Forside * Fokus

Internettet er i hænderne på de hemmelige nøglebærere


 


14 personer har adgang til de 7 hemmelige nøgler, der giver magten og kontrollen med internettet.


At verden er blevet afhængig af internettet vil de færreste nok benægte, og så meget desto mere er der grund til at passe godt på det. Eksempelvis passe på at kontrollen ikke ender i de forkerte hænder.


Men internettets kerne-funktion ligger faktisk i hænderne på blot 14 personer og 7 hemmelige nøgler. Det skriver avisen The Guardian.


Det handler om nettets “telefonbog”, de navneservere (DNS) der oversætter internet-adresserne til IP-adresser. Så når du eksempelvis skriver http://recordere.dk i internet-browseren, så ender du inde på den rigtige server, den der leverer indholdet til hjemmesiden her.


Organisationen bag internettets navneservere hedder Internet Corporation for Assigned Names and Numbers (ICANN), og det er dem der så at sige har betroet internettet til de 14 personer.


Hvis nogen fik kontrol over master-databasen hos ICANN, kunne de omdirigere nettets trafik. Eksempelvis sende kunder i netbanken over i en falsk netbank. Så det ville være katastrofalt for internettet, hvis noget sådan kunne ske. Noget andet er hvis der sker noget med master-databasen, så den en dag skal genopbygges.


Det er her at de betroede personer kommer ind i billedet.


ICANN har valgt 7 personer og givet dem hver en hemmelig nøgle. Det er en fysisk nøgle. Derudover er der udvalgt yderligere 7 personer, som er backup for de første 7, og de holder på reservenøglerne.


De 7 hemmelige nøgler kan åbne nogle bankbokse der er placeret rundt omkring i verden, og inde i hver af de bokse ligger et smartcard.


De 7 smartcard danner tilsammen hovednøglen. Et kodeord af en slags, der giver adgang til master-databasen hos ICANN.


Fire gange siden 2010 har de 7 nøglebærene mødtes til særlige nøgle-ceremonier, hvor formålet er at generere en ny hovednøgle til master-databasen hos ICANN. Alene sikkerheden omkring denne ceremoni er ekstrem høj, og vejen ind til det “hellige” rum går igennem en stribe af sikkerhedsforanstaltninger med kodeord og håndscannere.


Så det der kunne lyde som oplægget til manuskriptet til en god roman eller film, er blevet virkelighedens sikkerhed omkring internettets drift.


“Seven Keys to rule them all”.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.