Forside Nyheder

De første 5G-telefoner lander næste år

-

Det ser ud som om, vi får 5G-telefoner, før vi har et 5G-netværk.

3GPP, der sætter standarderne for mobildata, fik langt om længe lagt sig fast på en 5G-standard for et par måneder siden, og derefter er det gået stærkt med at komme igang med at implementere standarden.

Nu har Qualcomm så meldt ud, at en lang række smartphone-firmaer har forpligtet sig til at lave smartphones med Qualcomms kommende 5G-modem, Snapdragon X50. Det er blandt andre Sony, LG, HTC, ASUS, Oppo, Vivo, Xiaomi, ZTE og Nokia/HMD Global. Disse telefoner begynder allerede at komme på markedet i 2019.

Udmeldingen kommer oven i den allerede offentliggjorte nyhed, at Samsung også vil lave smartphones med Qualcomm-modem’er i de kommende fem år.

Fraværende fra listen er Huawei og så naturligvis Apple, der ligger i retssagskrig med Qualcomm, fordi de har valgt at putte Intel-modem’er i en stor del af deres iPhone-produktion. Huawei har deres egen teknologi, som de tester lige nu i bl.a. Danmark.

Qualcomm har samtidigt meldt ud, at en række internationale teleselskaber er i gang med forberede tests af 5G-netværk med X50-modem’et allerede i år. Ingen danske teleselskaber er på listen, og det er tvivlsomt, om der når at blive rullet et 5G-netværk ud til forbrugerne, før de ovennævnte telefoner begynder at dukke op ved Mobile World Congress til næste år.

Annonce