Forside * Tests

Brugeranmeldelse: Buttkicker LFE kit


 


Få et spark af hjemmebiografen. Iron Man er klar med en brugeranmeldelse af Buttkicker LFE.


Jeg har flere gange oplevet, at folk spørger til bass-shakere, bodyshakere, Buttkicker m.v. og sammen med en række forespørgsler fra forskellige personer der gerne vil vide mere, om en Buttkicker, så vil jeg gerne dele mine erfaringer med de øvrige brugere her på recordere.


Normalt når jeg køber nyt udstyr til mit surround system, så vil jeg gerne se, høre og røre ved tingene før, at jeg beslutter om produktet er noget for mig. I forbindelse med, at jeg købte et Buttkicker LFE kit til mit system, så var det dog rent “blind buy”.


Jeg havde for et par år siden prøvet en Buttkicker, hvor jeg var meget imponeret, derudover har jeg også prøvet billigere udgaver som ofte kaldes bass-shakers. Lige siden overvejede jeg, at prøve en Buttkicker i mit eget system.


Lige pt. har jeg faktisk solgt min Buttkicker, men det skyldes at jeg flytter sofaen når jeg vil lytte seriøst, og det er ret upraktisk med Buttkickeren monteret under den ene fod.


 


Indledning


Selvom mine kollegaer på jobbet var overbevist om, at jeg havde modtaget en eller anden form for sexlegetøj, så tror jeg faktisk ikke, at der findes noget surround produkt, hvor navnet fortæller så meget om formålet som det er gældende med en “ButtKicker”.


Vi søger alle konstant efter nye måder, at forbedre vores systemer på og som tiden går, så bliver det ofte dyrere og dyrere at lave disse opgraderinger. Nogle er endda så heldige at have en rigtig hjemmebiograf med stor lyd og billede. Ind i mellem oplever man dog alligevel, at stifte bekendtskat med et produkt som yder lidt ud over det sædvanlige.


Normalt handler det om god lyd, billede og lokalet, men har man nu også det hele?


 



 


Hvad er en Buttkicker?


Skulle Buttkicker’en have haft et mere et mere konservativt navn, så kunne det fx have været “bass shaker”, det er i alt i sin enkelthed hvad det går ud på. Bevægelses actuators har været fremme i en del år. Visse hjemmebiofirmaer blev tidligere specialister i at montere dem i hjemmebiografer, hvor de blev bygget ind i sæder/sofaer eller man fremstillede specielle podier til biografstolene, hvori de kunne installeres. Processen med installationen var ret besværlig og det kostede en del arbejdskraft. Sidstnævnte gjorde nok, at produkterne var forbeholdt få entusiaster.


For nogle år siden blev Buttkicker’en så opfundet af “the Guitammer Corporation” i USA, en shaker som skulle gøre installationen langt nemmere. I dag kan man endda købe en samlet kit, som indeholder alt hvad der skal bruges. George Lucas skulle eftersigende også have 4 Buttkickere monteret i sin personlige hjemmebiograf.


Buttkicker’en laver ikke lyd men i stedet vibrationer. Hele ideen med Buttkickeren er, at man kan opleve følelsen af en kraftig bass som ellers ville kræve endog enormt høje lydtryk samt subwoofere som er i stand til, at spille meget meget dybt. Buttkicker’en kan også være interessant pga. andre årsager enten fordi, at man bor i lejlighed eller at man ikke vil vægge børnene. Buttkickeren bliver i øvrigt også refereret til som en “silent subwoofer”.


Selve Buttkickerens design er patenteret, og kan lave væsentligt kraftigere rystelser kombineret med en længere levetid sammenlignet med fx svingspole baserede bass-shakers. Buttkicker’en ligner med sin form og køleribber nærmest en lille motor, den består da også af et magnetisk styret stempel som er i stand til, at bevæge sig nøjagtigt i takt med musikken. Stemplet vejer cirka 1,5kg og bevægelserne fra dette stempel overføres til det som Buttkicker’en fastgøres til.


Buttkicker’en er i øvrigt specificeret til, at kunne generere rystelyster fra signaler helt ned til 5Hz, grænsen for “.1” LFE sporet ligger på 3Hz. 5Hz er i øvrigt langt under de frekvenser, hvor selv de største subwoofere kan genere lydtryk af betydning. Derudover er det nok de færreste film som kommer meget under 10Hz. Buttkicker’en er en passiv enhed, og for at kontrollere Buttkicker’en korrekt skal man have rigeligt effekt til rådighed. Specifikationerne siger minimum 400 watt og maximum 1500 i 4 ohm.


The Guitammer Corporation påstår at Buttkicker’en er praktisk talt uopslidelig og samtidigt vedligeholdelsesfri. Buttkicker’en bruges i øvrigt af nogle af verdens mest krævende IMAX biografer, hos Disney, Universal Studios + flere. Der findes også andre mindre udgaver af Buttkicker, fx laver man et kit til computer spil.


 



 


Hvad indeholder kittet


ButtKicker:
Kittet indeholder naturligvis en Buttkicker (LFE udgaven). Denne enhed er primært fremstillet til, surround lyd og denne arbejder optimalt når den får lov, at arbejde de helt dybe områder fra 5-40Hz. Til musikere, scenebrug m.m. kan man eventuelt vælge Buttkicker Concert, som arbejder bedre i 40-80Hz området.


Power:
Kittet indeholder en BKA1000-A4 forstærker. BKA1000-A4 forstærkeren kan levere 1000 watt ved 4 ohm og 1900 watt ved 2 ohm og ifølge The Guitammer Company kan 1 forstærker trække op til 4 Buttkickere.



  • Niveauregulering: Forstærkeren har sin egen niveauregulering, så man kan skrue op og ned for Buttkicker’en uafhængigt af det resterende system. Det anbefales at man skruer sin pre-amp eller op på 0 (nul) på subwoofer udgangen, så forstærkeren har et ordentligt signal at arbejde med. Har man fx autosetup, så kan dette have skruet ned for subwoofer udgangen. Skru i stedet op, og kompenser ved, at skrue ned på subwooferen.
  • Low-cuttoff: Forstærkeren har en low-cuttoff funktion, som kan skære den dybeste bass af -1,5 – 3dB ved omkring 10Hz. Funktionen kan bruges, hvis man ønsker lidt mindre effekt ved de dybeste frekvenser. Man skal være opmærksom på, at hvis man ikke benytter en Buttkicker forstærkeren, kan man opleve at vælge forstærkere som har et indbygget low-cuttoff, da man historist har opfattet information under 20Hz som ubrugelig og skadeligt for højttalere. Vælger man ikke at benytte Buttkicker forstærkeren, så kig i specifikationerne til forstærkeren, og kontroller forstærkerens frekvensområde. Producenten anbefaler dog på det kraftigste, at man undgår ENHVER form for low-cuttoff. Et fuldt cuttoff ved 20Hz er ikke acceptabelt, da det sætter store begrænsninger for de usædvanlige kvaliteter som Buttkickeren har.
  • High-cuttoff: Benytter fx Buttkickeren til computeren eller et stereoprodukt så modtager man typisk et fuldt stereosignal. Slår man high-cuttoff til, kan det indbyggede delefilter skære de øverste frekvenser fra. Man kan selv regulere delefrekvensen som er trinløs variabel fra 160Hz og ned til 40Hz.

Buttkicker’en stiller i øvrigt store krav til forstærkeren. Jeg har erfaret fra andre, at endog meget kraftige effekttrin måtte sige fra, også modeller som på papiret yder som en BKA1000. Konkret har jeg selv tidligere oplevet en Buttkicker sammen med en ældre NAD 319 stereoforstærker. Brokoblet ydede denne forstærker dynamisk cirka 500 watt i 4 ohm, og dette var ikke tilfredsstillende, Buttkicker’en yder simpelthen ikke ordentlig og forstærkeren forvrænger.


 



 


Installation


Installationen af ButtKicker’en kan foregå på flere måder. Man skal være særligt opmærksom på, at Buttkicker’en er lavet til, at arbejde vertikalt, at den hænger på hovedet betyder ikke noget. Den går ikke i stykker af at arbejde horisontalt, men effekten bliver angiveligt minimeret (dette har jeg ikke selv testet).


Jeg har valgt, at benytte det medfølgende installationskit, hvor sofaens ene ben bliver på placeret på den plade, som Buttkicker’en er monteret til. Man kan naturligvis også vælge, at skrue den direkte fast i sofaen.


Vælger man ikke at benytte dette, er det vigtigt at man under installationen tænker over, hvad der kan vibrere og hvad der ikke kan. Det er fx ikke optimalt, at skrue Buttkicker’en direkte i et betongulv. Den effekt opnås ved installation på flydende emner, som ikke er alt for kraftigt fastgjort fx til gulvet eller væggene.


Buttkickeren tilsluttets subwoofer pre-out på ens receiver eller forforstærker. Har man kun en subwooferudgang må man enten bruge et Y-kabel eller link out på sin subwoofer.


 


 




 


 


Performance


Efter en masse kedelig snak, så kommer vi nu til som det hele handler om performance. For at teste Buttkickeren kan man fx afspille et frequency sweep, hvor man vil kunne mærke, hvordan Buttkickeren går helt i kælderen.


Overordnet så får man så absolut hvad man betaler for. Buttkickeren er så vild, at man sagtens kan skrue så højt op, at det bliver for meget af det gode. Ser man fx en film som Cloverfield, så har jeg selv oplevet, at det i kombination med kraftig subwoofer blev så seriøst, at jeg var bange for, at gulvet under mig ville forsvinde og at jeg pludseligt ville ende hos min underbo. Jeg har tidligere læst en amerikansk anmeldelse af Buttkickeren, hvor testpersonen anvendte 4, ja fire, Velodyne DD18 i sin hjemmebio, men han måtte indrømme, at de ikke kunne levere samme oplevelse som Buttkickeren.


Min egen erfaring siger mig, at det er bedst, at sætte high-cutoff til 40Hz, så den kun arbejder med frekvenser under 40Hz. Dette skyldes primært, at alle mine højttalere står til “small” med en delefrekvens på 80Hz. Får Buttkickeren lidt ekstra volumen, så vil den også vibrere i takt med musikken som afspilles i subwooferkanalen mellem 40-80 Hz. Dette vil jeg ikke anbefale og sættes delefrekvensen til 40Hz, så minimeres dette problem.


Niveaureguleringen skal i øvrigt foretages efter ens personlige smag, men jeg vil anbefale, at man ikke skruer højere op end, at vibrationerne i øvrigt “hænger sammen med resten af lyden”. Hvis man ikke spiller særligt højt, men der er fuld knald på vibrationerne, så vil opfattes en smule komisk.


Buttkickeren har en smule driftsstøj når den bevæger sig, det kan derfor være en fordel, at man kan placere den under sin sofa. Får den fuld gas, så kan Buttkickeren afgive en meget grim lyd idet stemplet banker mod enderne, så skal der skrues lidt ned igen. Jeg kender ingen som har ødelagt deres Buttkicker, så producentens udtale om, at den er “indestructible” må indtil videre være rigtig. Hvor stor en sofa man bruger og om den er opbygget med løse puder kan have en dæmpende effekt som betyder, at Buttkickeren skal have lidt ekstra volumen.


Udover selvfølgelig, at give et kæmpe boost til kraftige eksplosioner, så vil man også opleve, at fx skudscener bliver peppet gevaldigt op. Jeg kan fx henvise til Inception, hvor skuddene opleves som små præcise ryk, hvilket giver fornemmelsen af, at man rent faktisk bliver skudt i ryggen.


Sætter man Iron Man 2 på, så vil få en fysisk rystetur i den første scene, hvor Iron Man hopper ud fra en flyvemaskine. Man kommer tættere på en oplevelse af, at man selv hænger i luften som Iron Man.


I Rambo 4 bliver en landsby pludseligt ramt af en motér, og overraskelsen bliver mere intens når man samtidigt får et fysisk ryk i sofaen.


Sætter man en gyserfilm på, så vil man også her få et løft i oplevelsen. I gyserfilm anvendes ofte basslyde til “chokeffekter”, hvilket forstærkes med Buttkickeren. Jeg vil dog godt pointere, at min kæreste ikke er særlig stor fan af dette, da hun i forvejen ikke bryder sig om gyserfilm. Det kan man selvfølgelig trække på smilebåndet over, men jeg mener faktisk, at det er noget som man måske skal tænke over.


 



Den trådløse variant. 1) Sender, 2) Forstærker/modtager og 3) Buttkicker


 


Alternative produkter


Man kan købe et Buttkickerkit, hvor signalet kan overføres trådløst. I dette tilfælde placeres forstærkeren i nærheden af Buttkickeren, men man er ikke afhængig af, at skulle overføre et signal med kabel fra sin receiver eller forforstærker. Det trådløse kit indeholder dog en Buttkicker som er en anelse svagere end LFE udgaven.


Earthquake laver en model som hedder Q10B som kan være et alternativ til en Buttkicker, jeg har dog ingen erfaring deres produkter.


Jeg vil under ingen omstændigheder anbefale de billigere bassshakere. Jeg har prøvet sofaer med op til 4 bass-shakere og Buttkickeren er på alle mulige måder i en helt anden liga. Køber man nogle bass-shakere sammen med brugt forstærker, så mener jeg lige så godt, at man kan smide de sidste penge for et Buttkicker sæt. Merprisen er alle pengene værd.


 


Konklusion


Et surround system har billede, lyd og en Buttkicker. Overordnet så synes jeg, at den ekstra dimension som en Buttkicker tilføjer er alle pengene værd. De fleste betaler store summer for, at opnå et endnu bedre billede eller en endnu bedre lyd, men for cirka 5.500 kr., så kan man tilføje en helt ny dimension til sit system. Dette gør også, at jeg synes, at det er en billig investering i forhold til hvad billede og lyddelen typisk koster.


Monteringen og opsætningen af Buttkickeren tager lidt tid og man kan opnå en bedre performance, hvis man gider, at bruge lidt tid på, at indstille niveau og delefrekvens. Jeg mener dog, at enhver vil kunne få en Buttkicker til at fungere uden problemer.


Byggekvaliteten af selve Buttkickeren føles virkelig god, og jeg har aldrig oplevet problemer selvom den har fået en ordentlig røvfuld tæsk. Ydelsen er i top og løftet om, at Buttkickeren kan levere vibrationer i de helt dybe frekvenser holder stik.
 
Jeg ser frem til, at få en Buttkicker tilbage i mit system, hvor den pt. er savnet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.