Forside * Featured

TEST: Microsoft Surface Book

-

Microsoft har løftet baren for hvad man kan forvente af en Windows laptop/tablet i 2017. Vi har testet deres nye model, der er klar til det skandinaviske marked.

Da Microsoft præsenterede Surface Book for et års tid siden, var der mange der brokkede sig over at den ikke kom til Danmark. Også vi på recordere.dk var skuffet, fordi det så ud til at Surface Book kunne være den Windows PC, der kunne tage kampen op imod MacBook Pro, når det gælder design og ydelse.

 

Annonce:
Kassen til Microsoft Surface Pro (foto: recordere.dk)

Udpakning og installation

Microsoft Surface Book kommer i en lækker indpakning, der indeholder Surface Book, Surface Pen og en strømforsyning.

Surface Book har den fordel, at skærm og tastatur kan skilles ad, så du enten har en super kraftig laptop med to batterier (Et i skærm/tablet, og et i tastaturet som de kalder Performance Base). Dette skulle ifølge Microsofts specifikationer give op til 16 timers batteritid.

Skærmen på 13,5 tommer er i klassisk Microsoft Surface design, og billedet står super skarpt, så der er ikke noget at brokke sig over når det gælder skærm. Opløsningen er på 3000 x 2000 pixel (267 PPI), og skærmformatet er 3:2. Skærmen er naturligvis en touchskærm.

Modellen vi testede var med Intel i7 (6. Gen) med 16GB RAM og 1TB SSD lagring.

Den Surface Book vi testede var pre-installeret af Microsoft med Windows 10 Pro, men vi tillod os alligevel at smide den seneste opdatering af Windows 10 kaldt “Creators Update” på, og så installere alle de programmer vi normalt bruger, så som Office, Dropbox, Google Drive, Evernote og mange andre. Dette for at se på batteritiden er realistisk, når de programmer man normalt bruger er installeret. Vi installerede også Google Chrome browser, som de fleste bruger på deres computer.

Installationen af “Creators Update” tog en lille times tid med download, og efter installationen af det hele var vi klar til test.

 

Surface Pro når Power Base og Surface skærm er adskilt (foto: recordere.dk)

Både laptop og tablet

Surface Book har den fordel, at du selv bestemmer om du vil have en laptop eller en tablet med på farten. Keyboard og skærm kan skilles fra hinanden med en elektronisk lås, der aktiveres fra tastaturet, og så via et lækkert klik adskiller de to enheder.

Det fungerer rigtigt godt, og skift mellem laptop- og tablet tilstand foregår let. Når du bruger din Surface Book som tablet kan du bruge et skærmtastatur når du skal skrive, eller bruge den medfølgende Surface Pen som skriveredskab.

 

Når eject knappen lyser grøn, så kan du adskille skærm og tastatur(foto: recordere.dk)

Du kan også montere Surface Book skærmen omvendt, og så gemme tastaturet, men stadig have det ekstra batteri med, der øger batteritiden.

 

Super lækket tastatur

Tastaturet (Performance Basen) har en god kvalitet, der giver gode minder til forrige generation af MacBook Pro, hvor tastaturet har en god gang, og føles rigtigt at skrive på, hvis du er skribent eller udvikler.

Jeg bruger ofte tastaturet over 6 timer om dagen til at skrive eller udvikle på, og på intet tidspunkt blev jeg træt af tastaturet.

Det samme gælder det touchpad som Microsoft har lagt på. Det giver god feedback når du trykker på det, og når du bruger Surface Book som laptop, så har du en rigtigt god computerfornemmelse, når du arbejder med den.

 

Microsoft Surface Pen. Den medfølgende er grå.

Sammen med Surface Book får du også Microsofts Surface Pen, der kan bruges til at tegne med. Jeg skal med det samme indrømme at jeg ikke er særligt dygtig til at tegne, og derfor efter at have lavet nogle enkelte kruseduller, pakkede jeg den pænt ned i kassen igen. (Det har jeg også gjort med min Pen til min iPad Pro). Surface Pen er fin præcis og virker god, og jeg lod et par mere kreative sjæle end mig prøve den, og de var godt tilfredse med dens ydelse.

 

Microsoft Surface Pro (foto: recordere.dk)

Top ydelse af en bærbar

Jeg er ret imponeret af Microsoft Surface Pro’s ydelse. Når jeg arbejdede med Visual Studio og udviklede og kompilerede, var der kanon ydelse, og når jeg legede med grafiske programmer var der også super ydelse. Det skyldes at Microsoft har lagt et NVIDIA GeForce GTX 965M grafikkort i Performance Basen, så når du har den komplette pakke, så har du masser af saft og kraft. Men når du så afskiller enheden, så har du kun Intels grafikchipset at lege med. Dette er også nok når du kører i Tablet mode.

Den 13,5″ PixelSense-skærm står knivskarpt, og den høje opløsning gør at billeder og grafik står knivskarpt når du arbejder med det. I skærmen har du iøvrigt også kamera på begge sider, og med det frontvendte kamera kan du bruge Microsoft Hello, der gør du kan låse computeren op med ansigtsgenkendelse. På bagsiden sidder der et 8MP kamera, der kan optage video i 1080p. Ingen af kameraerne er værd at skrive hjem over, og kan bedst bruges til f.eks. Skype møder.

Det indbyggede SSD lager var super hurtigt og fil-operationer gik let.

Når vi skriver top ydelse, skal man huske på at vi her taler om som arbejdscomputer. Hvis man er en super gamer, så vil Surface Book komme til kort, da den vil få problemer med at trække mange af de grafiktunge spil.

Med i7 CPU og kraftig GPU kan man sagtens lave de fleste opgaver, men det kommer også til en pris der er til at føle på. Modellen vi testede koster 30.000 kroner

Ikke en eneste gang under vores test oplevede vi nedbrud eller fejl fra Windows, også selvom vi dockede / undockede rigtigt mange gange. Windows 10 er blevet et super stabilt operativsystem.

 

Uanset hvad vi gjorde, kom vi ikke i nærheden af 16 timer (ill. Recordere.dk)

Hvor bliver den lovede batteritid af ?

Microsoft skriver at man kan få op til 16 timers batteritid på Surface Book. Men det må være opnået ved at sidde og kigge på den med meget mørk skærm, og uden at lave noget særligt på den.

Microsoft skriver selv på deres produktside: “Op til 16 timers videoafspilning. Test gennemført af Microsoft i august 2016 ved brug af en præproduktionsenhed med Intel Core i7, 1 TB, 16 GB RAM. Testen bestod af komplet batteriafladning under videoafspilning. Alle indstillinger var standardindstillingerne. Dog var Wi-Fi forbundet til et netværk, og funktionen til automatisk lysstyrke var deaktiveret. Batterilevetiden afhænger i høj grad af indstillinger, brug og øvrige faktorer.”

Vi har testet Surface Book i godt tre uger, og ingen gange, er vi kommet over 8 – 8.5 timer. Lavede man lidt video, eller surfede hårdt på YouTube var tiden oftere tæt på 5-6 timer, og så er der pludseligt langt til de lovede 16 timer. Nuvel, vi bruger Chrome browseren, og ved godt den er lidt mere sulten end Microsofts egen Edge browser, men den bør ikke koste 10 timer, så den præproduktionsenhed de har testet med må have haft superkræfter som er forsvundet i produktionen.

Lader du tastaturet blive hjemme kom vi op på lidt over 4 timer med Surface tablet’en. Til gengæld tager det under to timer at oplade både Power Base og Surface skærm. Og tak til Microsoft for at sørge for at man kan oplade de to enheder uafhængigt af hinanden også.

 

Andre ting der undrer

Når nu man har både en tablet og en laptop i en og samme enhed, hvorfor har Microsoft ikke lagt én eneste port i skærmen (tablet’en). Det ville være lækkert at man kunne tilslutte f.eks. en USB enhed når man ikke har tastaturet med. Det kunne jo eventuelt være en USB-C port, der fylder så lidt. En ting som man heller ikke finder i Performance Base.

Nuvel. Mini-jack stikket er i skærmen, men hvis man tager Surface skærmen med og skal ud og lave en præsentation, så skal man håbe at dem man besøger har en trådløs teknologi til stede, der gør at man kan præsentere via den. Det ville være kanon hvis Microsoft havde smidt en enkelt USB-C / Thunderbolt 3 port i skærmen.

 

Microsoft Power Base med tastatur og touchpad (foto: recordere.dk)

Konklusion

Microsoft Surface Book er en super lækker laptop/tablet, og Microsoft har skabt et fantastisk arbejdsredskab, men prisen er i min optik noget der trækker ned. Den er for dyr til at de fleste firmaer vil tage den ind som medarbejder computer. Selv i den mindste i7 konfiguration koster den over 20.000 kr.

Men når det så er sagt, så hvis man er til Windows, og gerne vil have noget som leverer varen både design- og ydelsesmæssigt, så er Surface Book ikke et dårligt valg. Hvis man ikke har brug for at adskille de to enheder fra hinanden, så er der dog andre gode valg derude til mere acceptable priser.

Skærm og tastatur er i top, og ser man bort fra hvad Microsoft har lovet af batteritid, så yder den faktisk flot batteritid hvis man arbejder med den uden strøm tilsluttet. Den leverer lige så godt som de nyeste MacBook Pro modeller.

Er du til en lækker Windows bærbar med mange muligheder og har du pengene, så er der intet i vejen med at købe Microsoft Surface Book.

 

Tekniske specifikationer

Software Windows 10 Pro
30 dages prøveperiode på Office 365
Yderside Kabinet: Magnesium
Farve: Sølv
Fysiske knapper: Lydstyrke, tænd/sluk
Mål 12,30″ x 9,14″ x 0,51-0,90″ (312,3 mm x 232,1 mm x 13,0-22,8 mm)
Vægt Starter ved (1.647 g (3,63 lbs) inkl. tastatur
Lager Solid state-drev (SSD)-valgmuligheder: 256 GB, 512 GB eller 1 TB
Skærm Skærm: 13,5″ PixelSense-skærm
Opløsning: 3000 x 2000 (267 ppi)
Billedformat: 3:2
Berøring: 10-punkts multiberøring
Batterilevetid Op til 16 timers videoafspilning
Processor 6. generations Intel Core i7
Grafik NVIDIA GeForce GTX 965M 2 GB GDDR5-hukommelse
Sikkerhed TPM-chip giver optimeret virksomhedssikkerhed
Hukommelse 8 GB eller 16 GB RAM
Trådløs 802.11ac Wi-Fi trådløst netværk; IEEE
802.11a/b/g/n-kompatibel
Trådløs Bluetooth 4.0-teknologi
Porte To USB 3.0 i fuld størrelse
SD-kortlæser i fuld størrelse
Surface Connect
Headsetstik
Mini Displayport
Kameraer, video og lyd Windows Hello-kamera med logon med ansigt (fremadvendt)
5,0 MP fremadvendt kamera med 1080p HD-video
8,0 MP bagudvendt kamera med autofokus med 1080p video i HD
Stereomikrofoner
Stereohøjttalere med Dolby lyd Audio Premium
Sensorer Sensor for omgivende lys
Accelerometer
Gyroskop
Magnetometer
Pakkens indhold Surface Book
Surface Pen
Strømforsyning
Startvejledning
Sikkerheds- og garantidokumenter
Garanti 2 års begrænset hardwaregaranti
Annonce:
ANMELDELSE KONKLUSION
Design
Ydelse
Skærm
Batteritid
Pris
Forrige artikelKom med bag scenerne til Star Wars The last Jedi
Næste artikelHiFi-specialisten Arcam kommer under Samsungs vinger
test-microsoft-surface-bookMicrosoft Surface Book er en super lækker laptop/tablet, og Microsoft har skabt et fantastisk arbejdsredskab, men prisen er i min optik noget der trækker ned. Den er for dyr til at de fleste firmaer vil tage den ind som medarbejder computer. Selv i den mindste i7 konfiguration koster den over 20.000 kr.
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.