Forside Baggrund

Klumme: Hvorfor er Danmark et Apple-land?

-
Foto: recordere.dk

I denne klumme prøver skribenten at finde svar på det mystiske fænomen, at vi i Skandinavien er vildere med Apple-produkter end næsten alle andre lande i verden, inklusiv Apples hjemland, USA.

Hvorfor er danskerne så vilde med Apple?

Spørgsmålet skal ikke forstås som en kritik af Apple eller Apple-brugere. Overhovedet ikke. Det skal ikke forstås som det spørgsmål, visse Android-fans stiller, om hvorfor nogle foretrækker Apples produkter, når de ofte er hardwaremæssigt underlegne og man betaler ekstra meget for det der Apple-logo.

Sandheden er jo, at virkeligheden er langt mere kompleks. Apples produkter er nogle gange bedre til nogle ting, mens de produkter, der har Android og Windows nogle gange er bedre til noget andet.

Og nogle gange er det omvendt, sådan, at det Apple var bedre til før tiden er en af konkurrenterne nu bedre til og vice versa. Hvis man over én kam melder ud, at det ene brand altid er bedre end det andet, ved man i min optik ikke ret meget om teknologi. Variablerne er alt for mange til at man kan sige noget konkluderende og absolut på den måde.

Annonce

 

Det ændrer dog ikke på, at danskerne er vilde med Apple-ting. Rigtig vilde. Så vilde, at Danmark totalt skiller sig ud fra resten af verden, når det gælder Apple-manien.

End ikke i Apples hjemland er de så vilde med f.eks. iPhone, at den er en suveræn nummer ét på salgslisterne, sådan som den er i Danmark.

I USA ligger Samsung og Apple og bytter plads hele tiden på førstepladsen lige nu, når det gælder smartphone-salget. Det kommer helt an på kvartalet, og hvem af dem, der netop har udgivet en ny flagskibs-telefon.

I de sidste par år er det samme sket, når man kigger hen over året. Når man kigger på styresystemer, sad Android på 64,5 procent af brugerne i USA, målt fra Maj 2016 til Maj 2017 ifølge Kantar.

I EU er det endnu højere, her tangerer Android den globale statistik. På verdensplan har Android længe siddet på over 80 procent af markedet, ifølge Kantars tal benytter 79,5% af EU-borgere med mobile enheder sig af Android. Ifølge Gartners og IDCs tal er Samsung den bedst sælgende smartphone-producent, både globalt og i EU, med en global markedsandel på lige over 23 procent, mens Apple har omkring 14-15 procent globalt.

På verdensplan er de kinesiske brands ret stærke, og Huawei overhalede for første gange Apple i globalt smartphone-salg i juni og juli ifølge tal fra firmaet Counterpoint. Det er naturligvis i månederne før Apples lancering af iPhone 8, så det er måske ikke så mærkeligt.

I de såkaldte EU5-lande (Storbritannien, Tyskland, Italien, Spanien og Frankrig) er de kinesiske brands stadig ikke så stærke som i resten af verden, så selvom Huawei æder sig ind på markedet er Samsung stadig størst med cirka 35% af markedet.

Kantars tal viser, at Storbritannien i andet kvartal i år var så meget et Android-land, at styresystemet sad på 64 procent af smartphone-salget, primært på Samsung og Huawei-telefoner.

Igen skal man huske, at det er før Apples lancering af iPhone 8 og X, men med en iOS-andel på 34 procent ovre på den anden side af Nordsøen, sælges der næsten dobbelt så mange Android-smartphones som iPhones. Og siden vi ved, at Huawei kun sælger en brøkdel af, hvad Samsung sælger globalt, er der god grund til at antage, at det er Samsung, der dominerer det britiske marked.

Et lignende billede viser sig i Tyskland, så i to af vores nabolande er Android og Samsung numero uno.

Ovre på den anden side af sundet forholder det sig dog lidt, som det gør i Danmark. Her er Apple og iOS nummer ét. Sverige og Danmark er altså i en lillebitte, eksklusiv gruppe af lande, hvor iOS og iPhone dominerer.

Hvorfor?

Der er sikkert Apple-fans, der vil mene, at det udelukkende er fordi, skandinaver er bedre uddannede og siden moderne mobiltelefoni i høj grad har rødder i Skandinavien med NMT-systemet, Ericsson og Nokia, er vi mere kvalitetsbevidste og har mere forstand på teknologi. Derfor køber vi det bedste, ergo iPhone.

Android-fans vil dog formentlig pege på, at vi er dummere end alle andre, fordi vi blindt køber os fattige i mærkevarer, der ikke leverer mere end rivalerne, men er meget dyrere, alene fordi vi er mærkevare-dyr.

Måske er der noget sandhed i begge dele. Måske skal sandheden findes et helt tredje sted.

Jeg har personligt en idé om, at det handler om en kombination af designtradition, timing og købekraft.

Det sidste handler om, at det skandinaviske velfærdssystem gør det muligt for de fleste at have råd til topmodeller indenfor smartphones.

Flertallet af smartphone-kunder kan købe den smartphone, de har lyst til, og folk med mindre budgetter skifter dem måske bare ikke ud så ofte som andre. Det er kun fåtallet, der bliver tvunget ud i at skulle købe en billig Android-telefon blot for at have de samme smartphone-muligheder som alle andre – sådan som det er i mange andre lande.

Men det forklarer naturligvis ikke, hvorfor valget så falder på iPhone. Blot, at det ikke er økonomien, der afholder folk fra at købe en Apple-telefon.

Og det er her, jeg tror, timingen og designtraditionen kommer ind. Lad os tage det sidste først.

Skandinavisk design af alt fra møbler til biler er egentlig mest kendt for funktionalisme. Den danske designermøbeltradition blev blandt andet startet i 40’erne for at give arbejdere i små lejligheder i de større byer mulighed for at købe funktionelle møbler, der var til at betale. Børge Mogensens FDB-møbler fra denne periode er gode eksempler. I dag videreføres denne demokratiske, skandinaviske møbeldesign-tradition af f.eks. IKEA.

I 50’erne og især i 60’erne, da Skandinavien gennemgik et velfærdsboom, skete der dog noget med den danske designtradition. Vi begynder at se overgangen fra funktionalisme til noget mere æstetisk, der ikke nødvendigvis er fokuseret på funktion. Det er her, Verner Pantons designs for eksempel begynder at få international opmærksomhed og Arne Jacobsen begynder at være et navn, folk kender.

Fælles for de designs, der dukker op i denne periode, er det strømlinede. Inspireret af modernismen og purismen fra 20’erne og 30’erne repræsenteret af f.eks. Bauhaus i Tyskland og designere/arkitekter som Mies Van Der Rohe, Marcel Breuer og Le Corbusier, begynder dansk design at antage en minimalistisk tendens. Eksempler er Poul Kjærholms super-enkle PK-22-lænestol fra 1958 i læder og stål.

Det er også i denne periode, klassikere som Arne Jacobsens ”Syver”-stol og ”Ægget” og ”Svanen” dukker op. Disse havde svungne, bløde og dog futuriske linjer, snarere end skarpe, lige kanter.

Men det minimalistiske bestod i, at de så ud til at være udformet i ét, samlet stykke polstret eller malet træ med metal-fod eller -ben. I syverens tilfælde var det netop ét stykke træ, hvor møbelkonstruktion indtil da næsten altid havde handlet om samling af mange, enkelte stykker.

Siden kravlede denne tradition som bekendt over i elektronikkens verden, og Danmark var stadig førende på området. I 1964 bliver Jacob Jensen ansat på B&O og sammen med designere som David Lewis og Henning Moldenhawer sætter han en ny kurs for firmaet, der overgår fra fokus på funktionalisme til design. Op igennem 70’erne og 80’erne var der mange, der kunne overgå B&O på hardwaren og funktionerne, men de var førende på designet. Og det var populært. Og dyrt.

B&O gjorde musikanlæg til et statussymbol, og gjorde det med enkle, skarpe linjer, sølv, sort og i mindre grad, hvid og træfinish.

Og her kommer så forbindelsen til Apple.

Som en artikel fra Fast Company Design tydeligt har gjort opmærksom på, var Apple-toppen dybt forelskede i B&Os designs.

Steve Jobs elskede alt med enkelt overflade-design og fokus på æstetikken, hvilket var en af grundene at Jobs insisterede på at kunne bruge andet end typiske computer-fonte på Macintosh-computerne. Folk, der har beskrevet deres besøg i Jobs’ hjem i 90’erne, fortæller, at han havde et Beosound 3200-anlæg hængende.

I førnævnte artikel fra Fast Company Design kan man også læse om, hvordan Phil Schiller fik indført drejehjulet på iPod efter at have oplevet noget lignende på en BeoCom 6000-telefon. Men den allertydeligste inspiration dukkede dog op i 2007, da Apple lancerede iPhone.

Hvis nogen kan huske den allerførste iPhone, så lignede den noget, der kunne være designet af B&O eller Jacob Jensen i sine senere år. Sølv, sort og glas. Enkle linjer. Minimalisme.

Jeg kan stadig huske, hvordan jeg nærmest grinte af iPhone, da en kollega på mit daværende job fik hentet et eksemplar med hjem fra USA og viste den frem til os andre. 2 megapixel på kameraet?

Min Nokia N95 havde 5! Ingen 3G? Hvad skal man så med de mail- og browser-apps, som Apple var så stolte af? Og nok var den flad, men den var jo kæmpestor. Men det værste var alligevel det manglende tastatur. Det var jeg helt sikker på ville gøre iPhone til en total fiasko.

Jaja. Man lærer, så længe man lever.

Når jeg kigger tilbage på f.eks. Nokias og Ericssons smartphones fra 2003-2007, kunne de nok mere end den første iPhone. Men der var én ting, de ikke kunne.

De kunne ikke appellere til almindelige mennesker, der ikke absolut skulle være på forkant med alt det teknologiske og derfor var villige til at bruge tid på at rode med USB-kabler og installationssoftware blot for at hente nye apps ind i telefonen. Jeg undervurderede i meget høj grad, hvor meget design betyder for (især) danskere i forhold til funktionalitet.

Den designtradition, der blev startet i 60’erne og 70’erne, hvor æstetik står over funktion, hænger stadig ved hos rigtig mange danskere, der ikke nødvendigvis beskæftiger sig med teknologi til dagligt. Disse mennesker vil bare have en flot smartphone, der virker.

Men hvis vi nu skal være objektive og ærlige, så kan mange producenter af Android-telefoner jo i dag sagtens løbe med Apple og iPhone foran i feltet, når det gælder design. Så hvorfor er det lige, at iPhone stadig er nummer ét ti år senere, og ikke Samsung, sådan som det er i stort set resten af verden, lige med undtagelse af broderfolket hinsidan?

Det er her, timingen kommer ind i billedet.

I 2010 kom Samsungs GALAXY S på markedet. Det blev indledningen til et kapløb mellem Apple og Samsung, der på sigt sendte de gamle mobilgiganter som Nokia, Sony, Ericsson (og Sony Ericsson), HTC, Motorola, Alcatel m. fl. ud i mørket.

På papiret lignede GALAXY S et fornuftigt alternativ til iPhone. Faktisk lignede GALAXY S iPhone så meget, at Apple anlagde en langvarig sag mod Samsung, og Steve Jobs kom med sin nu legendariske udtalelse om at han ville føre ”termonuklear krig” mod alle, der kopierede iPhone og iOS. Udtalelsen var rettet mod Google som ophavsfolk til Android og så naturligvis Samsung.

Samsung’en var væsentligt billigere end iPhone på det tidspunkt. GALAXY S startede helt nede omkring 4.100 kroner visse steder, mens den daværende iPhone-generation startede omkring 6.500 kroner. Det var en fordel mange steder i verden. Men formentlig ikke i Danmark.

De danskere, der på det tidspunkt allerede var skiftet over til smartphones og ikke stadig foretrak en featurephone, havde ikke noget problem med at punge ud, og var måske oven i købet den type mennesker, der er mistænkelige overfor noget, der virker for billigt.

Netop sådan noget som B&O-kulturen har fået mange mennesker i Danmark over på den tankegang, at det er bedre at betale lidt ekstra og så få noget, der holder i mange år, og som er i god kvalitet. Det er en luksus, mange mennesker kan tillade sig i et rigt land som Danmark.

Det er der for så vidt heller ikke noget i vejen med – når det gælder sko eller biler eller køleskabe. Men lige på smartphone-fronten gik tingene så stærkt dengang, at man faktisk hurtigt kom til at mangle nye, spændende funktioner, hvis man købte en smartphone med planer om at beholde den i lang tid. Så man kan argumentere for, at den ellers ganske fornuftige holdning måske var lidt malplaceret. Men det er egentlig sagen underordnet.

For det, der også skete rent timingmæssigt ved lanceringen af GALAXY S, gav formentlig Samsung en ulempe på det danske marked, som de stadig slås med i dag.

Nu skrev jeg ovenfor, at GALAXY S på papiret lignede en iPhone så meget, at man næsten lige så godt kunne købe den og spare nogle penge. Men den iPhone, den lignede var iPhone 3GS – som blev lanceret i 2009, altså året før GALAXY S.

I 2010, kun få måneder efter at GALAXY S var kommet ud, lancerede Apple iPhone 4, der satte nye standarder for, hvordan en smartphone kunne se ud med dens aluminiumskant og glasryg. Efter 3G og 3GS havde været rimelig plastikagtige var Apple tilbage på et B&O-spor med sølv, sort og glas, der passede lige ind i danskernes designsmag.

Så selv om GALAXY S rent funktionelt var et værdigt alternativ til iPhone generelt, kunne den bare ikke følge med på designfronten. Anmelderne i Danmark var faktisk ikke specielt begejstrede for iPhone 4, blandt andet på grund af de antenneproblemer, den havde (de fleste husker nok Steve Jobs’ kolossalt arrogante svar på en e-mail fra en bruger: ”Du holder den forkert”). En af veteranerne i dansk dækning af mobiltelefoni, John G., kaldte den for ”gamle nyheder pakket rigtigt lækkert ind i glittet papir”.

Hvad både John G. og jeg selv stadig ikke havde fanget på det tidspunkt var, at det ”glittede papir” var præcis det, folk ville have i Danmark.

Siden har Samsung præsenteret masser af lækre designs, hvis du spørger undertegnede. Det har Apple naturligvis også. Det er en af deres styrker.

Men efter at have talt med folk i branchen er jeg blevet overbevist om, at Samsung simpelthen aldrig er kommet forbi det forspring, Apple har i forhold til at ramme danskernes præference for design over funktion.

Igen, Recordere-læserne er for en stor dels vedkommende nok af den mere teknisk interesserede type, og derfor i mange tilfælde lige så interesserede i funktionalitet som i design.

Men den typiske dansker sætter design over funktion. Det tror jeg også, den almindelige svensker gør. Vi er vant til pænt design i privatlivet, også fordi vi bruger så meget tid indendørs på grund af klimaet.

Jeg har ladet mig fortælle, at Samsung-hovedkvarteret i Sydkorea jævnligt sender repræsentanter til Skandinavien for at prøve at forstå, hvorfor denne region ikke opfører sig som alle mulige andre, og hvorfor Samsung ikke er nummer ét her. Og at disse repræsentanter gang på gang må klø sig selv i hovedbunden, når de skandinaviske topbosser fortæller dem, at skandinaverne for størstedelens vedkommende er ligeglade med, om der er 12 eller 14 megapixel på kamerasensoren, hvis der ikke er metal eller glas på telefonens krop.

Der er selvfølgelig også andre faktorer. Lock-in, for eksempel. Det faktum, at Apples økosystem er svært at komme ud af, når først man er inde – hvilket til Apples ære også skyldes, at økosystemet er virkelig brugervenligt.

Som tech-journalist kan det dog nogle gange være lidt frustrerende, at ens publikum kun vil høre om Apple, når der er så meget andet spændende derude. Personligt har jeg både Android- og iOS-produkter, og computere med både MacOS og Windows.

Jeg foretrækker det første, når jeg laver musik, mens jeg foretrækker det andet, når jeg for eksempel skriver en tekst som denne. Jeg bruger de to platforme til det, jeg personligt synes, de er bedst til.

Jeg er udmærket klar over, at andre formentlig er uenig med mig i, hvad de er bedst til, men for mig er Apples produkter hverken bedre eller værre end alle andres. De har alle fejl og fordele, og det kommer helt an på, hvilket produkt, vi taler om, og hvornår i strømmen af produktudgivelser, vi taler om det.

Men sådan har den almindelige dansker det altså ikke, og det skal både jeg som teknologi-journalist og Samsungs ledelse lægge os i selen for at forstå.

Det bizarre er, at Samsung faktisk oplever nøjagtig det samme som Apple gør på en anden front: Tv. I årevis har danskerne foretrukket Samsung over f.eks. LG eller Sony på grund af, at Samsung havde de mest sølv/sort/glas-agtigt designede (og for almindelige mennesker betalelige) fladskærms-tv, da danskerne for alvor gik i gang med at skifte billedrørsfjernsynene ud for ti-femten år siden. Skidt med, at deres tunere var noget hø, og at man kunne få et 1080p-tv fra LG til samme pris som et Samsung-tv med 720p. Samsung etablerede sig som det gode designbrand på tv-siden, og det forspring har de stadig i dag.

Som enhver marketingperson vil kunne berette, så er den slags forspring virkelig svære at få has på i et land som Danmark.