Forside * Nyheder

Denon laver hovedtelefoner med tilhørende apps


Uanset, hvilken type musik, du lytter til, har Denon et bud på en hovedtelefon til dig. Og nu følger der også apps med, når man investerer i et sæt kranieknogler.


Efter et par årtier, hvor hovedtelefoner primært var erstattet af små, usunde ørepropper med et frekvensspektrum så smalt som en blyant, er der igen kommet skub i udviklingen af spændende hovedtelefoner. Ud over hele “street”-bølgen med brands som Beats og Skullcandy, så er de mere seriøse firmaer også begyndt at lave spændende nyheder indenfor dette marked.


Nu hopper Denon med på spøgen. De satser hårdt på hovedtelefonmarkedet med 11 modeller, der er fordelt på fire brugertyper: Exercise Freak, Global Cruiser, Urban Raver og Music Maniac. Den første kategori har fokus på folk, der bruger hovedtelefoner, når de motionerer, så der er tale om en ørepropmodel, mens Global Cruiser er til de rejsende, så det er her, man finder Noise-Cancelling-hovedtelefoner. Urban Raver er i familie med førnævnte Beats og Skullcandy og har fokus på basfrekvenserne, mens Music Maniac er til “entusiasterne”, og som derfor har en flad lydprofil, der ikke farver lyden.


Apps medfølger


Som noget nyt forsøger Denon sig med at bundle mobil-apps med  deres hovedtelefoner, i første omgang til iOS. Her kan man så undre sig over, at den app, der følger med Music Maniac-modellerne blandt andet indeholder en EQ. Var det ikke præcis det, der ikke var meningen? Omvendt kan man med denne app udbedre den farvning af lyden, som iPhone giver, og desuden får man adgang til radio-app’en TuneIn, der lige nu vinder frem i popularitet.


Global Cruiser-app’en giver adgang til rejseinfo, mens Urban Raver-app’en giver mulighed for at opdage ny musik via nettet og sociale tjenester. Endelig er der Exercise Freak-app’en, der blandt andet indeholder GPS-funktioner til når man er ude og hike i bjergene.


Denons hovedtelefoner er på vej på gaden i USA nu og starter ved priser på omkring 900 kroner. Dansk pris og lancering er endnu ikke offentliggjort.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.