| Denne anmeldelse bringes i samarbejde med AV Blog |
Indledning
Panasonic handler ikke kun om Plasma TV, nu er de store LED TV også kommet med i sortimentet. I denne anmeldelse kigges nærmere på et 55″ DT50.
De fleste af os kender sikkert bedst Panasonic for deres prisvindende plasmaskærme, hvoraf AV Blog før har testet sidste års flagskib VT30. Panasonic kan dog også godt læse skriften på væggen, hvor der med tydelige bogstaver står at LED TV er fremtiden, om man kan lide det eller ej.
For et par år siden lagde Panasonic ud med ganske få TV baseret på LCD teknologi, i små størrelser beregnet til at fylde hullet i deres sortiment op til plasmaskærmenes større størrelser. 2011 var første gang Panasonic foralvor viste et fuldt sortiment af LED skærme frem og gjorde klart, at det var noget de satsede seriøst på. I år præsterer Panasonic så et LED line-up som er lige så omfangsrigt som på plasmaskærme.
Vi har valgt at se på den billigste af de to topmodeller DT50 og WT50. Ifølge specifikationerne er de to skærme billedmæssigt ens, men WT50 benytter sig af “edge dimming” (Panasonic kalder det local dimming) som kan justere bagbelysningen i 16 zoner fra de sidemonterede lysdioder og dermed levere et bedre sortniveau end DT50. Hertil har WT50 dual core processor, medfølgende aktive 3D briller og touchpad remote samt en række features som er gjort mulige med den hurtigere processor.
Ifølge Panasonics egne opgivelser benytter DT50 sig af Panasonics egne IPS paneler, men det var ikke muligt for os at bekræfte det på denne konkrete skærm.?
Modellerne i Panasonics DT50 serie
- TX-L42DT50 (Vejledende udsalgspris: kr. 11.999)
- TX-L47DT50 (Vejledende udsalgspris: kr. 14.999)
- TX-L55DT50 (Vejledende udsalgspris: kr. 22.999)
Noter
Bemærk: Det testede TV er over flere omgange opdateret med den nyeste firmware som var tilgængelig via den automatiske opdatering. Seneste opdatering, som er benyttet ved samtlige målinger i anmeldelsen var version 1256.
Det er væsentligt at holde i erindring, at en del performancerelaterede målepunkter er tæt knyttet til den benyttede firmware, og derfor vil kunne ændre sig i forhold til det i testen beskrevne. I 2011 var adskillige af Panasonics modeller behæftet med fejl, som først blev rettet med efterfølgende opgraderinger. Det ser dog ikke ud til at der har været noget som helst at udsætte på DT50 i den periode vi har brugt det.
TV?et er før testen blevet kørt ind i 50-100 timer idet der erfaringsmæssigt kan være forskel på eksempelvis clouding og hvidbalance på LED TV i de første timer.
Det testede TV var venligst udlånt af Panasonic.
Design og fjernbetjening
WOW! What a difference a year makes.
I sidste års test af Panasonics TX-P50VT30 bemærkede vi, at Panasonic endelig var kommet på markedet med et TV som var en decideret fornøjelse at se på. Bortset fra VT30 var der dog ikke meget at glæde sig over på designsiden fra Panasonic i 2011. Går vi tilbage til før 2011 var det til tider decideret pinligt hvad Panasonic tillod sig at pakke deres prisbelønnede plasmapaneler ind i.
Sådan er det ikke mere.
DT50 serien er blandt de flottest designede TV på markedet i dag, flankeret af storebrorserien WT50.
Panelet er kulsort af den type Panasonic kalder Alpha Ultra Clear, og omkranset af en meget tynd ramme i skuret metal. Foden er en meget tung sag, som ligeledes fremstår i skuret metal. Som eneste unødvendige detalje, er det monteret en smal akrylliste nederst på skærmen, som ikke ser ud til at tjene noget formål udover at levere et lysende Panasonic logo. Vi har ikke forsøgt, men det ser ud til at listen vil kunne afmonteres uden at skade TV?ets funktion.
Samlet set fremstår DT50 virkelig elegant, og i hvert fald undertegnede ville vælge det fremfor ES8005 serien hvis det alene var et spørgsmål om design. Alle dele passer godt sammen og virker velbyggede og robuste, og det monterede TV fremstår ganske eksklusivt.
Lige så stort et spring fremad Panasonic har taget på TV designsiden, lige så langt er de trådt tilbage når det drejer sig om designet af fjernbetjeningen. Et premium TV som DT50 fortjener en lækker fjernbetjening, og det får man ikke. Det havde eller været en rimelig forventning at den flotte sorte fjernbetjening fra sidste års VT30 ville fortsætte som tilbehør til de bedre skærme.
Den medfølgende fjernbetjening er den samme som medfølger til alle Panasonics TV i år. Det er en standard plastikpind, som ligner den Panasonic har medlevere de sidste mange år, bortset fra at den i år er i højglans finish, og derfor meget hurtigt kommer til at se smudset ud. Så hellere fjernbetjeningen som den så ud for 2 år siden.
Når man er kommet sig over den første skuffelse over designet, skylder vi dog at skrive, at Panasonics fjernbetjening er enormt funktionel, med gode store knapper til de vigtigste funktioner. Alle væsentlige knapper har indbygget lys, og sendestyrken er fremragende, så det er let at betjene fjernsynet på lang afstand (om end ikke i lige så skæve vinkler som på B&O). Der er ikke nogen andre fjernbetjening vi funktionelt ville foretrække over Panasonics.
Er det første gang man benytter et Panasonic TV, skal man erindre, at man skal trykke power knappen ind i flere sekunder for at tænde skærmen ? det får mange til at blive forvirrede.
Som de fleste andre på Smart TV markedet, kan Panasonics TV fjernbetjenes af en Android eller iOS app, som kan udfylde alle funktionerne fra den traditionelle fjernbetjening, bortset fra at tænde TV?et. Viera Remote app?en virker som den skal, men det er tydeligt, at Panasonics ingeniører blot har porteret knapperne fra den traditionelle remote til en række skærmbilleder i app?en.
Man kunne godt ønske sig at de havde sat nogle interface specialister til at genopfinde fjernbetjeningen ud fra de muligheder en smartphone giver. Vi ser med spænding frem til et Apple TV, om det så bliver en boks eller et selvstændigt TV.
Tilslutninger
På tilslutningssiden er der ikke de store overraskelser.
De 4 HDMI tilslutninger inkluderer en enkelt med Audio Return Channel (ARC), som kan sende TV lyden tilbage til en surround receiver. HDMI tilslutningerne sidder som vi før har set vendt ud fra siden af TV?et og sidder for tæt på kanten, så man kan få problemer hvis man har for stive HDMI kabler.
Der er 3 USB tilslutninger som hver kan levere 0,5 Ampère, hvilket i værste fald kan give problemer med eksterne USB harddiske som ikke har egen strømforsyning. Det anbefales at bruge korte USB kabler, for at undgå problemer.
Da vi sidste år gjorde meget ud af at rose Panasonic for at de inkluderede en analog lydudgang på deres VT30, og skændte Samsung ud for ikke at gøre det på D8005, så skal Panasonic ikke undvære en formaning om at det er utilgiveligt at udelade en analog lydudgang på så dyrt et TV.
Det giver simpelthen ikke mening at tvinge kunderne til at købe separate D/A konvertere eller være tvunget til at benytte hovedtelefonudgangen. Det er altså ikke alle som køber jeres HDMI eller S/PDIF kompatible soundbars. PÅ den positive side er det rart at se at der stadig er mulighed fro at vælge variabel forsinkelse på den digitale lydudgang, og at alle modtagne lydsignaler (herunder Dolby Digital) kan konverteres til PCM, så alle konvertere kan forstå det.
Netværksadgangen er i år bygget direkte ind (rent teknisk ved et fastmonteret modul man kan se i bunden af skærmen), og der fungerede i vores testmiljø klippestabilt. Vi oplevede ingen problemer med at blive smidt af nettet eller nedsat hastighed ? og det er bestemt ikke en selvfølge med trådløs forbindelse til TV. Selv softwareopdateringerne foregik smertefrit over Wi-Fi.
Funktionalitet og features
De største og mest interessante nye muligheder i Panasonics 2012 TV er forbeholdt VT50/GT50 og WT50, som med dual core processor kan sende et live TV signal til en mobiltelefon eller tablet. På DT50 er der ikke tale om nogen revolution indenfor features sammenlignet med sidste års modeller.
Menuer
Tilgangen til Panasonics menuer synes at være KISS, og strukturen er holdt meget simpel i Billede, Lyd, Netværk, Timer og Indstilling. Langt de fleste menupunkter er logisk bygget op og lette at tilgå. En fordel ved ikke at have en myriade af unødvendige muligheder er at menuerne i sagens natur bliver mere overskuelige. Det kan forvirre lidt, at en del af de udvidede billedfunktioner skal slås til i en menu, som ikke har med billedindstillinger at gøre, men for dem som har behov for de avancerede funktioner gør det nok ikke så meget. Et par af menupunkterne var også uheldigt oversat til dansk (?advanced? oversat til ?fortsæt??), men ikke noget så morsomt som da Samsung oversatte ?fleshtone? (hudfarve) til ?kødfarve?.
Indbyggede apps
Tilgangen til Panasonics Smart TV funktioner er gennem Viera Tools, som åbner en menubjælke af funktioner i bunden af skærmen. En meget simpel tilgang til funktionerne, som vil tiltale de som hurtigt skal have adgang til en funktion, men æstetisk meget langt fra Samsungs Smart Hub, som er et veritabelt kontrolrum af farveladefyldte muligheder.
Ønsker man at benytte apps (Viera Connect), som forudsætter login, som eksempelvis Twitter og Facebook foregår det ved at man først registrerer sig på TV?et, som herefter logger ind på de enkelte apps. De fleste gamle kendinge som Facebook, Skype (kræver separat kamera), SF Anytime, Youtube og Twitter findes på listen, sammen med en masse andre muligheder, herunder en web browser som understøtter HTML5.
Brugen af applikationerne minder meget om hvad vi har set før, og selvom der ikke er dual core processor i DT50 går det rimelig tjept med at få startet programmer op, og brugeroplevelsen var ikke langsommere end på Samsung og LGs modeller med dual core processor. Det er dog stadig svært at finde en decideret killer app, som virkelig giver mening at benytte på sit TV, og som gør sig bedre på et TV end en computer eller tablet. Som det nok tidligere er nævnt er vores favorit Cinetrailer, som giver fantastisk let adgang til de nyeste trailere for både biograffilm og lejefilm.
Medieafspilning
Som en ny feature, kan man på DT50 streame mediefiler fra din smartphone eller tablet til TV?et via Panasonics Viera Remote app. Vi var ikke overvældede af funktionen, som forudsætter at du er inde i din Viera Remote app for at kunne sende medieindhold. Det er muligt at den tvivlsomme opløsning vi oplevede skyldes en fejl eller langsom netforbindelse, men kvaliteten af hvad vi oplevede var ikke på et niveau der gav lyst til at bruge muligheden til daglig. Den gratis app iMediaShare kan basalt set det samme til stort set alle TV og har mere indhold tilgængeligt.
Den indbyggede medieafspiller derimod bliver bedre og bedre år for år. Vi afspillede en lang række mediefiler, lige fra små klip til .MKV filer i 1080P opløsning uden problemer, både fra USB harddisk og NAS. Det lykkedes os at finde nogle ældre mediefiler i lav opløsning, som medieafspilleren ikke vil afspille korrekt, men det var meget få. Muligheden for at spole, pause og genoptage afspilningen virkede godt. Vi fik ikke denne gang testet understøttelsen af undertekster. Medieafspilleren understøtter i øvrigt også afspilning fra den indbyggede SD kortlæser, men det er ikke noget vi forestiller os særlig mange vil få brug for.
PVR / Timeshift
Som det efterhånden er standard på TV i dag, kan DT50 tilsluttes en USB harddisk, hvorpå man kan optage TV, enten som timeshift i realtid, eller ved timerindstilling af optagelser. Optagelse forudsætter en temmelig hurtig harddisk, og ?USB nøgler? fungerer generelt meget sjældent med optagelse fra TV. Vil man have den mest stabile optagelse er det også en klar fordel at have en ekstern harddisk med egen strømforsyning. Hvis den eksterne harddisk mister strøm i blot et kort øjeblik er der en god chance for at optagelsen stopper, uden at man er klar over hvad der er gået galt.
Opsætningen af optagemuligheden er forbilledlig simpel. Panasonic har været begavede nok til at indbygge muligheden for at optagelsen starter op så snart man tænder TV?et, således at man altid kan spole tilbage i live TV, hvis der var noget man lige missede i programmet. Det er en fantastisk simpel funktion som man kan undre sig over at alle ikke har implementeret på samme smarte måde. Den eneste svaghed er, at hvis man har spolet rundt i en live udsendelse kan man ikke skifte kanal uden at stoppe optagelsen (som så starter automatisk igen på den nye kanal).
Optagelserne ligger let tilgængelige under Viera Tools, og kan som udgangspunkt ikke flyttes til afspilning på andre afspillere.
EPG
Den elektroniske programguide (EPG) i DT50 ligner sig selv fuldstændig fra tidligere år. Som programguide giver den et udmærket overblik, men det er et stort irritationsmoment, at man ikke kan blive ved med at følge den udsendelse man er i gang med, mens man ser i programguiden. Den lukker sig simpelthen op og lukker ned for billede og lyd imens. På det område er konkurrenterne bedre, idet man kan fortsætte med at følge sit program i et lille vindue mens man ser guiden igennem.
Det er naturligvis muligt at programmere fremtidige timeroptagelser fra programguiden. Der er ikke nogen funktion til at sætte et fast minutantal man ønsker at optage efter programmets fastlagte afslutning. Det er der heller ikke nogen konkurrenter der har, men nogen må vel snart opdage at det er nødvendigt i praksis.
Automatisk kalibrering (CalMAN Autocalibration)
På hjemmesiden for et dansk Panasonic center fandt jeg følgende featurebeskrivelse for Panasonic TX-L55DT50: ?ISF ccc (Strenge krav for optimal farvebalance og sortniveau)?, hvilket er ubetinget forkert og mildest talt falsk markedsføring. Vi lader tvivlen komme dem til gode og antager at de ikke ved bedre :-).
ISF ccc er ikke en certificering af nogen som helst form for kvalitet eller standard, men alene en garanti for at der er mindst to ekstra indstillingsmuligheder på skærmen (som eventuelt kun kan tilgås ved hjælp af særlige værktøjer) som kan resultere i en indstilling til brug i dagtimerne og en til brug i lyskontrollerede omgivelser. De tre C?et står i den sammenhæng for Certified Calibration Controls, og er en sikring af at skærmen har en vis grad af kalibreringsmuligheder.
Panasonic har arbejdet sammen med det amerikanske firma Spectracal som leverer kalibreringssoftware, og sikret, at denne software kan kommunikere direkte med Panasonics skærme, og ved hjælp af en række beregninger automatisk kan kalibrere en rækker af Panasonics skærme ind til bedre gengivelse end de bliver leveret med fra fabrikken. Denne mulighed eksisterer også på DT50 serien, som kan kalibreres automatisk via Spectracals software CalMAN.
Der hvor den automatiske kalibrering virkelig giver mening er på skærme, som har mulighed for at justere hvidbalancen i 10 punkter, så softwaren virkelig har noget at arbejde med. Da DT50 alene kan kalibreres i to punkter (se nedenfor om kalibrering) giver autokalibrering ikke meget mening, så det er ikke noget vi har testet i denne omgang. Autokalibrering vil blive testet i forbindelse med anmeldelsen af Panasonics VT50.
Støj
Vi behandler konsekvent alle fladskærmes egenstøj som en del af anmeldelsen. For stort set alle LED TV er det alene for fuldstændighedens skyld at vi nævner det, og for at erindre om at LCD baserede TV generelt er det rigtige valg hvis man er meget støjavers.
Vi arbejder på en standardiseret metode til at måle støjniveauet fra en fladskærm, i de tilfælde hvor det er til at høre eller måle, men det vil først blive medtaget (hvis det viser sig at være holdbart og reproducerbart) i løbet af efteråret 2012.
Panasonics DT50 er i både de 47? og 55? udgaver vi har set fuldstændig støjfri, og vil på ingen måde genere i dagligdagen selv når man skruer helt ned for lyden, eller der er tavse passager i det program man ser.
Lydkvalitet
Før vi overhovedet når til at beskrive hvor god lyden i Panasonics DT50 serie er (eller ikke er) skal der endnu en gang lyde en formaning om at man ganske enkelt ikke kan få den fulde oplevelse af en koncert, en film eller en velproduceret TV serie, med den indbyggede lyd i et almindeligt konsum TV anno 2012.
Har man været vant til at benytte de indbyggede højttalere vil man blive overrasket over ikke bare hvor meget bedre lyden fra snart sagt enhver anden løsning er, men også hvor meget lyden bidrager til den samlede oplevelse. Et godt lydsystem kan ganske enkelt få billedet til at virke både bedre og større.
Når det er sagt, så kan vi både høre og måle, at fladskærmsproducenterne bliver bedre og bedre år for år, til at presse mere lyd ind på næsten ingen plads. Case in point med Panasonics DT50, som udover de nedadrettede højtaler er suppleret med en ?woofer?, som kan tilføje lidt i basområdet. Det er samme princip som de benyttede i sidste års VT30 model.
Det samlede indtryk af lyden er at den er på linje med de fleste bedre tynde skærme, men er en smule mere usammenhængende end vi ser fra eksempelvis Samsung. Lyden fremstår en smule mere rund og varm i det, men er ikke helt så klar og dynamisk. Som det fremgår af frekvenskurven ligger der en forskel i lydtrykket på op til 10dB over forløbet fra 100 Hz til 10.000 Hz, hvilket godt kan høres.
Til gengæld kan Panasonics TV spille lidt højere end Samsungs tilsvarende modeller, og de fleste som har prøvet at skrue op over 50 ud af 100 på et Samsung LED TV ved at der basalt set ikke sker noget som helst.
Som tidligere omtalt, har Panasonic (ganske utilgiveligt) udeladt en almindelig analog lydudgang, så skal man tilslutte et bedre lydsystem uden at benytte hovedtelefonudgangen skal man benytte den optisk digitale udgang i kombination med en lille DA konverter. I så fald er der mulighed for at TV?et kan konvertere de forskellige lydformater til standard PCM, som alle DA konvertere kan modtage, og der kan sættes forsinkelse på udgangssignalet i 10 ms. trin for at tilpasse lyden til billedet.
En smart tilføjelse er muligheden for automatisk at lukke ned for lydstyrken hvis man skifter til en kanal med højere lyd. Det er endvidere muligt at justere lydstyrken individuelt pr. kanal ? godt tænkt.
Strømforbrug
Det overrasker ikke at se et LED TV som er meget venligt ved elektricitetsregningen, men selv med dette som udgangspunkt, overrasker Panasonics DT50 med sit strømforbrug, som er lavere end de fleste LED TV i samme størrelse vi har målt på.
Vi måler TV?et strømforbrug med en standardsekvens, som repræsenterer et gennemsnitligt TV program. Forskellen i strømforbrug kan primært tilskrives hvorvidt man har slået Eco mode til eller fra.
Farvegengivelse, hvidbalance og gamma i standard indstilling (Out of Box)
Det er altid med en betydelig mængde bekymring, at vi tænder et hvilket som helst TV i standardindstillingen og begynder at smide referencemateriale efter det. Til trods for at det hat været en stående kliche i TV branchen i utallige år at standardindstillingen er skabt til at brænde øjnene ud på kunderne, så er der stadig ikke nogen som har taget konsekvensen og prøvet at gøre den mest korrekte indstilling til standardindstillingen. Idet man under alle omstændigheder skal vælge hvorvidt TV?et skal bruges hjemme eller i en butik, burde det være en smal sag.
Panasonic skuffer os da heller ikke med den vanlige blå hvidbalance, dynamisk kontrast og kunstig skarphed på et niveau, som ikke repræsenterer skærmen fra sin bedste side. Det skal dog siges, at standardindstillingen var lysår foran Samsungs ES8005 model som stod ved siden af i samme størrelse, også i standardindstilling.
Det bedste man kan sige om primærfarverne er at de I det mindste er overmættede I stedet for undermættede, som oftest vil give et ringere opfattet resultat. Sekundærfarverne derimod er utilgivelig forskudt mod det blå, som følge at hvid gengives med alt for meget blå. Vi undrede os ligeledes over at farverne generelt havde alt for lav intensitet, særligt for den røde primærfarve. Det er præcis modsat af hvad man oftest ser i standardindstillingen. Det gav også et synligt indtryk af at billedet var lidt livløst.
Hvidbalancen (nogle steder kaldet gråskalaen) er mere skæv I retning af blå end vi plejer at se, selv i standardindstillingen. Panasonics egne plasmaskærme og LED TV fra Samsung har væsentlig mindre blåstik end DT50 ud af kassen. I praksis opleves billedet enormt levende og dynamisk (på den ufede måde), og Vesterhavet får et skær af Caribien over sig.
Det skal dog bemærkes hvor lineær hvidbalancen er. Der er måske nok 40 % for meget blå i den hvide, men det er fuldstændig lineært over hele gråskalaen, hvilket er et betydeligt plus. Det betyder både at det vil være til at kalibrere ind, selv i standardindstillingen, men også at øjet i en vis grad kan kompensere for den skæve balance.
Den viste gammakurve er ikke helt repræsentativ for realiteterne, idet TC-L55DT50 i standardindstillingen har aktiveret eco mode, som er en type dynamisk kontrast, som dæmper bagbelysningen ved mørke billeder. Det betyder at mørke scener reelt gengives meget mørke, og måske mørkere end de burde, men at et mørkt område i en ellers lys scene ikke vil blive gengivet lige så mørk.
Generelt har DT50 en lav gamma i standardindstillingen, hvilket betyder at billedet er velegnet til gengivelse i lyse omgivelser, men kan virke udvaskede, hvis man ser film om aftenen. En tendens vi ofte ser, også på Panasonics plasmaskærme.
Generelt kan man sige, at standardindstillingen (benævnt Normal) på DT50 er cirka lige så skidt, som på alle konkurrenterne.
Farvegengivelse, hvidbalance og gamma i optimal indstilling
For de fleste skærme er det ganske simpelt at finde den bedste billedindstilling ved at lede efter ord som ?biograf?, ?film? eller lignende. Da DT50 er blandt Panasonics topmodeller får vi lidt flere muligheder her. Der er både en Film/Movie indstilling og en True Cinema indstilling. Mit bedste bud er at True Cinema er Panasonics THX indstilling på de skærme hvor man ikke har fundet det hensigtsmæssigt at betale for licensen til THX certificering.
Målingerne viser at Film og True Cinema på næsten alle områder er identiske, men at True Cinema har en mere lineær og korrekt gamma samt en perifært bedre hvidbalance. True Cinema måler i øvrigt på alle punkter ens med Pro1 og Pro2 indstillingerne. Vi har følgelig benyttet True Cinema som den bedste standardindstilling på skærmen.
Når vi ser på farvegengivelsen i True Cinema, er det tydeligt at vi mødes af et helt andet TV, blot ved at skifte ud af standardindstillingen. Primærfarverne rød og grøn er stadig en smule overmættede, hvilket kan ses ved at de ligger udenfor de angivne referencepunkter i CIE diagrammet. Det er dog af langt mindre betydning for den opfattede kvalitet end intensiteten af de enkelte farver, som i dette tilfælde ikke afviger over 10 %.
Enderesultatet er at farverne holder sig indenfor ∆E på 3, hvilket i praksis vil sige at man ikke under almindelige omstændigheder vil kunne skelne dem fra referencen. Det er virkelig flot for en skærm som ikke er THX certificeret, og baseret på LED teknologi. Det er farveafkodning som aftvinger respekt til Panasonic.
Hvidbalancen i True Cinema er ikke helt så lineær som vi så i standardindstillingen, men til gengæld er den langt bedre balanceret omkring D65, som er vores standard for gengivelse af hvid. Generelt ser vi normalt bort fra skævheder i de mørkeste områder (du ser sjældent kalibreringsrapporter og testresultater som måler under 20 % signal), da øjet er langt mindre følsomt for forskydninger ved lav intensitet.
For langt dens tørste del af skalaen holder DT50 sig indenfor et par procents afvigelse fra D65, hvilket ganske enkelt er fantastisk flot, og bedre end Samsungs ES8005 og Panasonics egne VT30 og ST50 skærme. Vi havde gerne set bedre linearitet i de mørke områder, men for en standardindstilling er det noget af det bedste vi har målt. Det flotte resultat viser sig også på ∆E værdierne som hele vejen holder sig pænt under 3.
Gammakurven er generelt rigtig flot, og viser den klassiske Panasonic gamma, som har det med at være en tand for lav. Det giver gode resultater i en normalt oplyst stue, men kan virke lidt mere kontrastfattigt i et mørkt lokale. Den samlede gamma er på 2,1, hvor vi generelt skyder efter 2,3 i mørklagte lokaler og 2,2 med et par almindelige lamper tændt. Det er fint for en standardindstilling, og heldigvis er der rigeligt med simple justeringsmuligheder, så man uden kvaler kan komme tættere på den ønskede gamma.
Farvegengivelse, hvidbalance og gamma i kalibreret tilstand
På kalibreringssiden har Panasonic virkelig fået placeret sig på landkortet siden de sidste år inkluderede fuldt farvekalibreringssystem og 10-punkts hvidbalancejustering, som kan autokalibreres med CalMAN.
DT50 har ikke den fulde pakke som vi finder i de dyreste modeller, men der er fuld justering af de 3 primærfarver og standard 2-punkt hvidbalancejustering. Hertil kommer en række forudindstillede gamma-muligheder. DT50 er så vidt jeg kan læse mig til forberedt for autokalibrering med CalMAN, men da der kun er 2-punkts hvidbalancejustering giver det ikke megen mening, så jeg testede det ikke.
Det er værd at bemærke, at det første vi normalt gør i en kalibreringssituation er at slå alle dynamiske systemer fra (dynamisk kontrast, gamma, skarphed, støjreduktion etc.). På DT50 valgte vi dog (som nævnt nedenfor) at aktivere eco mode, som er en dynamisk bagbelysning, som generelt resulterer i et lavere sortniveau, og et samlet set bedre billede. Vi havde nok foretrukket en brugerindstilling af bagbelysningen, men en sådan findes ikke på DT50.
CMS (farvejustering) er simpelt og intuitivt, og det lykkedes på fin vis at få inddæmmet de overmættede farver, mens det i sagens natur ikke lykkedes os at gøre noget ved den let undermættede blå. Intensiteten af farverne var som beskrevet ovenfor allerede virkelig god, men kunne bringes endnu tættere på standardværdierne, således at vi endte med en farvegengivelse som i praksis ikke er til at skelne fra referencen.
Hvidbalancen i billedet var også allerede fra starten af virkelig flot i True Cinema, og med kun to punkter at justere på var der grænset for hvor langt man kan komme. Det lykkedes dog at gøre forløbet en smule mere balanceret, men det er næppe en forskel som vil være synligt i praksis. En 10-punkts justeringsmulighed havde været kærkomment til at få de mørkeste områder helt på plads, men det samlede resultat er rigtig flot. ∆E kommer aldrig over 2 over hele forløbet.
Den målte gamma på 2,1 resulterede i et billede som var en lille smule for kontrastfattigt i vores mørke referenceomgivelser, og ved at vælge 2,4 i gammaindstilling endte vi med et bedre resultat på 2,17. Forløbet er rigtig pænt for en skærm uden 10-punkt justering.
Lysafvisning, refleksioner og sortniveau (MLL)
For nytilkomne tager vi lige en introduktion til den komplekse problemstilling omkring refleksioner, lysafvisning fra panelet, og deres indvirken på en given skærms opfattede sortniveau.
Refleksioner fra skærmen er en uundgåelig del af enhver fladskærm (og stort set alt andet). Det bliver ofte fremført som et faktum at matte skærme er at foretrække, og at det er en ulempe ved blanke skærme at lyset reflekteres i dem. Realiteten er dog at det i de fleste tilfælde er typen af refleksion som ændrer sig, ikke mængden af reflekteret lys. En helt blank skærm fungerer stort set som et spejl, og man kan undgå refleksioner ved ikke at have lyskilder direkte foran skærmen. Kommer der lys fra et vindue ved siden af skærmen vil dette som oftest ikke genere, da det ikke spejles i skærmen.
En mat skærm derimod reflekterer lyset diffust i alle retninger (teknisk set en lambertian refleksion), så man ikke lægger så meget mærke til den enkelte refleksion, men hele billedet sløres til gengæld. En konsekvens af den matte skærm er altså at lysindfald fra siden også reflekteres ind mod den som ser på skærmen. For skærme som man benytter med lyskilder bag sig kan en mat skærm altså have en række fordele, hvilket er grunden til at mange som har været generet af en laptop med blank skærm antager at en blank skærm altid er skidt.
Hovedgrupper af refleksionstyper er skitseret nedenfor (med tak til Edward F. Kelley fra NIST)
Refleksioner i fladskærmspanel (Edward Kelley fra NIST)
Typen og mængden af refleksion fra skærmen få mindre betydning i takt med at omgivelserne bliver mørkere. I sagens natur er refleksioner kun relevante når der er lys at reflektere, og i et helt mørkt rum vil der ikke være væsentlig forskel på billedet uanset om det er mat eller blankt.
Panasonics D50 (og topmodellen WT50 som benytter samme panel) benytter et meget blankt panel, som minder meget om det vi kender fra Samsungs D8005 og ES8005 serie. Panelet reflekterer lys præcis som et spejl, hvilket i praksis betyder at lyskilder bag betragteren vil afspejles i skærmen, hvis denne viser et meget mørkt billede. Til gengæld plages skærmen på ingen måde af nedsat kontrast, hvis der indstråler lys fra siden. Det er også værd at bemærke, at den nedenfor nævnte evne til at reflektere en meget lille del af det indstrålende lys gør at selv lyskilder bag betragteren ikke nødvendigvis er et uoverstigeligt problem.
Lysafvisning er skærmens evne til at forblive så sort som muligt under tilstedeværelsen af udefrakommende lys. Særligt fladskærme med front af glas har traditionelt lidt under interne refleksioner, som har gjort at skærmen, selv uden at være tændt og vise et signal, er forekommet nærmere grå end sort. Det kan være værd at se efter hvor grå en ældre plasma- eller billedrørsskærm er når der stråler lys ind på den. Evnen til at afvise udefrakommende lys er særligt vigtig ved brug i dagslys, men mister fuldstændig relevans i takt med at omgivelserne bliver mørkere.
Fra naturens side er LCD/LED skærme god hjulpet når det drejer sig om at afvise indstrålende lys, da hele skærmen er opbygget på et princip om at kun polarisere lyset slipper igennem panelet. Det gør det væsentligt simplere at lave en skærm som ikke påvirkes af indstrålende lys. Panasonic imponerer virkelig med DT50 serien, som fremstår ekstremt sort, selv i et vel oplyst lokale. Sort forbliver helt sort, uanset hvor meget lys der er i rummet, og skal man kæmpe med en placering af skærmen hvor der er direkte sollys, er DT50 et fornuftigt valg. Faktisk er DT50 på dette område på højde med Samsungs ES8005 som ellers har været referencen på dette område (vi har ikke haft lejlighed til at teste et Philips TV med Moth Eye teknologi under kontrollerede forhold).
Sortniveau er en vigtig paramter for en fladskærm som skal bruges til at give en god tredimensionel (ikke 3D) oplevelse med stor kontrast i billedet. Jo mindre lys man kan begrænse skærmen til at udsende når den viser sort, jo større dynamikområde kan skærmen arbejde med. Det er dog vigtigt at erindre, at sortniveauet aldrig behøver være lavere end at en sort skærm under lysforholdene i ens stue forekommer helt sort. Ser du TV i en normalt stue i dagtimerne er skærmens absolutte sortniveau alene en akademisk størrelse, som ingen påvirkning har af den opfattede billedkvalitet.
Det er også baggrunden for at det er umuligt at vurdere en given skærms sortniveau i en butik. Der vil altid være så meget lys i butikken, at det er umuligt at sammenligne sortniveau. Hvis der i en butikssituation opleves forskelle i kontrastforholdet, vil det stort set altid skyldes skærmens evne til at afvise indstrålende lys, eller skærmens gammaindstilling.
Særligt ved måling af sortniveau på LCD/LED skærme er det vigtigt at man holder for øje hvilket signal man sender til skærmen. De fleste moderne LED skærme vil slukke helt for bagbelysningen, hvis de får et helt sort signal til hver eneste pixel på skærmen. Det giver ingen mening at måle dette sortniveau, da der vil være et totalt fravær af lys. Hvis en given skærm benytter sig af dynamisk kontrast vil sortniveauet ændre sig radikalt afhængig af den samlede mængde lys i billedet, idet et billede med blot få lysende pixels vil få skærmen til at dæmpe bagbelysningen meget voldsomt, mens en sort midte på en skærm fyldt med hvid vil få bagbelysningen til at køre op på fuld styrke. For Panasonics DT50 serie er der indbygget en vis grad af dynamisk kontrast når man aktiverer eco mode.
Endvidere er der på LED modeller som har en tendens til at have ujævn bagbeslysning (se nedenfor om clouding og uniformitet) betydelig forskel på sortniveauet afhængig af hvor på skærmen man måler. På denne baggrund har vi ikke målet sortniveauet på DT50 alene et enkelt sted med en enkelt pixel tændt, men målt med et 4*4 skakbræt for at få en værdi som repræsenterer hvad man vil se i daglig brug.
0,125 Cd/m2 er et ganske højt sortniveeau for en moderne fladskærm. Samsungs sammenlignelige ES8005 målte vi til omtrent det halve, omkring 0,06 Cd/m2, og Panasonics egne plasmapaneler efterlader konkurrenterne i støvet langt bag sig med omkring 0,01 Cd/m2. I praksis er det også tydeligt, at der er en betydelig bagbelysning, når skærmen sættes til at vise et helt sort billede. Som anført ovenfor vil man lægge mindre mærke til det høje sortniveau jo mere lys man har tændt i lokalet, og i dagtimerne er det ikke noget som kan ses overhovedet. Hvis man derimod benytter sit TV mest til at se TV om aftenen med dæmpet belysning er det et reelt problem, og man er bedre tjent med en plasmaskærm eller et LED TV baseret på PVA teknologi eller lignende.
Det høje sortniveau er i øvrigt en almindelig følge af at Panasonic benytter IPS paneler i deres LED skærme. IPS (In-Plane Switching) teknologien er kendt for sit høje sortniveau som en væsentlig ulempe, men med eminent god betragtningsvinkel som en stor fordel (se nedenfor under betragtningvinkel).
Light bleed, clouding og paneluniformitet
Jo mere af bagbelysningen der slipper ud gennem panelet, jo vigtigere er det, at dette lysudslip er jævnt og ensartet. Hvis blot hele panelet er ligeligt lyst op, kan man lettere leve med at sortniveauet er lidt højere end ønskværdigt. De fleste moderne LED TV lider dog i betydelig grad af ujævn bagbelysning, oftest benævnt clouding (for de skylignende plamager som kendetegner det) eller light bleed, oftest oplevet i hjørner eller kanterne hvor der slipper mere af LED lyset gennem panelet end andre steder.
Vores TX-L55DT50 klarede sig ikke specielt godt hvad angår uniformiteten af bagbelysningen. Det var ganske evident, at det skinnede lys igennem, og at det var kraftigere nogen steder på skærmen end andre. Som det fremgår ovenfor af sortniveaumålingerne var variationen af det målte lysudslip fra 0,098 til 0,162 Cd/m2, således forstået at der på det lyseste af målepunkterne var 60 % mere lysudslip end på det mørkeste. Vær opmærksom på at billedet alene er ment som illustration ? backlight bleed fremstår vidt forskelligt på billeder afhængig af hvordan det tages, og repræsenterer aldrig ?virkeligheden?.
VI havde i det meste af testperioden Samsungs ES805 stående lige ved siden af, og betragtet direkte på, var lysudslippet større på DT50, og det var en smule mere ujævnt i bagbelysningen. Set i en vinkel på blot 20° fra siden var DT50 dog langt bedre.
Betragtningsvinkel
Som nævnt ovenfor er en af IPS teknologiens store forcer at billedgengivelsen holdes stort set uændret selv når man ændrer betragtningsvinklen betydeligt. Det var bestemt også tilfældet for Panasonic TX-LDT50.
Allerede under de indledende test stor det klart, at billedet var ualmindeligt meget bedre betragtet fra siden end stort set alle konkurrerende fladskærme baseret på LCD teknologi. Samsung og Sony har traditionelt elendige billedegenskaber betragtet fra siden. LG (og Philips skærme baseret på LGs paneler) klarer sig generelt langt bedre i farvegengivelsen, men har en tendens til at mindske kontrasten set fra siden. Billerner herunder viser hvor lidt billedet ændrer sig ved en stor betragtningvinkel (Den nederste er taget lige på, mens det øverste er i en vinkel på 30-40°).
Da vi nåede til at måle farvegengivelse, hvidbalance og gamma fra vores traditionelle 22,5° og 45° blev vi mødt af en overordentlig positiv overraskelse, selv med de forventninger vi havde til fornuftig performance.
Som det vil fremgå af nedenstående måleresultater som er taget på de kalibrerede indstillinger, er farvegengivelsen nærmest fuldstændig uændret selv i en betragtningsvinkel på 45°. ∆E værdierne bliver under hvad vi vil kunne opfatte med det blotte øje, og man vil således opfatte farvegengivelse på referenceniveau selv hvis man ligger henslængt længst ude i sofaen.
Hvidbalancen ændrer sig en lille smule i retning af blå, men på et niveau så det med normalt konsum colorimeter havde været indenfor måleudstyrets fejltolerance. Igen bliver alle ∆E værdierne under 3. Gamma fra en skæv vinkel er en smule højere end set direkte på, men stadig i en flot lineær udvikling.
Kort fortalt er betragtningsvinklen på DT50 den bedste vi nogensinde har set eller målt på en LCD baseret LED skærm. Kun plasmaskærme kan levere performance på dette niveau.
Global dynamisk kontrast
På DT50 kan man ikke som på mange andre fladskærme selv justere intensiteten af bagbelysningen. Man kan justere på kontrasten, men det ændrer ikke på hvor meget lys der udsendes fra de kantplacerede lysdioder. Den eneste måde at få lukket ned for bagbelysningen med de deraf følgende fordele som lavere sortniveau er at aktivere eco mode, som justerer bagbelysningen afhængig af indholdet i kildematerialet.
Normalt er det en funktion vi altid vil slå fra, da dynamisk kontrast sjældent er af det gode, men i dette tilfælde endte vi med at have slået den til i det meste af testperioden. DT50 har som nævnt ovenfor et ret højt sortniveau, og ved at aktivere eco mode, bliver dette i langt de fleste tilfælde skruet en del ned. Ulempen er at man kan være nødt til at skrue lidt op for kontrasten for at få det hele til at hænge sammen, men det er efter en samlet afvejning et bedre kompromis.
Signalbehandling og bevægelseshåndtering
Den samlede oplevelse af kvaliteten af et givent fladskærms TV er i meget høj grad afhængig af panelet og signalbehandlingen. Da signalbehandlingen altid er den det er sværest at angiver specifikationer for, er det også typisk den man hører mindst om fra TV producenterne. Ikke desto mindre er kvaliteten af signalbehandlingen ganske afgørende for enderesultatet som du oplever på skærmen.
Deinterlacing
Som vi tidligere har omtalt, er deinterlacing på sin vis et levn fra tidligere tider, hvor båndbredden var så begrænset, at man kun udsendte hver anden linje af et TV-billede ad gangen. På et almindeligt TV-signal sendte man således først linje 1, efterfulgt af linje 3, 5 etc. Når alle linjer af signalet var tegnet på skærmen startede man forfra med linje 2,4,6 etc.
Det fungerede fint i de glade 90?ere hvor vi stadig havde TV med billedrør, hvor de allerstørste skærme nåede op på 36 tommer i diagonal, og hvor CRT-teknologien var skabt til et ?interlaced? signal. De gælder dog ikke fladskærme, som (med få specifikke undtagelser) altid viser hele billedet på én gang.
Deinterlacing er navnet på den proces, hvor man lægger de to ?halvbilleder? sammen til et progressivt billede. første halvbillede med linje 1,3,5.. og andet halvbillede med linje 2,4,6 etc. ender altså som ét billede bestående af linje 1,2,3,4 etc. Det kan lyde som en meget simpel proces, men er det ikke altid, og det har stor betydning for billedkvaliteten hvor godt skærmen udføre denne deinterlacing ? i allerværste fald kan man rent faktisk miste op til halvdelen af opløsningen i billedet.
For videomateriale (kildemateriale oprindeligt optaget på video til TV brug i 50 eller 60 Hz) klarede DT50 sig ganske fint, med begrænsede ?trappetrin? (jaggies) i materialet. Der var ikke noget at udsætte på evnen til at deinterlace videomateriale.
Ved deinterlacing af materiale, som har sin oprindelse på film (uanset om det er en film som vises på TV eller via interlaced DVD) er det af afgørende betydning, at skærmens billedkredsløb kan genkende materialet som film og herefter lave deinterlacing med reverse pulldown.
På dette område har Panasonic historisk set ikke klaret sig lige så godt som deres konkurrenter fra Korea. Hvert år håber vi på at vore venner fra Japan har brugt lidt mere krudt på at optimere signalet for europæiske TV, som bekendt kører ved 50Hz, modsat USA og Japan, som benytter 60 Hz.
Vi må dog konstatere, at Panasonic endnu ikke leverer varen til fulde, når det drejer sig om at vise 50 Hz (almindelig dansk TV og DVD) bedst muligt. En række af de standardiserede tests fungerede viste at DT50 ikke med det samme genkender det oprindelige filmmateriale og sammesætter billederne perfekt herefter. Ligeledes kan man i real-world brug fra tid til anden konstatere, at TV?et mistede kadencen, resulterende i lavere opløsning i billedet og artefakter i form af brudte linjer.
Det er ikke som sådan en showstopper, men med de løsninger der er tilgængelige på markedet i dag, er det simpelthen ikke godt nok at Panasonic ikke kan finde ud af at deinterlace 50 Hz på samme høje niveau som med 60 Hz. Som bruger kan man omgå problemet ved at lade en set-top boks eller DVD/Blu-ray afspillere foretage deinterlacing og sende et progressivt signal til skærmen.
Skalering (scaling)
Skalering er en funktion som er indbygget i ethvert HDTV som konverterer et indkommende TV signal eller eksempelvis DVD med eksempelvis en opløsning på 720*576 så det passer med skærmens opløsning på 1920*1080 (eller 4K når vi når dertil). Skalering bør ske med så få artefakter som muligt. Det oftest forekommende problemer ved dårlig skalering er at kanter og grænser mellem billedelementer får en glorie eller støj omkring sig (ringing). På skaleringsområdet klarer DT50 sig ganske pænt, og der er ikke meget at udsætte på det resulterende billede.
Bevægelsesopløsning
Panelet i DT50 opdateres ved 200 Hz, hvilket kombineres med 8 zoner af lysdioder i kanten af skærmen, som tændes og slukkes lynhurtigt efter hinanden for at skabe scanning backlight. Panasonic har valgt at kalde dette for 1600 Hz (200 Hz ganget med 8 zoner), hvilket hverken er mere eller mindre løgn end hvad alle de andre producenter opgiver.
I praksis kan DT50 klare at vise 300-350 linjers opløsning, uden at have Intelligent Frame Creation (IFC) aktiveret. Det er helt normalt for en fornuftigt LED skærm. Blot man aktiverer det laveste niveau af IFC klarer DT50 at vise fulde 1080 linjers opløsning, hvilket er ganske imponerende. Det sker dog ikke uden at billedet får de klassiske SOE (Soap Opera Effect) artefakter.
Chroma upsampling
Normalt vil der ikke være behov for eksplicit at nævne, at et TV foretager korrekt chroma opsampling, da det egentlig er noget man bare må forvente at et normalt TV gør korrekt. Da vi nu i så lang tid har haft DT50 stående ved siden af Samsungs topmodel ES8005, som ikke opsampler korrekt, så fortjener det dog nok at blive nævnt i denne omgang.
For de teknisk interesserede kan vi uddybe, at et hvilket som helst konsumformat, det være sig TV, DVD eller Blu-ray leverer billedet i et format, hvor der for hver 4 pixels i gråtoneformat kun er 1 pixel med farveinformation. Det medfører i sagens natur, at afspilleren og/eller skærmen er nødt til at finde ud af hvilken farve den vil vise på de 4 pixels, ud fra den begrænsede farveinformation i signalet.
Hvis det gøres skidt, vil det typisk manifestere sig på et testbillede med røde og blå linjer tæt på hinanden, idet den blå og rød farve så vil blande sig og ende med at vise magenta. Hvis TV?et er i stand til at lave god chroma opsampling, vil det ses ved at der er helt distinkte blå og røde linjer ved siden af hinanden. Som det forhåbentlig fremgår af billedet, løser Panasonic DT50 opgaven med bravour.
Udglatning (smoothing) kan ikke slås fra
Efter at vi sidste år blev opmærksomme på at Samsungs fladskærme har en tendens til at udjævne kildematerialet udover hvad der kan siges at være normal signalbehandling har vi rutinemæssigt checket alle skærme med testbilleder indeholdende en smule dynamik i form af filmkorn eller anden højfrekvens information, som bør vises uden ændring.
Vi kan konstatere, at også Panasonics DT50 bearbejder signalet på en måde som ?udglatter? billedet ved at fjerne små detaljer, som muligvis opfattes som støj i billedet. Det er ikke noget som vil opfattes som et problem i praksis, men vi nævner det i særdeleshed fordi vi ser frem til at se om VT50 seriens ?1080p Pure Direct? indstilling undlader denne behandling. På DT50 er udglatningen absolut minimal, men principielt bør den ikke forekomme, når al signalbehandling er slået fra.
3D billedkvalitet
Uanset om man ser 3D som et spændende teknologisk fremskridt, eller et ligegyldigt påfund som alene er skabt til at sælge dyrere fladskærme, så er de fleste vist enige om at kvaliteten fra første færd har ladet noget tilbage at ønske. Den aktive 3D teknologi som benyttes i stort set alle topmodellerne (bortset fra LG) er løbende blevet forbedret, men har stadig potentiale til at blive bedre.
En væsentlig del af de problemer som stadig udestår med aktiv 3D ligger dog i brillerne, mere end i skærmen, og det er følgelig også der at problemerne skal løses. På den baggrund er det i hvad fald en god nyhed, at stort set alle de store producenters 3D TV i år er kompatible med Full HD 3D Glasses Initiative standarder, så de kan benyttes på tværs af TV mærker. Det giver også den fordel at man kan købe de bedste tilgængelige briller, hvis man har lyst, i stedet for at lade sig nøje med dem som medfølger.
3D briller
Der medfølger ikke 3D briller til DT50 serien, idet kun de to dyreste serier WT50 og VT50 er prissat til at inkludere 3D briller. Det er på sin vis fint, idet enhver så kan vælge om 3D briller er noget de vil investere i. Og vælger man at gøre det, har men som ovenfor nævnt frit valg mellem en lang række 3D briller.
Når det er sagt, så er Panasonics 3D briller klasser over hvad eksempelvis Samsung leverer med til deres TV. Opbygningen minder meget om modellen fra sidste år, men som anført kan 2012 modellen benyttes sammen med andre producenters TV. TY-ER3D4 er lidt tungere ende konkurrenternes modeller, men sidder godt og solidt over næsen, og lukker udefrakommende lys effektivt ned, så man undgå reflektioner på indersiden af glasset. Brillerne er opladelige, og opladning til en enkelt helaftensfilm tager ikke meget mere end et par minutter. Brillerne har i Danmark en vejledende pris På små 700 kroner, men kan findes langt billigere.
Farvegengivelse og crosstalk
I denne omgang snød vi, og undlod et fuldt sæt af 3D målinger med aktiverede 3D briller foran måleudstyret. Til gengæld testede vi i praksis med varierende 3D materiale, og målte naturligvis de sædvanlige parametre for crosstalk mellem de to brilleglas.
Man kan godt se, at Panasonics DT50 ikke på samme måde som en del LED TV har en ubegrænset bagbelysning at skrue op for, når der er 3D. Selv med den opjusterede lysstyrke som aktiveres ved 3D var billedet en smule dæmpet. Til gengæld fulgte sortniveauet med tilsvarende med ned og var, målt gennem 3D brillerne, betydeligt bedre end i 2D, og bedre end Samsungs ES8005 i 3D. Den samlede lysgennemtrængning gennem et lukket brilleglas var på niveau med Samsungs ES805 med 2 %.
Generelt fungerer 3D rigtig godt på DT50, som nok er blandt de LED skærme vi har set med mindst ghosting i praksis. Ovenstående testbilleder taget gennem aktive 3D briller repræsenterer niveauet for ghosting udmærket, om end vi igen skal bemærke, at man ikke kan sammenligne direkte med tilsvarende biller af andre skærme.
Konklusion
Panasonics DT50 serie er et væsentligt skridt frem for Panasonic på LED fronten, og DT50 gør virkelig mange ting rigtig godt.
Billedgengivelsen ved skæve vinkler er den bedste vi har set på et LED TV, og selv uden kalibrering var vores TX-L55DT50 så tæt på referenceniveau, at kalibrering var mere et principspørgsmål end en nødvendighed. 3D performance er god med lavt niveau af ghosting og flot sortniveau, om end med et lidt lavt samlet lysoutput.
På featurefronten er Panasonic ikke helt så langt fremme som sine koreanske konkurrenter, men til gengæld er de inkluderede funktioner i højere grad nogen som rent faktisk giver mening i et TV. Vi oplevede heller ikke softwarefejl i vores brug af DT50, hvilket man bestemt ikke kan sige om LG og Samsungs 2012 modeller.
Når vi alligevel ikke er helt oppe og ringe af begejstring, og udpeger DT50 til årets LED TV, skyldes det to ting, hvoraf den ene er klart den vigtigste: Panelets basale egenskaber gør at sortniveauet aldrig bliver overbevisende til brug i mørke omgivelser, og den noget ujævne bagbelysning hjælper ikke herpå. Et dybere sortniveau er ganske enkelt nødvendigt for at billedet kan få tilstrækkeligt liv når man skal nyde en god film. Det er dog af mindre betydning i dagtimerne, eller med god belysning i lokalet. Det andet mindre betydningsfulde problem er at signalbehandlingen ikke i alle tilfælde kan hive den fulde opløsning ud af et interlaced signal ved 50 Hz.
Bedømmelse
Negativt:
– Ringe sortniveau
– Clouding / backlight bleed
– Virkelig ringe farvegengivelse i standardindstilling
– Ikke nogen standard analog lydudgang
– Smart TV features ikke på niveau med konkurrenterne
Positivt:
+ Pænt sortniveau i dagslys og god immunitet for lysindfald
+ (Subjektivt) fantastisk eksklusivt design
+ Farvegengivelse tæt på referenceniveau i True Cinema
+ Hidtil uset imponerende betragtningsvinkel for LED skærm
+ 3D gengivelse så fri fra ghosting som nogen LED skærm vi har testet
| Anmeldt af Kim Fredtoft. Denne anmeldelse bringes i samarbejde med AV Blog |
