Forside * Nyheder

Netflix vil gøre Orson Welles’ sidste mesterværk færdig

-

Normalt køber Netflix rettigheder til film, hvor bagmændene er i live. Men nu vil de støtte produktionen af en død mands film.

Hvis man er rigtig filmfan, har man stor respekt for Orson Welles og hans mesterværker såsom ’Citizen Kane’ og ’Touch of Evil’. Men den mesterlige filmskaber og skuespiller havde lagt adskillige ufuldendte projekter bag sig, da han døde i 1985.

Annonce:

Men særlig én film har filmfans og Hollywood-kendisser begrædt, at Welles aldrig færdiggjorde. Det er ’The Other Side of the Wind’, som er Welles’ Hollywood-film om Hollywood, hvor han med spydig satire spidder overfladiskheden og kommercialiteten i film- og drømmefabrikken.

Filmen handler ironisk nok om en Hollywood-instruktør, der forsøger at gøre sin sidste film færdig. Instruktøren spilles af en anden mester-instruktør, John Huston.

Orson Welles påbegyndte produktionen i 1970, og i 1972 proklamerede han, at filmen var ”96% færdig”. Det viste sig dog at være et produkt af Welles’ storladne udtryksform, for 7 år senere, i 1979, var der stadig kun klippet 40 minutter sammen af filmen.

Siden har filmen ligget til opbevaring i Paris, mens et juridisk slagsmål udspillede sig over, hvem der havde rettighederne til at gøre den færdig – hvilket naturligvis eskalerede, da Welles døde.

Siden 2004 har en af filmens skuespillere, der også er en levende instruktør-legende i Hollywood, Peter Bogdanovich, sammen med super-produceren Frank Marshall, svoret at de vil gøre filmen færdig. I 2015 meddelte de to herrer, at de nu havde sikret sig rettighederne, men siden er der ikke sket så meget. De to herrer har dog samlet 400.000 dollar sammen via crowdfunding, men manglede åbenbart det sidste for at få filmen i mål.

Nu bliver filmen dog altså lavet færdig for Netflix’ penge, og streamingtjenesten får dermed også enerettighederne til at have den i kataloget.

Hvornår vi får den at se, er dog ikke fastlagt endnu.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.