Forside * Fokus

Klumme: Hvorfor sagsøger Apple ikke Google?


 


Forord


Nogle gange er det mere spændende end andre at være teknologi-skribent. For nogle gange går tingene rigtig hurtigt. Den kommende måned bliver formodentlig den mest nyhedsspækkede måned på gadget-fronten, vi nogensinde har set, og samtidig kører der alle mulige retssager og andre sager, som er spændende at følge.


Når man så engang i mellem får tid til at sætte sig ned og tænke over noget, overhaler virkeligheden til tider én. Jeg har længe villet skrive en klumme om, hvorfor i alverden, Apple ikke går efter struben  på Google, sådan som Steve Jobs ønskede det, men i stedet “slog på nogle, der var mindre end dem selv”. Endelig fik jeg så meget styr på mine tanker om det, at jeg torsdag aften og fredag morgen i sidste uge (Californien-tid, 9 timer efter Danmark) fik skrevet disse tanker ned.


Jeg uploadede klummen til Recorderes CMS fredag formiddag og sendte en mail til redaktør Lars om at den var klar til gennemlæsning og publicering.


Få timer senere, mens Danmark enten var ude i nattelivet eller lå og sov, landede dommen så i Apples patent-retssag mod Samsung, hvilket vendte det hele lidt på hovedet. Og jeg måtte skrive endnu en mail til Lars – denne gang om, at han lige skulle holde klummen tilbage, til vi vidste, hvad klokken var slået.


Nu, hvor vi ved, at Samsung har appelleret sagen, og hvor flere tech-medier har indtaget en holdning til dommen, er der nye perspektiver, der skal tages med ind. Fortune Tech har endda bragt en kommentar, der i ret uhyggelig grad minder om min egen – men min blev altså afleveret først 🙂


Derfor kan du her læse klummen som en slags “før og efter”-billede. Herunder følger klummen nemlig præcis, som den blev afleveret, inden dommen faldt. Og så kommer mine “efter”-kommentarer efterfølgende.


At dømme efter diskussionen, der er i kommentarsporet på Recordere-nyheden om Apple-sejren, er det her et emne, som mange er interesseret i at give deres mening til kende om. Så hold jer endelig ikke tilbage, hvis I overhovedet gider læse så langt som til slutningen af denne klumme.


 





 


Hvorfor Sagsøger Apple Ikke Google?


Det sidste års tid har været ganske underholdende at følge, hvis man er det mindste interesseret i, hvordan de store tech-giganter slås mod hinanden. Magtforholdet i, hvad der om føje år ser ud til at overhale energi og olie som de største økonomiske sektorer i verden, bør interessere enhver, der bekymrer sig om, hvordan verden hænger sammen geopolitisk såvel som velfærdsmæssigt og etisk.


I det seneste års tid har det hele handlet om patenter. Apples patenter for at være helt nøjagtig. Det var et af den døende Steve Jobs? sidste ønsker, at de idéer og innovationer, som Apple har bragt til torvs i forbindelse med videreudviklingen af især smartphones og tabletcomputere, blev beskyttet og attribueret til deres rette ophavsmænd i Cupertino.


 


Apple har idéer, de har ret til at beskytte


Jobs var kendt for at sige, at Apple stjal med arme og ben, men selvom Apple ikke har opfundet de ting, der bragte dem tilbage på banen og nu har gjort dem til verdens mest værdifulde tech-selskab (og i perioder bare verdens mest værdifulde selskab), så kan ingen nægte dem æren for at have skabt innovationer og idéer, der har gjort smartphones, tablets og personlige computere langt mere brugervenlige.


Af samme årsag er det ? lidt afhængig af, hvilke patenter, vi taler om ? svært at argumentere for, at Apple ikke skulle beskytte deres idéer, ud fra et moralsk synspunkt. Nogle af de ting, som de prøver at beskytte er måske nok videreudviklinger eller logiske konsekvenser af en udvikling, som det er svært at kræve ejerskab af. Lidt ligesom det ville være svært at patentere idéen om et hjulnav efter et hjul med eger først er opfundet.


Men der er mange småting, som Apple med rette kan beskytte, især i brugerinterfacet på smartphones. Mange af de små detaljer, der gjorde iOS lækkert allerede fra starten, er uden tvivl blevet anvendt i andre smartphone-designs uden at Apple har fået ret meget ud af det. Ifølge Apple er selv handler det ikke om penge, men om at de gerne vil have deres designs for sig selv, og at de mener, at andre selv burde kunne finde på noget.


Sådan hedder det sig f.eks. i et af dokumenterne, der blev fremlagt i Apples langstrakte og verdensomspændende patent-retssag mod Samsung. Det virker som om, Apple virkelig er ligeglade med at få licenspenge for at andre kan anvende deres produkter, men bare gerne vil have at folk selv finder på noget i stedet for at anvende deres idéer.


Men her melder der sig et interessant spørgsmål.


 


Android er den virkelige synder


Hvorfor er det, at Apple ikke går efter dem, der i med al tydelighed har forbrudt sig allermest mod deres patenter? Hvorfor er det, at Apple sagsøger Samsung og ikke LG, hvis brugerinterfaces og telefoner er lige så meget et rip-off af iOS og iPhone som Samsung? Hvorfor ikke gå efter Motorola, HTC eller ZTE eller Huawei?


Og endnu vigtigere: Hvorfor går de ikke efter Google?


Det er trods alt Google, der står bag Android, som er der, hvor hunden i virkeligheden ligger begravet. Det er Androids ikon-interface, der minder om iPhones, ikke Samsungs. Det er Androids måde at scrolle på, at flytte ikoner på, at lave stemme-interaktion på, der minder om iOS. Ikke de få ting, Samsung selv har smidt oven i Android for at gøre deres telefoner Samsung-agtige.


Nuvel, den første Galaxy S lignede til forveksling en iPhone. Men allerede med S II afveg Samsung så meget fra iPhone-designet, at det er svært at argumentere for en lighed. Og så er der hele sagen med Galaxy Tab. Det er VIRKELIG en fjollet sag.


 


Tablet mod tablet


Apple ville gerne argumentere for, at den oprindelige Galaxy Tab 10.1 lignede en iPad. Og når man skriver det med ord, kan det sagtens være, man kan få dette til at lyde logisk. Men holder man de to tablets op mod hinanden rent fysisk, finder man ud af, hvor meget sludder det er. For så er det, man opdager at Galaxy Tab er i 16:9-formatet og iPad er i 4:3, og at de to tablets derfor slet ikke har samme form.


Det eneste, der ligner, er at der er en sort ramme uden om skærmen. Og det kan Apple næppe påberåbe sig retten til at eje eksklusivt (selvom de faktisk prøvede), eftersom næsten enhver TV-fladskærm i enhver stue har samme designkarakteristik. Og firmaer som Archos og Nokia havde dette på deres skærme længe før Apple, i øvrigt. Man kan diskutere, hvorvidt Apple fandt på det med at have hele overfladen dækket af glas, men der skal nok være nogen, der gjorde dette før Apple, om ikke andet så på TV-området.


Når man kigger på hovedmængden af de punkter, som Apple har sagsøgt Samsung ? og andre firmaer ? for, så går det faktisk mest på softwaren. Og det er derfor, man kan undre sig over, hvorfor i alverden, de ikke går efter Google. Steve Jobs sagde til Walther Isaacson, da sidstnævnte skrev den officielle biografi om Jobs i Apple-chefens sidste leveår, at han var klar til at føre ?atomkrig? mod Google for at have stjålet iOS, da de lavede Android.


 


Hvorfor Apple ikke tør binde an med Google


Android blev købt af Google fra et mindre firma oprindeligt, men Apple kan argumentere for, at det var da Google fik fat i Android-kernen, at de byggede et brugerinterface op omkring den som var lidt for iOS-agtig.


Så hvorfor ikke Google? Det kan der være flere årsager til:


1. Google er for store. Google har ikke samme markedsværdi som Apple, men de sidder på en gigantisk pengetank, og en retssag mod dem vil derfor både blive dyr og lang.


2. Apple laver hardware ? Google gør ikke. Fordi Google ikke er under pres for at smide hardware på gaden løbende ? og dermed ikke skal have med underleverandører at gøre hele tiden ? er de ikke lige så sårbare som Apples supply chain er.


3. Google er ikke lige så afhængige af aktieværdien. Apples investorer er dem, der gør Apple store. Hvis man kigger på Apples indtjening, er den god, men ikke lige så imponerende gigantisk som deres aktiværdi. En langtrukken retssag vil ramme dem hårdere på aktiemarkedet, end det vil ramme Google samme sted.


4. Kamp om talenterne. Googles hovedkvarter ligger kun 10 km fra Apples. I Silicon Valley er der allerede stor kamp om talenterne, og hvis der skulle være nogen, der blev trætte af Apples evige retssager, ville Google kunne ramme Apple ved at lokke deres talenter over til sig.


5. Amerikansk lovgivning. Det tog ikke Apple ret lang tid at lægge deres retssag i forbindelse med Motorolas Xoom-tablet ned. Så snart Google havde annonceret, at de var klar til at overtage Motorola Mobility, trak Apple stikket. Det amerikanske retssystem er komplekst, og i en sag, hvor det er et stort firma mod et lille firma som Motorola, kunne Apple føle sig sikre. Men når Motorola pludselig havde Google bag sig, er det en anden sag.


6. Asiatisk lovgivning. Jeg vil ikke udelukke, at det er forbigået denne skribent, og så må de årvågne Recordere-læsere rette mig. Men så vidt, jeg er orienteret, har Apple endnu ikke sagsøgt nogle af de kinesiske smartphone- og tabletproducenter, der også forbryder sig mod patenterne. I Kina er ophavsret og patentret mildest talt på begynderniveau, fordi al ophavsret indtil for nylig er tilfaldet den kommunistiske stat, og først i de senere år er der blevet løsnet op for dette. I Kopi-Kina vil det derfor være ret svært at føre en sag om at nogen har stjålet noget som helst. Sådan er det dog ikke i Sydkorea, der lærte af Japan og op igennem 80?erne og 90?erne fik opbygget et vestligt-lignende system, der gør det meget nemmere at navigere for patent-advokater. Men der er stadig ikke århundreders tradition for det, som der er her i vesten, og Apple øjner måske en chance for at kunne slå Samsung, fordi der simpelthen er en længere tradition for patenter og ophavsret i vesten.


7. Hardware vs Software. Og så er der naturligvis den mest oplagte årsag: Samsung er verdens største elektronikproducent og har tidligere været en af Apples største leverandører. Nu er de Apples største konkurrent på Apples primære forretningsområde, som er salg af hardware. Hvis de kan få Samsung ned med nakken, bør det være en sejr og en konkurrencefordel i Apples primære marked ? set med Apples øjne.


Spørgsmålet er dog, om forbrugerne ikke er fløjtende ligeglade. Mon ikke mange vil fortsætte med at købe Samsung-produkter, uanset hvor mange retssager, Apple vinder? Spørgsmålet er, om ikke Google ville være et bedre mål, for Apple ville kunne tvinge Google til at pille halvdelen af de mest brugervenligheds-skabende funktioner ud af Android, og dermed slå ALLE konkurrenterne, der bruger Android tilbage med ét slag. Spørgsmålet er, om de tør.


I sidste uge blev det offentligt kendt, at Motorola Mobility nu sagsøger Apple for patentbrud. Det skete kort efter, at Google havde færdiggjort overtagelsen af firmaet. Så reelt set sagsøger Google nu Apple.


Så måske er vor tids største kamp mellem tech-giganter allerede gået i gang.


 




Annonce:


 


KOMMENTARER EFTER SAMSUNG-DOMMEN


Med ovenstående klumme in mente, er jeg overvejende enige med mange af de kommentatorer, der har været ude i blogosfæren med en holdning til afgørelsen.


Jeg synes ikke rigtig, man kan være i tvivl om, at Samsung skelede til iPhone, da de lavede udformningen af den første Galaxy. Det var nu også så mange andre, der gjorde, og Apple har gået efter flere af dem.


Men siden har Samsung gået sine egne design-veje, altså lige med undtagelse af de ting, der helt tydeligt kan attribueres til Android…og som derfor ikke burde ligge producenterne til last.


De som har fulgt overtegnedes skriverier gennem årene ved, at jeg er en stor tilhænger af ophavsret. Jeg mener, at idéer skal beskyttes, for monetisering af idéer er det eneste alternativ til stats-støttet innovation og forskning. Og hvorend, jeg holder af det sidstnævnte, så kan staten kun være en mindre del af et stort innovationsmiljø. Det private skal tage størstedelen af slæbet, og her er retten til at tjene penge på sine idéer fuldkommen essentielt.


Problemet opstår, når man i et retssystem tilkender retten til idéer til et firma, der egentlig ikke kan påstå at have fundet på dem alene. Med den nye dom er det for eksempel fastslået, at Apple er “ophavsmand” til den måde, ikonerne præsenteres på iOS. Og ja, idéen om kvadratiske ikoner med runde hjørner er måske Apples.


Men de af os, der har brugt smartphones i lang tid, ved at såvel idéen om apps som idéen om opstillingen af dem i et “grid” allerede blev brugt på Symbian-platformen på smartphones som Sony Ericsson P800/900, samt Motorolas tidligere smartphones – dem, som 3 solgte i sin tid (A1000, f.eks.)


Det er problematisk, fordi Apple nu har fået tilkendt en række rettigheder, som de ikke helt har fortjent. Mange kommentatorer mener, at de nu står i en situation, som Microsoft var I i 1990’erne og de tidligere 2000’ere, hvor de nærmest havde monopol på essentielle tech-elementer…og udnyttede det. En enkelt kommentar, jeg har set, antyder, at det gamle “M$”-tegn for Microsoft nu er erstattet af “Appl?”.


Fremtiden vil vise, om Samsung får held til at appellere dommen, og måske i en appelret kan få en mere tech-kyndig jury, og måske ikke een, hvor alle medlemmerne kommer fra Silicon Valley, hvor Apple bor. Husk på, mange af jurymedlemmerne kender formodentlig venner og familiemedlemmer, der arbejder hos Apple eller i relaterede virksomheder i området. Hvis Samsung fik held til at køre sagen i andre store, amerikanske teknologi-områder som Raleigh i North Carolina, Austin i Texas, New York, eller Washington D.C. var juryen måske mere fair overfor sydkoreanerne.


Men selv, hvis Apple kan fastholde retten til de idéer, de mener at Samsung har stjålet, kommer vi til at se Apples sande ansigt. Hvis de virkelig mener det alvorligt, bør de gå igang med at smadre løs på Google med det samme. Det virker simpelthen ikke rimeligt, at alle hardwareproducenterne skal straffes for idé-tyveri, der i virkeligheden er foretaget af Google i forbindelse med Android-udviklingen.


Men Google ligger også i Silicon Valley, kun 10 km fra Apple, og i en sag mod Google vil juryen være sammensat tilfældigt fra den samme gruppe af mennesker som i Apple-Samsung-sagen, nemlig indbyggerne i San José-området i Silicon Valley. Hvis det her virkelig handler om idéer, og ikke bare er et forsøg på at reducere Samsungs markedsandele – de er trods alt Apples største konkurrent – så kommer vil til at se en Apple-Google-retssag snart.


Hvis ikke, må Apple simpelthen stemples som hyklere.


Jeg tror personligt, at Google godt er klar over, hvordan det er fat. Og at det er derfor Motorola Mobility – nu fuldkommen ejet af Google – netop har anlagt en patentretssag mod Apple. Den bliver spændende at følge.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.