Forside * Tests

TEST: Apple TV 4K som medieafspiller

-

 

Annonce:

Indledning

Når jeg arbejder med en anmeldelse, så er det første jeg skriver som oftest konklusionen. Efter at have testet et produkt i en periode er jeg nået til en konklusion, og den skriver jeg ned før resten af artiklen udarbejdes.

Jeg har haft Apple TV 4K til test i et godt stykke tid nu, og efter den første periode der skrev jeg konklusionen.

Indledningen dengang lød: “Apple TV 4K er på en og samme tid både en stor forbedring og et skridt tilbage, sammenlignet med Apple TV 4”.

Skridtet tilbage handlede om at Apple TV 4K, i øvrigt ligesom de tidligere Apple TV, manglende muligheden for at skifte billedfrekvens på udgangen, i forhold til det indhold der blev afspillet.

Men hvor tidligere Apple TV “kun” havde en udfordring i forhold til skifte imellem 50 Hz (europæisk tv) og 60 Hz (amerikansk tv), så tilførte den nye udgave nu opskalering til 4K og HDR (High Dynamic Range) plus 24 Hz (film).

Alle disse konverteringer mellem frekvenser, opløsning og detaljer gav oftest noget rod på skærmen, og resultatet var: At for det meste af det indhold der er tilgængelig på Apple TV, der endte første udgave af Apple TV 4K faktisk med at være et skridt tilbage. En medieafspiller der ville så meget godt, men endnu ikke var i mål.

Heldigvis lyttede Apple til kritikken og fra og med firmware 11.2 kan Apple TV 4K skifte frekvens efter indhold. Løsningen er ikke 100% perfekt, hvorfor uddyber jeg i anmeldelsen, men det er en enorm forbedring.

 

Foto: recordere.dk
Foto: recordere.dk

 

Hardware design og tilslutninger

Apple TV 4K ligner sin forgænger udefra. Dog er der nu kommet køleribber i bunden, så den kraftigere hardware bedre kan komme af med varmen.

Der er en blæser indeni, men har endnu ikke hørt den køre her, og det med boksen stående på testbænken en halv meter fra hvor jeg sidder. Har kun oplevet at 4K-udgaven – ligesom forgængerne – er lydløs i brug.

Af tilslutninger er der HDMI-udgang (2.0a), ethernet og power. Der er ingen optisk udgang.

WiFi klares MIMO, simultant dual band 2,4 GHz og 5 GHz, og Bluetooth 5.0.

Processor er den kraftfulde A10X Fusion fra Apple med 64-bit arkitektur.

 

Apple TV 4K bagfra

 

 

Fjernbetjeningen

Fjernbetjeningen har grundlæggende samme størrelse og design som forgængeren, dog er knappen MENU blevet sænket en smule og har fået en hvid kant. Det gør at man nemmere kan finde knappen i mørke.

Fjernbetjeningen styrer Apple TV gennem Bluetooth 4.0, og det betyder at selve boksen kan gemmes væk. Her har jeg Apple TV til at sidde bag på TV’et – ude af syne.

Der er også en IR-sender i fjernbetjeningen. Den benyttes til at styre volumen på TV’et. Så dem der har klippet kablerne til tv-forbindelsen kan tilslutte Apple TV til en HDMI-indgang med CEC-kontrol. Når Apple TV så vækkes, så tænder TV’et på den rigtige indgang, og indholdet kan leveres fra Apple TV 4K, mens det styres fra denne fjernbetjening inkl. kontrol over lydstyrken.

Fjernbetjeningen er genopladelig, og oplades via et lightning stik (samme som på iPhone og iPad).

Oplader medfølger ikke, brug en af de øvrige USB-opladere der sikkert findes i husstanden allerede, eller tilslut til en computer for opladning. Fjernbetjeningen holder typisk strøm til flere måneder mellem hver opladning.

Der er accelerometer og gyroskop med 3 akser. Det betyder at fjernbetjeningen kan måle både hastighed og vinkling, og det især spil drage nytte af.

Oversiden af fjernbetjeningen er glas, mens bagsiden er aluminium. Glasset kan gå itu hvis der smides rundt med fjernbetjeningen eller hunden tager den i munden. Så pas på den, en ny fjernbetjening koster kr. 499,-

 

 

Gammel fjernbetjening og universal-fjernbetjeninger

Apple TV 4K kan også betjenes via “gammeldaws” infrarød (IR).

Det betyder at hvis du har programmeret en universalfjernbetjening til at styre Apple TV, så kan den løsning fortsat bruges sammen med ATV4K her.

Det samme gælder brug af IR-blastere, som f.eks. Bang & Olufsen TV har, hvor B&O-fjernbetjeningen styrer eksternt grej.

Det der ikke virker med IR-fjernbetjening ting som adgang til ‘task manager’, hvor der kan skiftes imellem kørende apps og apps kan lukkes, samt betjening af de apps (typisk spil) der benytter fjernbetjeningen som gamecontroller med touch/bevægelse.

 

Udpakning og installation

Indholdet af kassen er Apple TV 4K, fjernbetjening, opladerkabel (USB -> lightning) og strømkabel.

Der medfølger ingen oplader til fjernbetjeningen. Her må man bruge en af de andre USB-opladede i husstanden eller en computer. Fjernbetjeningen er opladt fra fabrikken.

Under den indledende installation guider boksen igennem tilslutning af fjernbetjening, valg af sprog, netværk og iCloud mm.

En ny mulighed der er kommet med iOS 11 er at hjemmeskærm+apps kan deles mellem flere Apple TV (Model 4 og 4K). Dette kræver tilslutning til iCloud, men aktiveres den så vil de enkelte Apple TV holdes ens på apps og app-placering i oversigten.

Deling af hjemmeskærm kan også aktiveres senere under Indstillinger.

 

Danske apps

Når det kommer til apps er Apple TV med helt i front. Siden Apple TV 4 udkom for 2 år siden er der kommet en bredt udvalg af apps, herunder mange danske og udenlandske tjenester der opererer i Danmark.

Der kan nævnes streamingtjenester som: DR TV, TV 2 PLAY, Viaplay, HBO Nordic, Netflix, Amazon Prime Video, C More, Viafree, Canal Digital Go, Eurosport Player, Telia TV, Stofa Web-tv, Dansk Filmskat, D Play, Plejmo og Min Bio.

Der også nabolands-tv som SVT, NRK, TV4 og ZDF. Dertil afspillere til eget indhold, som PLEX og Infuse.

Blockbuster er en af de få streamingtjenester der endnu ikke er på Apple TV. Altså indenfor tv/film. Indenfor musik er der ingen konkurrence til Apple Music. Dvs. ingen Spotify, Deezer, TIDAL *) m.fl. på Apple TV.

Ingen af de danske streamingapps leverer 4K på Apple TV endnu.

*) Opdatering 20/12-17: Nu er musiktjenesten TIDAL udkommet til Apple TV.

 

Indenfor apps er der et rigt udvalg på Apple TV 4K

 

Video

Apple TV 4K er første Apple TV der understøtter 4K UHD opløsning og HDR (High Dynamic Range).

Det er også første Apple TV der understøtter 24 Hz native, så film nu kan afspilles i den originale billedfrekvens uden konvertering.

Alle disse mange nye videoformater, de mange varianter af 4K-opløsninger med/uden HDR, samt nu også 24 Hz, gjorde at Apple TV 4K var et skridt tilbage i udviklingen lige da det blev sendt på gaden.

Dette fordi udgangen på tv-boksen kun havde én videomode. Det var enten den videomode der var valgt under indstillinger, eller den videomode som boks og tv havde “forhandlet” sig frem til som højest mulige.

Havde boksen først indstillet sig til eksempelvis 4K/60Hz med HDR på udgangen, fordi det kunne TV/projektor håndtere, så blev alt indhold konverteret til den videomode af boksen, og det med svingende resultat. Særligt i forbindelse med opkonvertering af indhold baseret på andre billedfrekvenser, der oplevedes hakkende panoreringer og frames (enkeltbilleder) der forsvandt, så bevægelser så at sige kunne “hoppe i tid”.

TV-streaming der oprinder fra Europa benytter oftest 50 Hz billedfrekvens. TV-streaming der oprinder fra USA benytter oftest 60 Hz, mens film oftest benytter 24 Hz, og det var ved konverteringerne imellem dem at boksen have sine udfordringer i de første udgaver af firmware (tvOS 11.0 og 11.1).

Havde anmeldelsen her været afsluttet efter den indledende oplevelse, så var det at konklusionen ville have endt med overskriften “Apple TV 4K er både en forbedring og et skridt tilbage”.

Heldigvis har Apple imellemtiden arbejdet på at forbedre netop dette, og fra og med firmware version 11.2 er det muligt at lade boksen vælge både frekvens og HDR/SDR (Standard Dynamic Range) ud fra det indhold der afspilles.

Så afspilles noget fra TV 2 PLAY så vælges 50 Hz. Spilles der noget fra Netflix så vælges 60 Hz, og spilles en film så vælges 24 Hz (såfremt tv’et ellers understøtter dette).

Apple kalder det for hhv. “Match billedfrekvens” og “Match dynamisk område” og de findes under Indstillinger -> Video og Lyd -> Match indhold.

 

Automatisk valg af billedfrekvens og HDR sættes i indstillinger

 

Der er en bagside. Man skal leve med at der ved skifte er en pause, hvor skærmen går i sort og lyden forsvinder, mens der skiftes videomode på udgangen.

Her oplever jeg at der går ca. 10 sekunder inden boksen er klar til f.eks at afspille en film med 24 Hz. Ca. 5 sekunder inden lyden vender tilbage og yderligere ca. 5 sekunder inden billedet kommer på. At skifte tilbage igen oplevede jeg som lidt hurtigere.

Dette dog først fra det tidspunkt hvor der trykkes play (afspil). Der er ingen pauser ved navigering i menu, mens der tjekkes ud og læses om eksempelvis filmene. Først i det øjeblik at filmen afspilles, så kommer der en 10 sekunders pause inden den starter.

Løsningen med “sorte huller” er ikke perfekt, men den er efter min mening meget meget bedre end at skulle se på de hakkende billeder på streamingen.

Og hvis boksen fast er indstillet til den billedfrekvens der oftest benyttes, så er det kun engang imellem at der er behov for at skifte.

Her har jeg valgt at Apple TV 4K står til en videomode med 50 Hz som standard, så tv-tjenester som DR TV og TV 2 PLAY virker uden pauser. Først når jeg så vil se en udsendelse på f.eks. Netflix eller se en film, så skal boksen først lige omstille sig.

Indenfor HDR så understøttes både HDR10 og Dolby Vision.

 

Understøttede video codecs

H.264/HEVC SDR-video op til 2160p, 60 billeder pr. sek., Main/Main 10 Profile

HEVC Dolby Vision (Profile 5)/HDR10 (Main 10 Profile) op til 2160p

H.264 Baseline Profile level 3.0 eller lavere med AAC-LC-lyd op til 160 Kbps pr. kanal, 48 kHz, stereolyd i filformaterne .m4v, .mp4 og .mov

MPEG-4-video op til 2,5 Mbps, 640 x 480 pixels, 30 billeder pr. sekund, Simple Profile med AAC-LC-lyd op til 160 Kbps, 48 kHz, stereolyd i filformaterne .m4v, .mp4 og .mov

 

 

Af lyd kan der vælges stereo eller DD 5.1

 

Audio

På lydsiden er der ikke sket den store udvikling.

Jo, tsOS 11.x byder på flere valg indenfor afspilning på Airplay-enheder og -højttalere i hjemmet, og senere kommer også det nye Airplay 2 med multirum musik.

Men af lydformater er der endnu kun direkte understøttelse for stereo og Dolby Digital 5.1.

Her savnes at der tages hul på verdenen af HD-lyd samt objektorienterede 3D-lydformater som Dolby Atmos, så filmene kan få et løft her også.

Apple har dog meldt ud at det er på vej, uden dog at komme med en tidshorisont.

Indtil Airplay 2 og Dolby Atmos kommer, der er lydsiden på Apple TV 4 rimelig triviel.

En medieafspiller-app som Infuse kan dog afspille i DTS HD og Dolby TrueHD på ATV4K, så boksen har umiddelbart ‘kræfter’ nok til det.

 

Understøttede audio codecs

HE-AAC (V1), AAC (op til 320 Kbps), beskyttet AAC (fra iTunes Store), MP3 (op til 320 Kbps), MP3 VBR, Apple Lossless, FLAC, AIFF og WAV, AC-3 (Dolby Digital 5.1) og E-AC-3 (Dolby Digital Plus 7.1 surround sound)

 

4K indhold

Apple TV 4K er den første medieafspiller fra Apple der understøtter 4K UHD og HDR (High Dynamic Range). Men hvad er der at se i den kvalitet?

Som nævnt ovenfor er der ingen af de danske streamingtjenester som byder på 4K-kvalitet, og for de danske tv-stationer er det ikke noget der ligger lige rundt om hjørnet.

Til gengæld er det muligt at se film i den bedre kvalitet. Apple tilføjer løbende film-titler med 4K HDR til kataloget, og er filmen der i forvejen så opgraderes den.

Det betyder også at har du købt en film tidligere, som senere konverteres til 4K HDR, så bliver den nye udgave tilgængelig under jeres køb.

I iTunes filmbutikken ligger der allerede en del 4K HDR film til leje eller køb. Det er populære titler som Spider-Man, Deadpool, Mummy, Kong Skull Island, The Revenant, Wonder Woman, Bay Watch, Kong Arthur samt filmserier som Apernes Planet, Harry Potter og Grusomme Mig.

Netflix streamer også i 4K HDR, hvis der vel og mærke ofres det dyreste abonnement til kr. 129/måned. Det er ikke mindst de senere års egenproduktioner af tv-serier og film, der ligger klar til streaming i den højere kvalitet.

Til gengæld må YouTube undværes i 4K-kvalitet i denne afspiller. Dette fordi Apple har fravalgt Googles VP9 codec, og YouTube for nuværende kun udsender 4K med den codec.

 

iTunes-butikken for leje/køb af film har en særlig sektion for 4K HDR film

 

Konklusion

I denne anmeldelse er der fokuseret på Apple TV 4K som medieafspiller, og med software v.11.2 der rykker netop denne streaming-boks flere skridt frem i forhold til tidligere Apple TV.

Den automatiske skifte af især billedfrekvens, hvor udgangen skifter efter indholdet, i stedet for at være en fast indstilling, har været savnet. At der lige kommer en pause med sort skærm, mens der skiftes, finder jeg personligt er til at leve med.

Det automatiske skifte, sammen med muligheden for at afspille indhold med native 24 Hz, og den stadigt voksende mængde af streaming-apps, gør Apple TV 4 til en af markedets p.t. mest alsidige medieafspillere.

Havde Apple TV 4K også været klar med en opdatering på lydsiden, med understøttelse af flere og bedre lydformater, som eksempelvis Dolby Atmos, så ville den være den nye streaming-konge. Indtil da må den nøjes med at være den nye streaming-prins der bejler til kongekronen.

Er I alle allerede brugere af Apple TV, og er der et 4K UHD TV i hjemmet nu eller i nær fremtid, så er Apple TV 4K et ‘must have’. Dette selvom der endnu ikke streames i 4K fra de danske tv-apps.

 

Pris og tilgængelighed

Apple TV 4K findes i to udgaver

Sælges i butikkerne nu, men kan være udsolgt lokalt (tjek forhandlere).

 

Apple TV 4K

Fra 1.499,-
8.8

Design

9.5/10

Brugervenlighed

9.5/10

Features

8.0/10

Software

9.0/10

Pris

8.0/10

Plus

  • 4K HDR inkl. Dolby Vision
  • 24 Hz videomode
  • Match frekvens og HDR (fra v.1.2)

Minus

  • Mangler 7.1 lyd
  • Ingen HD-lydformater
  • Sort skærm ved frekvensskifte
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.