans. Måske har hun bare en helt vildt flot hylde til sine Blu-rays.
Hi-fi er blevet til Lo-fi
Men jeg ved, at der er mange Recordere-læsere, der har det på samme måde. Hvorfor i alverden investere i et stort, lækkert plasma- eller LED-tv i høj kvalitet og til en masse penge, hvis det kildemateriale, man fodrer det med, har digitale artefakter over det hele? Det er jo et fornuftigt argument.
Og man kan blive ret urolig for fremtiden. Da jeg blev konfirmeret, var det eneste, jeg ønskede mig, et ordentligt, stort stereoanlæg. Med meterhøje højttalere og en equalizer med så mange bånd, at jeg kunne pille ved lydkvaliteten til lige præcis at passe til den musik, jeg lyttede til.
I dag lytter mange unge til musik via den lille højttaler i deres smartphone, der har et frekvens-spektrum så fladt som et frimærke og som kun befinder sig i det øvre mellemtone-område. Men de er ligeglade, for det betyder, at de har adgang til musikken hvor som helst og når som helst. Og det er vigtigere for dem end at kunne høre de finere detaljer i , hvad bassisten spiller.
Er den tendens mon blivende? Eller er den nye tendens blandt unge til at købe vinyl-albums ikke bare hipster-nostalgi, men også et udtryk for at visse lytteoplevelser skal være bedre end andre?
Intet drev
Jeg voksede op i slut-70’erne og 80’erne med dogmet om at musik skal høres i Hi-Fi. Der var store musikanlæg over alt, hvor jeg befandt mig. Alligevel er jeg en af dem, der nu sætter convenience højere end kvalitet. Og jeg forstår faktisk ikke rigtig mig selv.
Jeg kan ikke rigtig argumentere for det fornuftigt, ej heller forsvare det overfor mine mere kvalitetsbevidste venner. Én af dem lånte min lejlighed engang, hvor jeg var ude at rejse. Han ringede mig chokeret op og sagde: “Morten!! Du har jo ikke noget drev!! Hvordan skal jeg se DVD eller Blu-ray?”
Og det havde han ret i. Det eneste, optiske drev, jeg havde tilbage, var i min laptop (hvor de fleste prøver på IKKE at have det lige nu), og den havde jeg taget med mig ud at rejse.
På det tidspunkt havde jeg ikke nogen Blu-ray-afspiller, for alle de film, jeg skulle bruge, så jeg via min AppleTV eller min laptop. Al min musik kørte på et udvalg af iPods, smartphones og samme laptop. Jeg havde opmagasineret min DVD- og CD-samling af samme årsag.
Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at jeg nogensinde ville købe en Blu-ray-afspiller. Jeg var færdig med fysiske medier. Det endte jeg dog med at gøre alligevel, for der kom jo en Star Wars-boks med mere end 90 timers ekstramateriale, og det kunne jeg ikke sidde overhørig.
Så da jeg købte boksen, købte jeg samtidig en halvbillig Blu-ray-afspiller, der stort set kun bliver sat til, når jeg skal se noget fra denne boks, eller den Alien-boks, jeg også lige har købt. Havde det ikke været for ekstramaterialet, havde jeg ikke købt nogen af delene.
Hvornår forsvandt lysten til kvalitet?
Men i princippet forstår jeg det ikke. Jeg kan godt lide kvalitet. Når jeg går i biografen er det vigtigt for mig, hvor jeg sidder i forhold til synsvinkel og lydmix. Og jeg undgår biografer af lav kvalitet (hvilket gudskelov er nemt her i Hollywood – vi har nogle af de bedste biffer i verden).
Når jeg virkelig skal lytte til noget god musik, sker det fra en lossless-kilde eller en fil med så lidt kompression, at jeg med min 39 år gamle hørelse ikke kan høre forskel (eller fra vinyl for hyggens skyld). Og så sker det på et par aktive Genelec 1030A-monitorer sat op i perfekt stereoperspektiv i et rum, hvor jeg har sikret mig, at basfælderne arbejder til min fordel. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set TV eller en film i SD.
Men for mig er det alligevel åbenbart vigtigere på daglig basis at min stue er pæn, at jeg ikke har for mange fjernbetjeninger og AV-enheder liggende rundt omkring, at jeg ikke har fysiske musik- eller film-enheder stående fremme (vinylerne står fremme – man er vel nostalgisk!) og at jeg kan komme til at se, hvad jeg vil se og høre, hvad jeg vil høre, uden for mange tastetryk.
Jeg har svært ved at forklare, hvorfor min grænse mellem convenience og kvalitet går, hvor den går. Måske har I, kære Recordere-læsere, et godt bud eller en holdning til det? Lad denne klumme være oplæg til debat: hvor går grænsen mellem convenience og kvalitet? Skriv endelig i kommentarfeltet.
Måske kan vi alle blive en smule klogere på os selv på den måde?
