Forside Nyheder

Din nummerplade bliver snart din Brobizz

-
Din nummerplade kan blive din Brobizz (Ill. recordere.dk)

Snart kan du bruge din nummerplade til betaling på Storebælt og Øresund. Betalingen klares med en automatisk nummerpladeaflæsning.

Det bliver i 2018 at Sund og Bælt som de første tilbyder bilejere at bruge deres nummerplade som betaling. Det sker ved at kameraer genkender nummerpladerne, og checker om man har en konto hos Sund og Bælt. Har man ikke det, så går bommen ikke op.

Det skriver fdm.dk i en artikel på deres hjemmeside. Sund og Bælt har valgt at kalde den nye løsning Brobizz light.

Stadig bomme

Der vil dog stadig være bomme ved broerne, da udenlandske biler stadig skal betale, ligesom man vil kunne opleve vejrforhold hvor nummerpladerne ikke kan aflæses af de automatiske scannere.

Den nye metode vil også blive brugt af den nye bro over Roskilde Fjord, der åbner i 2019. Ved den bro skal der betales med Brobizz eller Brobizz light, og der vil slet ikke være betalingsstationer der. Hvordan udenlandske biler så skal betale melder historien ikke noget om.