Samsung overtager tronen fra Nokia

Samsung overtager tronen fra Nokia

DEL


Samsung-standen på Mobile World Congress 2012. Foto: recordere.dk


 


Det måtte jo ske før eller siden. Nokia har siddet på tronen som verdens største mobil-producent siden 1998, men nu indtager Samsung den plads.


Kongen er død. Kongen længe leve.


Der har været tronskifte i den mobile verden. Nokia har afgivet tronen til Samsung, som nu er verdens største mobil-producent. Det skriver Bloomberg.


Nokia har – målt på antal enheder sendt ud fra fabrikkerne – været den største mobilproducent siden 1998. Dengang overtog de positionen fra Motorola. Siden mistede de som bekendt grebet om smartphone-markedet, men de er fortsat store på “gammeldags” mobiltelefoner.


Men altså ikke længere størst. I 1. kvartal 2012 sendte Samsung 93,5 millioner mobiler ud på verdensmarkedet, mens Nokia måtte “nøjes” med 82,7 millioner. Tallene kommer fra researchfirmaet Strategy Analytics.


I næste uge er Samsung klar med “The Next Galaxy”, den nye smartphone som afløser den populære Galaxy S2. Følg begivenheden her på recordere.dk, vi har en mand i London og åbner en Live Blog torsdag aften.