Forside Baggrund

Klumme: Det er ikke alt, der lyder bedre i hi-res audio

-
Foto: recordere.dk

I denne klumme beskrives det, hvordan det helt afhænger af musikken og indspilningsteknologien, hvorvidt hi-res audio gør en forskel.

Lad mig starte med at sige, at jeg er tilhænger af hele hi-res audio-bølgen. Jeg vil ikke sige, at jeg er stor fan, men ”tilhænger” er et meget godt udtryk for, hvordan jeg har det med lyd i høj opløsning, som vi efterhånden har haft adgang til i nogle år – uden at det dog er blevet nogen gigantsucces.

Det sidste er formentlig, fordi de fleste siger, de ikke kan høre forskel, og fordi der ikke har været nogle store, populære musiktjenester, der har haft musik i f.eks. 24/96 til rådighed. Men nu er det sidste jo ved at ændre sig. Tidal har allerede lanceret deres hi-res-streaming (foreløbig kun til desktoppen), og det bliver nemmere og nemmere at få fat i en DAC, der kan håndtere det. Der er endda smartphones med hi-res audio-funktionalitet nu.

Selv er jeg gået USB-vejen. For nyligt investerede jeg i USB-DAC’en OriGen+ fra Micca, og har lyttet en hel del til musik i høj opløsning på det seneste. Og i den forbindelse er jeg kommet til en erkendelse, og det handler denne klumme om.

Det er nok værd at indskyde her, at jeg er en af dem, der godt kan høre forskel på f.eks. 24/96 og 16/44.1, selv med nedsat hørelse på det ene øre efter mange års rockmusik-spilleri. Jeg gider som regel ikke gå ind i diskussioner med dem, som påstår, at hi-res er fup og svindel og at det menneskelige øre ikke kan høre forskel. Lytteoplevelser er meget subjektive. Når man tænker på alt det, der skal ske, fra en lydbølge rammer trommehinden, til der sker en eller anden form for lydopfattelse i hjernen, er det næsten umuligt at kvantificere, hvad ”god” lydkvalitet er. Der er meget lidt objektivitet involveret.

Det eneste, man kan gøre, er at forsøge at få så meget af musikken med over i indspilningen som muligt, og så gengive det uden tab. Det handler, som det vil være de fleste Rec.dk-læsere bekendt, om at fange lydbølger og få dem gengivet, og den digitale sti er en af vejene, man kan gå.

Når man omsætter lydbølger til data og informationer, er det klart, at jo flere bits, man kan dedikere til formålet, jo mere kan man få med af de oprindelige, fysiske lydbølger. Det er jo trods alt det, vi (blandt andet) taler om, når vi bruger udtryk som ’lossless’.

 

Mit eget hi-res audio-eventyr

Min oplevelse med hi-res audio er ikke, at lyden fremstår mere ”klart” eller ”neutralt”, som er udtryk, jeg har hørt brugt. Min oplevelse er, at der simpelthen er mere plads i musikken.

De enkelte instrumenter får lov at fremstå mere i sig selv og der er mere af det, studieteknikere og visse hifi-entusiaster kalder ”separation”, altså at man kan lytte ind på de enkelte elementer, stemmer og instrumenter i musikken, uden at de bliver presset sammen med de andre instrumenter.

Jeg har lavet en hel del A/B-tests i forskellige forbindelser, før jeg købte mit eget grej, og for mig er der ingen tvivl. Jeg kan høre mere af hver enkelt bestanddel i musikken i hi-res end jeg kan i den gamle CD-opløsning.

Nogle gange.

Nu, hvor jeg selv har fået fingre i noget hi-res grej og har brugt tid på at A/B-lytte og udforske, hvad der er tilgængeligt på de forskellige tjenester, har jeg opdaget noget, der er afgørende for, hvordan min lytteoplevelse er. For nogle af jer læsere vil det være fuldkommen oplagt, og der vil sikkert komme kommentarer herunder om, at det kunne I sagtens have fortalt mig. Det er også relateret til de tanker, jeg skrev om, sidst, jeg skrev noget længere om lydkvalitet.

Men med hi-res audio har jeg opdaget, hvor meget det oprindelige indspilnings- og master-medie betyder, og hvad der blev tænkt i studiet, da man lavede og indspillede musikken.

Jeg har opdaget – eller har i hvert fald en teori om – at hovedfjende nummer 1, når det gælder oplevelsen af hi-res audio som noget afgørende eller ligegyldigt, er bånd.

 

Fjenden bor i båndmaskinen

Stort set alt, der er optaget før midten af firserne, har været en tur over en båndoptager. Og hvis det er sket i mastering- eller mixprocessen er musikken allerede blevet komprimeret af båndet i en grad, hvor værdien af hi-res begynder at falde.

Lidt ældre Rec.dk-læsere kan formentlig huske, dengang alle fablede om DDD. Det var en angivelse, man havde på CD’er tidligt i mediets historie, for Digital indspilning, Digital Mixning og Digital mastering. Det var den såkaldte SPARS-kode, der blev udviklet i starten af firserne, så man kunne se, hvor meget af processen på CD’en havde været rent digital. AAD betød modsat DDD, at det kun var den sidste mastering-proces, inden CD’en blev trykt, der var digital. De første DDD-skiver begyndte at dukke op i 1984, hvor bl.a. Jean-Michel Jarres ’Zoolook’ og U2s ’The Unforgettable Fire’ fik prædikatet.

Problemet er bare, at der meget ofte er tale om, at musikken alligevel har været forbi en båndmaskine med f.eks. to-tomme-bånd, selvom der står DDD på. Som mange studieteknikere vil kunne berette, så har man i mange af disse tilfælde brugt båndmaskinen som en slags effektenhed, for at få den varme og kompression, som bånd kan give.

Den danske producer Flemming Rasmussen, kendt fra Gasolin’ til Metallica, fortalte mig engang, at han altid kørte tingene igennem bånd, også selvom han var gået næsten 100% digitalt. Andre producere fortæller, hvordan de elsker gamle mixerpulte fra f.eks. Neve eller SSL, netop fordi de komprimerer lyden på en hel bestemt måde.

Når man hører Daniel Lanois’ produktion af den førnævnte U2-plade, for eksempel, er det helt tydeligt, at den nok er indspillet på et digital lagringsmedie, men der har helt sikkert været en båndoptager imellem. I dag har man plugins, der kan simulere den førnævnte varme og kompression. Det havde man ikke dengang.

I mange tilfælde betyder det, at musikken – i hvert fald i mine ører – lyder lige komprimeret, om der er tale om CD eller hi-res audio.

 

Nye mix hjælper ikke altid

I det seneste årti har det derudover været populært at åbne gamle mix op og mixe dem om for netop at kunne repræsentere lyden bedre, som den lød, da den blev indspillet.

Porcupine Trees Steven Wilson har gjort en hel karriere ud af at ny-mixe klassiske rock-albums fra Yes, Jethro Tull, King Crimson, XTC og Tears for Fears (som vi vender tilbage til) og samtidig lave 5.1-mix. Genesis begyndte i 2007 at genudgive hele bagkataloget med nye stereo-mix og 5.1-mix af Nick Davis. Flere andre bands, bl.a. Pink Floyd, har været den samme tur igennem.

Da jeg begyndte at rode med hi-res audio og min nye DAC, købte jeg en hel flok af mine yndlingsplader på HDTracks og begyndte at A/B-lytte med 16/44.1-versionerne. Et eksempel var Steven Wilsons nye mix af Yes’ ’Drama’-plade fra 1980, som jeg elsker meget højt. En anden højt skattet plade i min nye hi-res-samling er førnævnte Tears for Fears’ ’Songs From the Big Chair’, som Wilson også har ny-mixet. Og flere andre.

Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor forskellen ikke var større. De nye mix er jo redigitaliseret fra de oprindelige indspilnings-bånd og mixet digitalt hele vejen igennem. Hvorfor var der ikke bedre separation? Hvorfor lød forskellen på 24/96 og 16/44.1 ikke lige så markant som de A/B-tests, jeg tidligere havde lavet?

Det var da, det gik op for mig, at mange af de A/B-tests, jeg tidligere havde lavet, var med nyere musik. Musik, der måske endda aldrig har set skyggen af en båndmaskine. Som en test A/B-testede jeg en af mine nye yndlingsskiver, Marillions 2016-plade ’F E A R’ (De fleste har nok opdaget, at jeg har en forkærlighed for progressiv rock).

Pludselig var den der igen – forskellen. 24/96-udgaven fra HDTracks havde netop den separation og plads i musikken, som jeg savnede i de gamle indspilninger, jeg nævnte før. Og da jeg A/B-testede med et par numre fra den samme plade i såvel Lossless FLAC fra Tidal og 16/44.1 fra CD-versionen, var der ingen tvivl. 24/96 vandt klart.

Efter en del kløen i hovedbunden over, hvorfor i alverden dette var tilfældet, kunne jeg ikke andet end konkludere, at det handler om, hvorvidt, der har været en båndmaskine eller en gammel mixer inde i billedet.

Jeg er næsten sikker på, at jeg kender Marillion-medlemmernes nørde-niveau godt nok til at vide, at de har droppet båndmaskinerne for længst i deres eget studie, hvor det meste af musikken indspilles (noget af F E A R er dog indspillet hos Peter Gabriel i Real World-studiet, hvor man også kan indspille uden båndmaskiner, hvis man vil).

Jeg prøvede et par andre tracks af, jeg havde en fornemmelse af, aldrig havde været i nærheden af bånd under deres tilblivelse. Samme effekt og forskel på 16/44.1 og 24/96.

Det er lidt ærgerligt, for en af grundene til at man køber hi-res audio-udstyr er jo blandt andet, at man kan høre den musik, man allerede elsker i ny og bedre kvalitet. Men det er bare ikke altid tilfældet, det kommer helt an på, hvilket studie, indspilningerne er foregået i, hvilken båndoptager, det er lavet på og så videre. Selv nye mix kan naturligvis ikke ændre på, hvis den første indspilning er foregået på bånd.

 

Gammel digital-teknologi lyder af l…

En anden ting, jeg opdagede, som faktisk var lidt trist, handler om lyden af tidlige, digitale instrumenter. Her kommer vi tilbage til Tears for Fears-pladen fra før.

’Songs From the Big Chair’ er en vidunderlig blanding af smukt indspillede akustiske instrumenter (saxofon-introen på ’The Working Hour’ er et eksempel) og de digitale instrumenter, der var til rådighed i 1984, da pladen blev indspillet. Yamahas legendariske DX7-synthesizer, f.eks. der lægger digi-harpe-akkorderne under førnævnte saxofon-intro. Diverse samplere, effektmaskiner og rytmebokse var også en del af det.

Problemet var bare, at disse ikke altid lød skidegodt, fordi teknologien var ny. Mange samples var i lav opløsning, hvilket var tydeligt at høre, når man stod i studiet og lyttede.

Men så brugte man bare lidt af studieteknologien til at rette op på det. Man smed dem f.eks. igennem en båndmaskine. Eller man gjorde det, som var normalt dengang: Man tog i betragtning, at pladen skulle igennem en mastering-proces og ud på vinyl. Disse to ting ville varme lyden op og gøre det mindre tydeligt at de der samples var noget digitale i det.

Når man ikke har den proces inde i billedet, kan man høre disse samples, som de lød i studiet. Altså ikke særlig godt. Det bliver især tydeligt på det smukke afslutningsnummer på ’Songs From the Big Chair’, der ironisk nok hedder ’Listen’.

Når man adlyder den ordre og gør det i 24/96, kan man høre, hvordan de kvindestemme-samples og digitale percussion-instrumenter der bruges – formentlig fra en Mirage- eller en Fairlight-sampler – lyder ad helvede til. Det er lidt af en skuffelse, der hurtigt kan få én til at flygte hen til vinylsamlingen og sætte den gamle version på i stedet.

Med andre ord: Jeg er tilhænger af hi-res audio. Når der er tale om de rigtige indspilninger, kan der være en verden til forskel. Især helt akustiske indspilninger som jazz, folk og klassisk får virkelig et løft med overgangen til 24/96.

Men når det gælder rockmusik, skal man nok lige tage både alderen og indspilnings-omstændighederne i betragtning, før man forventer den helt store forskel.

 

Annonce