Forside Indhold og distribution Film

Netflix køber tegneseriefirma

-

Nej, det er ikke planen, at Netflix skal til at udgive tegneserier efter alt-du-kan-læse-for-100 kr.-princippet.

Når Netflix netop har købt tegneseriefirmaet Millarworld er det af helt andre årsager.

Sidstnævnte firma er nemlig hjemsted til tegneserie-geniet Mark Millar (bill.). Måske har du ikke hørt navnet før, men han står bag tegneserierne bag filmserier som ’Kingsman’ og ’Kick-Ass’, samt filmen ’Wanted’.

Alle disse film har jo været lukrative succeser, så det er måske ikke så mærkeligt, at Netflix’ første, egentlige virksomhedsopkøb er Millarworld. Det betyder nemlig, at de får mulighed for at tjene penge på Millars fremtidige idéer og det indhold, han allerede har rettighederne til som skaber.

Med andre ord kan vi forvente mere tegneserie-inspireret indhold på Netflix end de Marvel-serier, der allerede kører der. Og det er måske et forståeligt træk, taget i betragtning, at Marvels ejer, Disney, har besluttet sig for at lave en Netflix-konkurrent og trække størstedelen af deres indhold ud af Netflix.

Millar selv har dog store ambitioner. Han har udtalt til The Guardian, at han ”ikke vil arbejde for Marvel”. Han vil ”derimod være Marvel”.

Nu hed det sig indledningsvist i denne nyhed, at Netflix ikke havde tænkt sig at udgive tegneserier efter deres egen forretningsmodel. Og det er også rigtigt. Men de har faktisk tænkt sig at udgive tegneserier efter opkøbet af Millarworld. Disse skal fungere som parallel-materiale og fan-stof til det videoindhold, der kommer ud af Mark Millar og Netflix.