Forside * Fokus

YouSee dumper i tv-streaming, DR TV hædres

-
Foto: recordere.dk
Foto: recordere.dk

Ny undersøgelse giver topkarakter til flere streamingtjenester og bundkarakter til YouSee Play.

Analyseinstituttet YouGov har tjekket streaming-tjenesternes popularitet i Danmark for Søndagsavisen, og der er klaps til YouSee.

I toppen af popularitets-skalaen finder vi DR TV og Netflix. De to streaming-tjenester hitter på såvel kvalitet som udvalg.

Annonce:

“Det er ekstremt positivt for DR med topplaceringerne. For bare et par år siden havde DR en ret begrænset streamingtjeneste, men så hævede man ambitionsniveauet, og det belønner brugerne nu”, fortæller Claus Bülow Christensen, medieanalytiker hos Zibra Digital Media Group, til Søndagsavisen.

 

YouSee i bundplacering

For YouSee er der derimod “kontant afregning”, både i forhold til indhold og teknisk niveau.

“Indholdet på tjenesten er selvfølgelig vigtigt, men det er et akut problem for YouSee Play, at så mange oplever tekniske udfald og hakkende afspilninger”, fortæller Morten Imsgard, analytiker i Sydbank, til Søndagsavisen og han bakkes op af Claus Bülow Christensen:

“Der er absolut ingen tålmodighed blandt de danske brugere på det her punkt. Der er kontant afregning – har brugerne for mange oplevelser, hvor tingene ikke fungerer, forsvinder de hurtigt igen”, siger han og fastslår, “at det er virkelig skidt for YouSee Play, at de har så mange problemer”.

 

YouSee: Vi er kede af det

Hos YouSee erkender YouSee-direktør René Brøchner overfor Søndagsavisen, at en del kunder har oplevet tekniske vanskeligheder.

“Det er vi rigtig kede af. Vi arbejder intenst på at løse problemerne og har for et par uger siden lanceret et helt nyt website, der skal gøre oplevelsen mere stabil. Det har vores højeste prioritet”.

 

Undersøgelsens resultat

Indhold: Hvor tilfreds er du med udvalg og aktualitet?

  1. DR TV, 79%
  2. Netflix, 77%
  3. HBO Nordic, 76%
  4. Viaplay, 71%
  5. TV 2 Play, 69%
  6. YouSee Play, 68%

Teknisk kvalitet: Hvor tilfreds er du med billedkvalitet, lyd og afspilning?

  1. Netflix, 86%
  2. DR TV, 79%
  3. Viaplay, 78%
  4. HBO Nordic, 78%
  5. TV 2 Play, 69%
  6. YouSee Play 63%

Kilde: Søndagsavisen og YouGov, undersøgelsen havde 2.013 svar.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.