Forside Emner Spil fokus

Spilanmeldelse – Middle Earth: Shadow of Mordor



 


Middle Earth: Shadow of Mordor er et yderst vellykkede action spil med udgangspunkt i tiden imellem Hobbitten og Ringenes Herre.


Den massive succes som filmatiseringerne af Tolkiens Ringenes Herre og Hobbitten har opnået, har selvfølgelig fostret en masse sideprojekter såsom en masse computer- og konsolspil. Desværre har ikke alle spil har været lige vellykket og de fleste er hurtigt gået i glemmebogen.


Middle Earth: Shadow of Mordor er heldigvis et yderst veldesignet og ionteressant spil, som leverer mange gode timer i selskab, i et open world spil, hvor man i skønsom blanding af action og stealth slår en masse skurke ihjel.



SoM foregår i tiden imellem Hobbitten og Ringenes Herre. Sauron er besejret og menneskene fra primært Gondor bevogter “The Black Gate” imellem resten af Middle Earth og Mordor. Som tiden går begynder Sauron og hans tilhængere dog igen at røre på sig og samtidig bliver der færre og færre til at bevogte porten.



Du spiller rangeren Talion, som stadigvæk trofast vogter porten, men som er i håbløst undertal, da “The Black Hand of Sauron” iværksætter det uundgåelige angreb. I et blodigt ritual får Talions kone og dreng skåret halsen over for øjnene af Talion og dør.


Samme skæbne burde overgå Talion, da dennes hals får samme behandling. Men nogle eller noget er ikke helt færdige med Talion. For han vågner og opdager, at han nu deler krop med elveren Celebrimbors ånd og sammen skal de nu udfinde og bekæmpe Saurons tropper i Mordor.


Hvorfor og hvem der har bundet dem sammen skal ikke afsløres her.


 



Et alsidigt kampsystem


Selve spillet er et klassisk sandkassespil, hvor man i eget tempo og rækkefølge gennemfører enten historiemissionerne eller de utallige sidemissioner og challenges, som du efterhånden lukker op for ved fx at dræbe fangevogtere etc.


Til at starte med bevæger man sig rundt til fods, men inden længe lærer man at ride på Caragons(en form for firbenet monsterhest) og så går det hurtigt over stok og sten. Hvis man ikke gider at gå eller ride, så kan man også hurtigt rejse imellem de såkaldte Forge Towers, som man i ren Assassins Creed stil åbner op for undervejs.


Mordor er dog ikke et særligt stort område og man har ret hurtigt været i alle hjørner og kanter.


Talion er til at starte med ret ineffektiv til både at kæmpe i nærkamp og til at skyde med Celebrimbors bue, så i starten dør man en frusterende meget. Men efterhånden som man får tilegnet sig nye færdigheder og bedre udstyr, så bliver det hele meget nemmere.


Man skifter lynhurtigt imellem at kæmpe i nærkamp med Talion eller at gå i ranger mode med Celembribor. Kampsystemet er meget lig hvad man har set i andre spil såsom Batman, hvor man ved at trykke på bestemt knapper fx kan parrere fjendernes angreb effektivt og præcist.


Systemet fungerer rigtig fint og det er en fornøjelse fx at starte med at skyde en warchiefs livvagter i hovedet med sin bue for så hurtigt efterfølgende at trække sit sværd og nedkæmpe chefen.



 



 


Hævnen er sød 


Talion kan heldigvis også andet end kun at storme frem og nedkæmpe enhver fjende han møder.


Der er rig mulighed for at snige dig rundt og kun slå udvalgte mål ihjel med dine snig angreb. Det er særdeles effektivt at gemme sig i en busk og så lokke en ork hen til dig, for efterfølgende at slå ham ihjel eller tvinge informationer ud af ham.



Informationerne kan bruges til at få kendskab til de forskellige fjenders styrker og svagheder og dermed opnå nyttig viden omkring hvordan man lettest slår pågældende ihjel.


Dette bliver som udgangspunkt brugt i spillets Nemesis system, hvor man let og overskueligt får et indblik i Saurons hær magtstruktur. Man kan få informationer om navne, lokaliteter og som tidligere nævnt styrker og svagheder. Hvis man så udnytter denne svaghed til at slå pågældende ihjel, så får man en ekstra bonus, som man kan bruge videre i spillet.



Nemesis systemet bidrager ikke med det helt store, men det er ganske underholdende i starten at se hvordan orkerne kæmper indbyrdes og dermed kommer højere op i deres interne hierarki. En anden sjov vinkel er, at hvis/når du dør i spillet, så stiger den ork, som slog dig ihjel, i graderne. Nemesis-systemet gør så, at man kan følge ham i spillet, indtil man får sin søde hævn ved at slå ham ihjel.



På et tidspunkt i spillet får man også muligheden for at dominere og hjernevaske nogle af orkerne. Efterfølgende kan man så styre dem og stille og roligt lave sin egen lille hær, som man kan bruge strategisk.



Grafisk er spillet rigtig stemningsfuldt og både Talion og fjenderne er flotte og detaljeret og lever op til hvad man efterhånden kan forvente. Selve Mordors landskab er også pænt og nydeligt, men personligt kunne jeg godt have ønsket mig, at det var væsentligt mere hærget og dystert ala hvad man fx ser i Ringenes Herre filmene, selvom det selvfølgelig foregår mange år efter spillet.


Det ændrer dog ikke ved, at det hele er lidt for pænt i mine øjne. En rigtig fed detalje er dog, at i hvert fald på PS4, så kommer der dialog, lyde og musik ud fra selve controllerens højtalere. Det virker ret fedt, især fordi stemmeskuespillet og musikken er af høj kvalitet i spillet.



 


Konklusion:



Middle Earth: Shadow of Mordor er et rigtig underholdende spil, som fungerer godt til både den kampbaseret type og til den mere snigagtige type. En pæn og velfungerende grafik, kombineret med flotte lydeffekter, god stemning og en spændende og godt fortalt historie.


Nemesis-systemet giver det hele lidt ekstra krydderi og er en idé, som jeg tror vi kommer til at se mere af i fremtiden.


 



Karakter: 8/10




Ude nu til Pc, PS3, PS4, Xbox 360 og Xbox One.


Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.