Forside Produkter HiFi & Surround

Ny teknologi giver Car-Fi uden højttalere

-
Musikken skabes via vibrationer i bilens interiør. Foto: Continental

Continental står bag en ny teknologi til ‘højttalerløs’ musik i bilen.

Bilens lydsystem bliver nu vendt på hovedet af Continental. Firmaet, der mest er kendt som dækproducent, er klar med en ny type af Car-Fi til biler.

Med dette nye musiksystem bliver bilen ‘højttalerløs’. Eller rettere: De klassiske højtttalere er væk, i stedet benyttes kabinens interiør som højttalere, hvor lyden frembringes ved hjælp af små vibrationer i paneler, instrumentbræt, hattehylde og loft.

Teknologien kendes også fra elektronikprodukter i dag, hvor bl.a. Sony benytter vibrationer i frontglasset på deres OLED TV, som alternativ til traditionelle højttalere.

Se også: Frontglasset er højttalerne på Sony OLED TV

Men Continental tager det skridtet videre og er klar med musik i biler frembragt via vibrationer i interiør. Det giver fordele både i forhold til design og en lavere totalvægt på bilerne, hvilket ikke mindst er noget elbilerne har glæde af.

Vibrationerne der bliver til lyd skabes af aktuatorer. De svarer til kernen i en konventionel højttaler, og består af en magnet og en spole, der frembringer mikrovibrationer. I stedet for den oscillerende membran i en højttaler bliver interiør og overflader i bilens kabine udnyttet til at få lyden til at bølge igennem bilen.

 

Foto: Continental

 

Aktuatorer skaber vibrationerne

Ved at have aktuatorer i forskellig størrelse, placeret bag de forskellige flader, kan der skabes bas, mellemtone og diskant.

Continental skriver at f.eks. loft og hattehylde er gode som basgivere, mens dørpaneler er gode til mellemtone.

En tilsvarende lydoplevelse med lyd i hele bilens kabine kræver typisk op til 20 højttalere, hvis det laves traditionelt. Men denne teknologi kan der spares mellem 10 og 30 liter volumen og op til 15 kg på vægten.

Selv om 15 kg og 30 liter ikke lyder af meget, så er det ikke uvæsentligt for især elbiler, hvor der arbejdes med at nedsætte vægten og skabe mere plads i kabinen, som kompensation for batterierne.

 

Foto: Continental

 

Op til 12 kanaler i høj kvalitet

Det ‘højttalerløse’ musiksystem er skalérbart, og går fra tre lydkanaler og helt op til 12 kanaler. Ved mange kanaler inddrages forsæderne som lydgivere.

Continental afslutter med at fortælle at de har fået positiv feedback fra dem der har hørt det live. Bl.a. har den tyske violinbygger og fysiker Martin Schleske været ude med roser af lydsystemets muligheder.

Hvornår vi så selv kan opleve det i de første biler melder historien ikke noget om.