Forside * Featured

Snart kan iPhone låse døre op med NFC

-

De, der har smartlåse installeret i hjemmet er næppe imponerede over, at en smartphone kan låse en dør op.

Men de fleste af den slags systemer og produkter er baseret på Bluetooth, der ikke nødvendigvis er den sikreste, mest stabile eller hurtigste løsning til oplåsning af døre med en smartphone.

Annonce:

Apple mener angiveligt, at NFC er en bedre løsning. I følge websitet The Information vil de under deres snarligt kommende WWDC-udviklerkonference annoncere, at NFC-chippen i iPhone får nogle nye funktioner.

En af dem er muligheden for at låse døre op, hvilket allerede er i brug i Apples hovedkvarter i Cupertino. Her bruger medarbejderne deres iPhones i stedet for det ID-kort, mange ellers er vant til at rende rundt med for at komme rundt i en virksomhed.

Det nye skulle være muligheden for at implementere funktionen hos tredjepart, sådan at andre også kan få glæde af det. Apple har tilsyneladende også arbejdet sammen med en af verdens største producenter af det, man i Danmark kender som Rejsekortet, og som hedder f.eks. OysterCard i London.

Det firma hedder Cubic, og Apple vil ifølge The Information annoncere et nyt samarbejde med dem under WWDC, der giver mulighed for at bruge iPhone som sådan et rejsekort flere steder i verden. Man kan allerede bruge en iPhone i stedet for sådan et kort i Japan, London, dele af Kina og nogle enkelte byer i USA, men med det nye samarbejde, skulle det blive endnu mere udbredt.

Om det danske Rejsekort også bliver en del af denne udbredelse, vil tiden vise.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.