Forside Nyheder

Apple lancerer Beats-øretelefoner med Lightning-stik

-

Apple fortsætter lanceringsfesten oven på tirsdagens launch af iPhones, Apple TV og Apple Watch Series 3.

Denne gang handler det om Beats-øretelefoner, der dog har et særligt kendetegn, der siger noget om, hvordan Apple tænker.

Længere henne på efteråret dukker urBeats3-øretelefonerne op i butikkerne – med Lightning-stik i bunden. Det er ikke de første øretelefoner med Lightning-stik, men at Apple nu helt rutinemæssigt udsender stik, der kun kan bruges på Apple-produkter, er et klart signal om, at de gerne vil erklære minijack-stikket fuldkommen dødt.

Det skal dog siges, at urBeats3 også kan fås i udgaver med almindeligt hovedtelefonstik, men disse fås kun i et begrænset omfang og i en kedeligere farvepalet. Hvor Lightning-udgaven fås i sort, guld og sølv, fås minijack-udgaven i sort, hvid, blå og grå.

Vi har ikke fået oplyst en dansk pris endnu, men den britiske pris kommer til at ligge på 90 pund, hvilket svarer til cirka 750 danske kroner.