Spilanmeldelse: Assassins Creed: Revelations

 

Spillets hovedperson, den karismatiske snigmorder Ezio Auditore da Firenze, er

efterhånden kommet lidt op i årene. Skægget er gråsprængt og kroppen er ved at

være slidt. Humoren og snigmorde evnerne er dog bestemt ikke blevet rustne af

den grund.

 

I Revelations er Ezio kommet til Konstantinopel (nutidens Istanbul), for at

lede efter nøgler til den legendariske snigmorder Altairs hemmelige bibliotek.

Men for at historien ikke skulle ende her, er snigmordernes ærkefjender

selvfølgelig også på jagt efter selvsamme nøgler. Tempelridderne gør derfor sit til,

at besværliggøre det for Ezio.

Ezio er dog ikke alene i sin kamp, idet der heldigvis er et velfungerende

snigmorderguild i Konstantinopel opbygget efter de retningslinjer Ezio selv har

udstukket i bl.a. AC-Brotherhood.

 

For mig har historien i AC-serien altid været en meget vigtig del af selve spillet

og derfor vil jeg ikke røbe for meget omkring denne. Men som spillets titel selv

afslører, så kommer der endelig nogle svar på visse af de spørgsmål, som er

blevet rejst i de foregående 3 spil.

Udover Ezio får man også mulighed for i små dele af spillet, at spille selveste

Altair og nutidens Desmond.

Grafisk har Assassins Creed- serien altid været rigtig flot og dette fortsætter i

Revelations.

 

Ubisoft har endnu engang svinget malepenslen og figurer og omgivelser fremstår

rigtig flot og ikke mindst rigtig stemningsfuldt. Det er stadig imponerende at

sidde på toppen af et emiratspir og bare kigge på byen under sig og nyde

omgivelserne. Kombineret med en fantastisk flot lyd og musik kulisse (leveret af

danske Jesper Kyd) er Assassins Creed Revelations en fornøjelse både at se og høre på.

Spillets filmsekvenser er (som sædvanlig) også rigtig flotte. Stemmeskuespillet er

rigtig godt og troværdigt. Især er jeg helt vild med Ezio´s stemme, som giver mig

lyst til at snakke med italiensk accent hele tiden.

Hvis du har spillet nogle af de forrige spil i serien, vil styringen føles

meget velkendt. Den er stadig en af de bedste til denne type spil og er meget

brugervenlig også for nye spillere. Men hvorfor også ændre på noget, som

fungerer så godt.

 

Kampsystemet er der heller ikke ændret det store ved, og kampene er stadig

hektiske og rigtig flotte. De utallige måder man kan slå sine fjender ihjel på alt

efter hvilket våben man har i hånden er super fede at se på. Min egen personlige

favorit er stadig drab med de 2 skjulte klinger, som leverer close up drab på

smukkeste vis.

Ezio har bevaret sit udstyr og sine evner fra forrige spil, men man bliver dog

forkælet med lidt nyt. Et af de nye tiltag er bl.a. en gribekrogen, som er meget

handy, når man skal klatre på vægge og hoppe over længere afstande fra tag til

tag.

Man får også adgang til bomber, som kan fremstilles i mange forskellige

former og med forskellige effekter. Det drejer sig lige fra simple røgbomber til

klistrebomber og til bomber som forgifter dine fjender. Bomberne er ikke altid

bedre end dine traditionelle våben, men de er sjove at benytte og giver nogle

sjove episoder og sjove nye muligheder.

 

En ny feature, som bør nævnes er forsvar af snigmordernes tilholdssteder.

Undervejs i spillet vil tempelridderne beslutte sig for at angribe dine

tilholdssteder. Her skal man så forsvare sit tilholdssted imod flere bølger af

fjender. I stedet for aktivt at deltage, så skal man så vælge hvilke tropper man vil

benytte, om man vil bygge barikkader i gaden osv. Dette er i starten ganske sjovt,

men bliver lidt enerverende til sidst.

Ligesom i AC-Brotherhood, skal man stadig rekruttere og optræne nye

Assassins. Når disse er blevet dygtige nok, kan de selvstændigt forsvare dine

tilholdssteder imod angreb fra tempelridderne.

 

 

Spillets multiplayer-del fungerer egentlig også godt. Der er de sædvanlige
kamptyper at vælge imellem såsom Deathmatch og Capture the Flag og utallige variationer af evner at vælge imellem efterhånden som man stiger i
graderne.

 

Samtidig har Ubisoft valgt at bibeholde systemet med at man både jager et mål,
samtidig med at man selv bliver jaget. Det gør det egentlig ret nervepirrende,
især når man har flere af sine modspillere på nakken.

Opsummering:

Alt i alt ligner Assassins Creed: Revelations meget de to forrige spil i serien.

Endnu engang har Ubisoft skrevet en spændende historie, som kombineret

med flot grafik, en god styring og en fantastisk stemning, giver dig mange gode

spiltimer. Der er ikke meget nyt under solen, men det gør heller ikke noget så

længe resten af spillet er så godt.

Plus: Flot grafik, god lyd, godt skuespil, spændende og god historie, flotte

drabsscener og mange gode oplevelsestimer.

Minus: små tekniske fejl, lidt for meget genbrug og gentagelser fra AC-

Brotherhood.