Forside Baggrund

Interaktive film i biograferne: Teknologien er her…men er vi klar?

-
Skal hun lyve eller fortælle sandheden? Foto: CTRLmovie

I denne klumme spekulerer skribenten lidt over udfordringerne ved den nye trend med kollektive beslutninger i interaktive historier – især, hvis de skal op på et biograflærred.

”Vi har lige købt et tech-firma!”, sagde min kammerat. Han er en filmproducer på vej op i systemet i Hollywood, og han var særligt begejstret for at fortælle mig nyheden, fordi han så udmærket kender til min involvering med journalistik og forskning ud i det forbrugerteknologiske.

Når en Hollywood-producer på min kammerats niveau siger, de har købt et firma, handler det som regel ikke om at de har have købt virksomheden, men snarere noget med at have købt rettighederne til at bruge firmaets teknologi i filmproduktion, og det tror jeg faktisk også var tilfældet med min kammerats nye opkøb. Jeg nåede aldrig at få detaljerne på plads, inden han var i gang med at forklare detaljerne for selve produktet. Og det fik mig til at spidse ører.

Teknologien kommer fra et schweizisk firma, der hedder CTRLMovie. Den går kort sagt ud på at give mulighed for at publikum i en biograf kan bestemme handlingen i en film. Det foregår på samme måde som de gamle ’Du er hovedperson i…’-bøger, hvor man på et bestemt tidspunkt i handlingen bliver stillet overfor et valg, og derefter kan bladre om på side X eller Y for at lade handlingen fortsætte der – med forskelligt udfald, og nogle gange med forskellige slutninger på historien.

Hvis du synes, du lige har læst noget om det, så er du ikke helt ved siden af. Netflix har netop lanceret det samme koncept til børn. Hos Netflix kan du lige nu se filmen ’Puss In Book – Trapped in an Epic Tale’, hvor handlingen kan vare fra 18 til 39 minutter, afhængig af, hvilken vej, børnene vælger at gå igennem historien. Hver gang, der er et ’Choice Point’ skal børnene bruge remoten til at vælge en af to muligheder, for at historien kan fortsætte.

 

En trend med udfordringer

”Det er en trend!”, tænkte jeg derfor, da min kammerat fortalte mig om han og hans firmas involvering i CTRLMovie. Men der var noget, der slog mig, som altid har været problemet med at overføre interaktivitet til film: Man kan kun gøre det derhjemme, og der kan som regel kun være én, der vælger. Man kan naturligvis sidde nogle stykker og diskutere, hvilken handling, man skal vælge og så kan den ene person, der har fjernbetjeningen, trykke på knappen på vegne af alle. Når man kun kan gøre det derhjemme, er det naturligvis fordi, der ikke er nogen, der gider høre på højlydte diskussioner i en biograf om, hvad man skal vælge, og desuden ville det kræve noget af en koordination at få alle i salen til at blive enige. Det ville blive en meget langsom filmoplevelse.

Jeg vidste dog naturligvis godt, at der kunne findes en teknologisk løsning, hvor f.eks. alle brugte deres smartphones til at stemme om, hvad der skal ske. Så jeg spurgte min kammerat, og svaret var, som jeg havde forventet: En teknologisk løsning, hvorigennem et slags usynligt demokrati bliver sat i gang.

Måden, CTRLMovie fungerer på, minder på en måde om noget, der går helt tilbage til slutningen af firserne. Visse europæiske musik-tv-kanaler havde programmer, hvor seerne fik valget mellem to musikvideoer, der ville blive afspillet senere i den samme time. Så kunne man ringe ind og afgive en stemme på en af videoerne, og den, der fik flest stemmer, blev så vist. Siden blev konceptet kopieret med spillefilm, og i vore dage er det den mest naturlige ting i verden at stemme på talentshow-deltagere eller lignende via SMS.

Så måske er CTRLMovie-konceptet slet ikke så langt ude. Idéen er, at man bruger en smartphone til at stemme sig vej igennem filmen, og de valg, der får flest stemmer af folkene i biografsalen kommer til at afgøre handlingen. Det kan blive en hel ny måde at se film i biografen på, en måde som er mere aktiv og ikke bare passivt absorberende.

Der er dog en række praktiske ting, som har pirret min nysgerrighed, siden min kammerat fortalte mig om CTRLMovie. Han har lovet mig en demo på et tidspunkt, så der finder jeg nok ud af flere af tingene.

Men jeg spekulerer for eksempel på, hvordan man i en multiplex-biograf får begrænset afstemningen til kun at handle om den film, der kører i den enkelte sal? Én løsning kunne være, at det hele foregår via en app (hvilket det jo nok vil gøre alligevel), og før man stemmer, fortæller man app’en, hvilken biograf, man befinder sig i, og hvilken forestilling, man er inde for at se. Det vil dog kræve en overordentlig stor koordinationsindsats, hvis det skal blive en verdenssucces, for tænk over, hvor mange biografsale der findes i verden. Når en film går bredt ud i USA, f.eks., kommer den som regel ud i mellem 3.000 og 4.000 biografer, hvor den så bliver vist flere gange om dagen, og nogle gange i flere sale ad gangen. Det er huleme mange forestillinger, der skal holdes styr på.

Måske kunne det løses med en ’beacon’ af den slags, Apple eksperimenterer med i amerikanske butikker. Sådan én ville kunne fortælle ens smartphone, hvilken forestilling man var til, og hvor. Men det kræver så til gengæld, at biografsale verden over skal have ny teknologi installeret for at få det til at spille, og så bliver udrulningen gjort endnu mere besværlig. Måske kan det gøres så enkelt, at man scanner en QR-kode på biografbilletten. Eller på en plakat, lige inden man går ind i salen. Men så opstår der et andet problem.

 

CTRLmovie app

 

Nu har vi lige vænnet os til at slukke mobilen i biffen…

Det er i forvejen problematisk, at man skal sidde med sin smartphone tændt under filmen. Folk vil skulle hitte ud af at slå den på lydløs uden at slå den på Airplane Mode, for ellers har smartphonen jo ikke den dataforbindelse, hele konceptet kræver. Og der skal nok være en del, der glemmer at slå lyden fra alligevel. Det største problem er dog naturligvis, hvor meget sådan en smartphone lyser op i biografmørket.

Det kan delvist løses ved at kontrol-app’en gøres så mørk som muligt, men det betyder bare samtidigt, at det skal være så let som at trykke på to store knapper på skærmen at vælge mellem de to muligheder, som man får vist oppe på lærredet. For hvis man først skal til at læse de forskellige valg, der står på skærmen, vil smartphone-skærmene skabe masser af lys i den mørke sal. Man kan sige, at alle i det mindste har smartphonen fremme, så alle er i samme båd desangående.

Udfordringen ved at have to simple knapper på skærmen er, at app’en er nødt til at time det og være synkroniseret med filmen. Alternativet er at have alle valgene tilgængelige på smartphonen fra starten, men det vil formentlig føre til en hel del spoilere. Så synkronisering er nok vejen frem, men det er ikke nødvendigvis en helt let opgave. App’en kan ikke bare starte på det tidspunkt, hvor filmen er programsat, for hvad nu hvis projektionisten lige er et minut eller to forsinket?

En løsning kunne være det, som man gjorde, da den første ’Despicable Me’ havde premiere. Her kunne man downloade en app, der blev aktiveret af en lyd i starten af filmen. Når filmens rulletekster begyndte at køre, og de sjove ’Minions’ begyndte at rende rundt og gøre sjove ting samtidig, kunne man ved at kigge på biograflærredet gennem sin smartphone få undertekster på deres ellers uforståelige sprog. Det var en opfindsom brug af AR, der dog ikke siden er blevet brugt – hvilket tyder på, at en del mennesker havde bøvl med at få det til at virke, eller bare ikke gad lege med.

 

Hvad nu, hvis man er uenig med alle?

Men ud over selve de praktiske problemer med at få afgivet stemmer om valgene i disse interaktive film, er der nogle helt overordnede udfordringer til stede. Hvis man nu går ind og ser en film, og flertallet vælger en anden vej igennem handlingen, end man selv ville vælge, er man så nødsaget til at gå ind og se filmen igen og håbe på, at biografpublikummet denne gang er mere på linje med én selv, hvis man gerne vil kende den alternative handling? Og hvad nu, hvis det nye publikum har den samme holdning som det gamle? Har man så bare spildt sine penge? Eller må man vente til filmen lander på f.eks. Netflix?

Rent produktionsmæssigt er der også udfordringer. Ud over, at man skal producere 2-3 gange mere materiale end normalt, hvilket jo også risikerer at gøre filmen 2-3 gange så dyr, så er der noget med karakterudvikling, der bliver svært. Når vi ser en film eller læser en bog med et lineært, narrativt forløb, følger vi som regel en eller anden hovedpersons udvikling. Vi får hele tiden mere at vide om hovedpersonen, også selvom personen måske også selv får disse ting at vide, samtidigt med os. Men når man går forskellige veje igennem en handling, får hovedpersonen jo forskellige ting at vide. Det betyder, at der er punkter i filmen, hvor manuskriptforfatteren ikke kan læne sig op ad baggrundsviden, som hovedpersonen har, fordi det ikke er sikkert, at hovedpersonen overhovedet har fået den baggrundsviden – hvis publikum eller seeren nu valgte noget andet.

Kollektive beslutninger om handlingen i interaktive biograffilm er altså ikke det nemmeste i hele verden at få til at køre. Der er mange praktiske udfordringer, min kammerat og hans nye partnere skal hitte ud af, før det kan blive et hit. Men de forhandler allerede med nogle af de store filmstudier. For i kampen om at biografoplevelsen til noget andet end oplevelsen i hjemmet, er studierne og biograferne villige til at gøre rigtig meget for at få folk til at lette røven og sætte det i et biografsæde i stedet for sofaen.

Hvem ved, måske kan der opstå en hel kultur omkring det. Måske er det sådan noget med at man samler en hel flok af vennerne for at gå ind og se en film og få så mange som muligt til at stemme for en bestemt handling? Måske bliver det så anderledes en oplevelse at gå ind og se en interaktiv film, at det også bliver socialt acceptabelt såvel at sidde med en lysende smartphone fremme og at tale med hinanden, mens filmen oppe på lærredet venter på et valg fra publikum?

Som sagt ligner det en trend. Sony har jo f.eks. også lige lanceret PlayLink, der hægter smartphones på PS4 og også understøtter kollektive valg af, hvad der skal ende på den store skærm i stuen. Så måske har min kammerat fat i noget.

Dengang James Cameron og andre instruktører begyndte at tale om at få 3D tilbage i biograferne, tænkte jeg, at jeg huleme ikke gad sidde med røde og grønne papbriller på, når jeg skulle ind og se en film i biografen. Men så kom ’Avatar’ og viste, at teknologien var bedre end som så. I dag tænker jeg mere over, hvilken 3D-standard, biografen har valgt, end om hvor fjollet et biografpublikum ser ud, når de alle har store plastikbriller på og kigger op på en skærm.

Ting, der kan lyde mærkelige i starten, kan vi ofte ende med at blive forvænt med. Så jeg håber det bedste for min kammerats nye projekt, og vil vente med at indtage en holdning, indtil han har givet mig den der demo, han har lovet mig.