Forside * Featured

Nintendo Switch: Vi tjekker den nye konsol ud

-

Nintendo er klar med ny spillekonsol, der både kan bruges som hjemme- og håndholdt spillekonsol. Vi kigger nærmere på, hvad Nintendo Switch har at byde på.

Efter den begrænsede succes med Wii U, er presset på Nintendo Switch stort. Ikke blot skal den hive Nintendo skeptikere tilbage i folden, den skal gøre det i en tid hvor Xbox One og især Playstation 4 har stor succes.

Annonce:

 

 

Hvad er Nintendo Switch?

Med Switch har Nintendo skabt en hybrid mellem den stationære spillekonsol, der tilsluttes stuealteret og en håndhold spillekonsol til at tage med på farten.

Ret beset er konsollen blot en tablet med tilhørende controllere og tilslutningsmuligheder. Tabletten har indbygget 32GB hukommelse og kan udvides med hukommelseskort.

Spillene til konsollen leveres enten online eller på cartridges som Nintendo har for vane. Skærmen måler 6,2 tommer og viser spillene i 720p. Blæses billedet op på tv´et vises spillene i 1080p.

 

 

 

Switch kommer med en dock, til brug når spil skal op på fjernsynet. Det foregår let ved at slide Switch i docken oppefra.

Docken er designet til at stå op, hvilket ikke er super praktisk, hvis man påtænker at have docken stående i et skab f.eks. Man kan vælge at lægge docken ned, men fordi den ikke er skabt til det, virker løsningen ikke optimal, simpelhen fordi der ikke skal meget til før Switch ryger ud af docken.

Swich kommer uden separat lader, hvilket betyder, at hvis du vil spille med Switch på farten, gør du klogt i at investere i en ekstra lader, hvis ikke du vil skille docken ad, hver gang du skal ud af huset.

Heldigvis kan Switch oplades med et USB-C kabel forbundet til en hvilken som helst oplader. Vores tests viser i øvrigt, at Switch byder på mellem 3 og 6 timers batteritid alt efter, hvilke spil du spiller. Så at medbringe oplader er et must.

 

 

Foruden dockingstation og tablet, består Switch af to controllere, også kaldet Joy-cons. Det er controllerne der for alvor gør Switch interessant.

Controllerne har alskens moderne teknologi indbygget og det vil være op til spiludviklerne at formå at udnytte dem bedste muligt.

De to joy-cons monteres på siden af tabletten, hvorved Switch fungerer som håndhold spillekonsol, eller du kan placere dem i den medfølgende Joy-con grib, der omdanner dem til noget der minder om en almindelig controller.

I spil der understøtter det kan du også bruge controllerne enkeltvis, hvormed I kan spille flere sammen. Det foregår i praksis ved at du tager controllerne af Switchen, vender controlleren vandret, hvormed du nu kan bruge begge controllere som selvstændige små controllere. Det fungerer fremragende omend controllerne er lidt små for voksenhænder.

Fordi controllerne skal kunne fungere enkeltvis, betyder det, at når de er placeret på tabletten, så er højre analogpind forskudt i forhold til venstre pind (som du kender det på Xbox One controlleren).

På Switch betyder det, at man med voksenhænder, godt kan kæmpe lidt med at holde behageligt på Switch i håndholdt mode. Det er ikke graverende, men man bemærker det.

Som nævnt kan controllerne placeres i Joy-Con Grip, der omdanner dem til en mere traditionel controller. Det fungerer udmærket, omend det skuffer at controllerne ikke oplades når de er placeret i Grip. Planlægger du at spille mest foran fjernsynet, kan jeg anbefale at du kigger på en Pro controller, der fungerer mere som du kender det på f.eks Xbox One.

Switch føles velbygget og robust. Dog virker den lille flap, der slås ud når Switch skal stå på bordet dog meget tynd og jeg kan frygte at den let knækker.

 

 

 

 

Ikke en direkte konkurrent til PS4 og Xbox One

Som glad PS4 Pro ejer var jeg spændt på, hvad Switch kunne byde på. Som en direkte konkurrent til min hjemmekonsol bliver den dog ikke, dertil har den ikke samme grafiske muskler at spille med, men den tilbyder så afgjort noget andet.

Muligheden for at bruge Switch hjemme i stuen og så tage spillet med på farten i præcis i samme kvalitet som derhjemme er fremragende. Bekymrer det dig at Switch kun kører spil i 720p når spillene afvikles på Switchen, så er der ingen grund til det, da spillene står knivskarpt på den lille skærm.

 

 

Spillene

Ved udgivelsen er det småt med gode spil til konsollen. Mest lysende står Zelda breath of the wild som til gengæld er et hamrende godt spil. Smuk grafik, spændende historie og vel nok et af de bedste Zelda spil nogensinde. Alene Zelda vil for mange være nok til at købe konsollen. Derfra er der dog langt mellem snapsene.

Spillet 1-2-Switch er i mine øjne direkte håbløst. En række minispil skal vise, hvad controllerne kan og hvis du elsker partyspil, kan du måske finde noget underholdning her. Alle andre bør kigge den anden vej.

Bomberman har også været en tur i vridemaskinen og er tilbage til Switch. Dog byder heller ikke Bomberman på det helt vilde nyt. Bomberman er bomberman, alt er ved det gamle. Styringen virker umiddelbart lidt sløset udført og selvom det trækker op at man kan spille flere sammen, er det heller ikke et spil jeg kan anbefale.

Snipperclips er derimod et sjovt lille spil, hvor op til 4 spillere skal samarbejde om at løse puzzles. Simpelt, sjovt og ganske vanedannende, men ikke et spil der sælger konsoller.

En spilfigur der til gengæld kan sælge konsoller er Super Mario. Sidst i april er han tilbage i spillet Mario Kart og senere på året kommer det helt store Mario Odessey, som ser meget lovende ud. Jeg er sikker på der kommer til at ligge mange Switch konsoller med tilhørende Mario-spil under juletræerne. Men lige pt. må man desværre kigge langt efter den lille blikkenslager.

 

 

 

Perspektiverne

Det er svært at udtale sig om, hvorvidt Switch bliver en succes eller ej. Tiden og spillene der kommer til den bliver afgørende. Man kan sige at Nintendo i hvert fald forsøger at tilbyde os noget vi ikke har set før.

Vi har endelig en konsol, der både kan bruges hjemme, alene på farten, eller sammen med andre. De mange muligheder kommer dog med pris. Konsollen yder ikke samme grafiske lækkerhed som PS4 og Xbox One og jeg kan frygte at dette bliver et problem når udviklerne skal skabe spil til konsollen.

Vælger de at se bort fra Switch når der udgives spil til PS4/Xbox One som vi så det med Wii U, får Switch det svært. Vælger de at udgive voldsomt nedskalerede versioner til Switch, tvivler jeg på at man vælger Switch-versionen selvom du kan tage spillet med dig på farten.

Hvis udviklerne derimod omfavner Switch, så er der muligheder for at lave spil som virkelig kan noget nyt og spændende, takket være de små Joy-cons. Vi kan allerede nu se på spil som Zelda og Mario Odessey at potentialet for at skabe stortitler er der. Spørgsmålet er blot om udviklerne tror nok på Switch fremtid, til at lægge kræfterne i at skabe spillene Switch behøver.

I en verden hvor PS4 regerer hjemmekonsolmarkedet og mobil/tablets sidder tungt på mobilspilsmarkedet, har Switch nok at kæmpe med. Men potentialet for succes er der, så lad os håbe at Nintendo lykkes med Switch.

 

Pris og tilgængelighed

Nintendo Switch koster ca. 2.800 kroner (Se dagspris)

Er på markedet nu.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.