Forside Nyheder

Vildt rygte: Google vil købe HTC

-

Nu lyder der spændende tech-jungletrommer fra Taiwan.

Både Business Insider og Seeking Alpha har fra pålidelige kilder, at Google er i fremskredne forhandlinger om at overtage HTCs smartphone-division…eller måske hele butikken. Det samme skriver erhvervsmediet Commercial Times i Taiwan.

Det ville på den ene side være en logisk handel for Google, eftersom HTC har produceret adskillige telefoner under Nexus-brandet for Google, herunder den allerførste Nexus One (bill.). Det er også HTC, der har bygget Googles Pixel-telefoner for dem efter Googles egne specifikationer.

På den anden side skræmmer sporene formentlig en anelse fra Microsofts overtagelse af Nokia, hvilket var sidste gang, et stort softwarefirma købte en smartphone-producent med faldende salgstal.

Forskellen er naturligvis, at Google ikke skal forsøge at overtale folk til at bruge et nyt mobil-styresystem samtidigt, sådan som det var tilfældet med Windows Phone. Android sidder allerede på over 80% af verdens smartphones, og HTC producerede endda den første Android-telefon, HTC Dream/T-Mobile G1 i 2008.

Det vil dog ikke være første gang, Google køber et smartphone-brand. I 2011 købte Google Motorola, for hurtigt at sælge brandet videre til Lenovo minus de Motorola-patenter, de gerne ville beholde.