Forside * Nyheder

Spilanmeldelse: Little Big Planet Vita

De fleste af jer kender nok Little Big Planet universet. Det var med Little Big Planet (LBP), at Sony søsatte deres: Play, Create, Share koncept, hvor man både kunne spille, skabe egne baner og endelig dele dem med hele verden. LBP på PS3 blev en gigantisk succes, hvor universet idag tæller tusindvis af fantastiske baner, skabt af brugere med skaberevner udover det sædvanlige.

Annonce:

Ikke bare en konvertering

Konceptet overføres nu til PlayStation Vita. Der er dog ikke tale om en “port”, altså en ren konvertering af PS3 spillet. Der er derimod om et helt nyt spil, en ny udvikler og helt nye muligheder i kraft af Vitaens unikke funktioner.

Ved første øjekast ligner LBP universet egentlig sig selv. Banerne er stadig placeret på planeter, hvorfra man frit kan hoppe mellem offline- og onlinebanerne, ligesom man har sin egen planet, hvor der kan skabes egne baner. Med sin lille sackboy skal der som du kender det, hoppes, klatres, springes igennem fantasifulde og utroligt smukke baner, alle fuldt på omgangshøjde med PS3 spillene. Banedesignet i LBP Vita helt fantastisk. Hvert område består af 8 baner og flere minispil som åbnes undervejs. Nogle baner har områder, der kræver flere spillere, mens andre områder kræver at du benytter de utroligt lækre gadgets, der præsenteres. Gribeklo, jetpacks eller hvad med en trekantet bil, der klistrer på alle overflader den berører? Dine “våben” i LBP Vita er fantastisk udført og gør spiloplevelsen helt fænomenal. Hvis nogle havde frygtet at en ny udvikler ikke kunne løfte arven fra de gamle spil, vil jeg mene at de har taget spillet flere skridt opad.

Det varer heller ikke længe før du skal til at benytte Vitaens mange ekstrafunktioner. Især forreste og bagerste touchskærm tages i brug – og det uden det på nogen måde føles forceret, snarere spørger man sig selv, hvordan man overhovedet har klaret sig uden touch hidtil. Touchfunktionerne kombineres med knaptryk, ofte skal begge benyttes på samme tid, hvilket stiller lidt krav til motorikken, men bestemt ikke er kedeligt. Touchen i LBP Vita er i mine øjne det bedste eksempel på, hvordan udviklerne kan udnytte funktionen.

 Hyggelig historie

LBP Vita indfører også en historie i spillet. Den onde dukkefører har taget over og det er naturligvis din opgave at redde dagen og hindre, at dukkeføreren ender med at tage kontrollen over hele universet. Historien er naturligvis ikke dyb, men den er hyggelig og hele tiden krydret med humoristiske indslag fra de mange personligheder man møder på sin vej. Spillet er med dansk tale så også de yngre spillere kan være med.

Minispil og arcadehal

Ud over de normale LBP baner, bydes der også på noget nyt og temmelig genialt. Undervejs åbnes for minispil som ikke nødvendigvis har noget med LBP universet at gøre. Lad mig nævne et par stykker: Air Hockey, en LBP version af tetris, et wack-a-sackboy spil, fingercurling, tankbattles og mange flere. Fælles for spillene er, at de er underholdende og næsten altid henvendt til to eller flere spillere.

Foruden minispillene indeholder LBP Vita også sin helt egen arcadehal! Ja, du læste rigtigt. I takt med, at du gennemfører historiedelen, åbnes et rent slaraffenland af små arcadespil, nogle vil du måske ligefrem genkende fra år tilbage. Jeg har allerede spenderet timevis på arcadeplaneten, spillet spil der sagtens kunne have eksisteret på egen hånd og som hver især er geniale til tidsfordriv på farten.

Er du mere til at skabe dine egne baner kan du også det. Det er stadig en smule kompliceret og tager lang tid, hvis du vil lave rigtigt flotte baner. Dog er Vitaen genial med sin touchfunktioner, idet det gør banekreation lettere nu du kan trække fingrene rundt på skærmen.

Konklusion

LBP Vita har virkelig gjort indtryk på mig og er for mig beviset på at Vitaen har sin berettigelse. Historiedelen tæller 40 baner plus minibaner, hvilket måske er lige i underkanten. Heldigvis byder spillet også på muligheden for at skabe baner selv og jeg er sikker på, at det ikke varer længe, før der vil komme mange brugerskabte baner som kan spilles online, eller downloades. Allerede nu, før udgivelsen, ligger ekstrabaner online klar til download. 

Jeg er dybt imponeret af Vita udgaven, der i mine øjne er mindst ligeså flot grafisk som PS3 udgaven. LBP Vita er skabt til Vitaen og det kan mærkes. Det her er et spil du SKAL eje hvis du har en VIta. Har du ikke det, bør du seriøst overveje at anskaffe dig en omgående .

 

Karakter: 10/10

 

Udkommer til PlayStation Vita den 19. September

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.