Forside * Nyheder

Mobil med 15 års batterilevetid kører med AA


En mobiltelefon med et enkelt AA-batteri? Hvorfor ikke?


Her er endnu en af de mere kuriøse indspark på årets CES-messe. Den har endda vundet en af messens prestigiøse Best of Innovations-priser og er derfor blevet udstillet i specielle montrer rundt omkring.


Der er tale om en mobiltelefon, der kan køre på et enkelt AA-batteri. Det er ikke meget, man kan med SpareOnePlus, som telefonen hedder. Man kan faktisk kun ringe. Men den er også allermest lavet til nødsituationer. Således har den en knap, der altid kan sætte sig i forbindelse med en redningstjeneste i det land, du nu befinder dig i.


Den har en lommelygte indbygget i toppen, der kan køre i 24 timer uafbrudt på det ene batteri inden i. Og så har den også en celle-id-tjeneste, så det er nemt for folk at finde én, hvis man for eksempel ligger under murbrokkerne i en nedstyrtet bygning, eller er faret vild i vildmarken (hvor der så forhåbentlig er mobildækning alligevel)


Det sjove ved en telefon af den her slags er dog batteri-levetiden. Med et AA-batteri ombord har den en standbytid på 15?år!


SquareOnePlus kommer i øvrigt med en vandtæt (ned til 1 meter) pose, som man kan tale igennem, hvis man gerne vil reddes til vands. Samme pose kan klare temperaturer ned til -30 grader celsius. Den kommer til at koste omkring 100 dollar, når den lanceres senere på året.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.