Forside * Nyheder

Prøvebilledets far er død


Philips prøvebillede fra 1966. Ses stadig den dag i dag, i næsten uændret form.


 


Danske Finn Hendil, der stod bag det berømte Philips prøvebillede, er død.


I aviserne i dag ses en dødsannonce som ikke helt ligner de øvrige. Ved siden af familiens hilsen bringes prøvebilledet med teksten:


“Til Philips designede Finn Hendil i 1966 det prøvebillede, der blev anvendt af de fleste TV-stationer i verden.”


Som ung ingeniør blev Finn Hendil sendt til Philips, af hans egen mor. Her fik han til opgave at være med til at lave farve-tv’et, og en af de første opgaver var at finde de mest effektive bølgelængder til tv-systemets grundfarver: Rød, Grøn og Blå.


I den forbindelse blev der også brug for et prøvebillede, som kunne vise om farverne blev gengivet rigtigt, om de blandede sig rigtigt, blev dekodet rigtigt osv. Og det skulle være ét prøvebillede til det meste, også sort/hvid transmission og gengivelse, konvergens, geometri mv.


Utallige tegninger, skitser og diagrammer senere var Philips prøvebillede PM5544 skabt. I dag måske et af verdens mest kendte grafiske udtryk.


Bortset fra få justeringer over årene, som eksempelvis en kontrol af om lyd og billede er synkront, er det samme prøvebillede som benyttes af mange TV-stationer verden over den dag i dag.


Prøvebilledet mødes dog ikke så ofte mere hjemme i stuerne. For i dag bringer de fleste TV-stationer noget på skærmen 24 timer i døgnet, og så er der ikke længere plads til at udsende prøvebilleder.


Ingeniør Finn Hendil blev 71 år.


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.