Forside * Featured

Bitter strid mellem Stofa og stor antenneforening

-
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com

Tusindvis kan stå uden internetforbindelse fra årsskiftet grundet strid mellem Stofa og en af landets største antenneforeninger.

Antenneforeningen Glenten i Odense er med sine 30.000 kunder en af landets største.

Tilbage i 2014 traf de beslutningen om at skifte Stofa ud for egen billigere internet når aftalen med Stofa udløb per 31/12-16.

Annonce:

Stofa var dengang uenig i Glentens fortolkning af kontraktens udløb, og det endte med en voldgiftsag som Stofa tabte. Retten gav Glenten ret i at den opsigelsesdato var den gældende.

 

Glenten: Stofa vil ikke samarbejde

Nu nærmer skæringsdatoen sig og en bitter strid imellem parterne kan efterlade op mod 8.500 husstande i Odense uden internet fra nytår.

“Vi oplever ingen samarbejdsvilje fra Stofa i forbindelse med overdragelsen. Vi oplever at Stofa stiller den ene tekniske eller juridiske forhindring op efter den anden, så overdragelsen bliver gjort så besværlig og tidskrævende for medlemmerne, som muligt”, fortæller Glentens direktør Lars J. Knudsen i en pressemeddelelse, og fortsætter:

“Glenten har haft planlægningen på plads i 1½ år. Siden starten af juli (2016) har vi forsøgt at få et møde med Stofa for at få detaljerne på plads, så vores medlemmer mærker så lidt som muligt til overdragelsen. Det er ikke lykkedes – og vi får kun henholdende, langsommelige eller slet ingen svar fra Stofa”.

 

Stofa: Ikke vores ansvar

Stofa ser derimod anderledes på den sag. De mener ikke at de har noget ansvar i forhold til at overdrage internetkunderne.

“Der er ikke tale om en overdragelse. Vi ønsker ikke at tage kunder, der aktivt har valgt os, som gidsler. Glenten har besluttet, at vi ikke længere skal forsyne kunderne i deres område med internet efter den 31. december, men vi kan jo ikke bare videregive alle de personopysninger, vi har, til dem. Det må vi ikke”, fortæller Jesper Kjelgaard, salgsdirektør i Stofa, til Fyens Stifttidende.

Glenten siger at de ikke beder om personfølsomme oplysninger, da de husstande er kunder i foreningen allerede. Det de har brug for er tekniske oplysninger, men Stofa henviser til persondataloven som svar på hvorfor de ikke vil udlevere noget.

“Konfigurationsfilerne er koblet på den enkelte adresse, kundens navn og hvilket produkt, kunden har købt, og det kan vi ikke skille ad”, lyder det fra Jesper Kjelgaard til avisen.

 

De berørte husstande har ikke hørt fra Stofa

Glenten er også ude med kritik af at de berørte husstande endnu ikke har hørt fra Stofa, og Stofa fortæller at det vil ske i indeværende måned.

“Alle berørte kunder bliver inden 1. december kontaktet og får at vide, at vi er kede af, at måtte opsige dem”, fortæller Jesper Kjelgaard til avisen.

Glentens kritik af at Stofa modarbejder en smidig overgang, ved ikke at ville mødes og afviser at udlevere tekniske oplysninger og eventuelt overdrage teknisk udstyr, affejes af Stofa.

“Vi er blevet smidt ud, og hvis Glenten vil have kunderne, så må de aktivt køre en marketing- og kommunikationsstrategi på dette. Vore kunder kan ved opsigelsen skifte til en hvilken som helst internetleverandør i Danmark”, slutter salgsdirektøren overfor avisen.

 

Glenten: Internetkunderne bliver gidsler

“Det ser ud som om at Stofa siger ”tak for kundeforholdet” til deres Glenten-kunder, ved at gøre det så besværligt som muligt for dem at afslutte kundeforholdet”, lyder det fra Glentens direktør Lars J. Knudsen i pressemeddelelsen, og fortsætter:

“Som jeg ser det, bliver medlemmerne gidsler for Stofas adfærd, fordi den har gjort det meget mere besværligt end det er nødvendigt. Det kan i allerværste fald betyde, at nogle medlemmer ikke har internet den 1. januar 2017, men vi vil gøre alt for vores medlemmer for at tingene skal lykkedes”.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.