Forside * Nyheder

Spotify åbner for udvidet indhold


 


Spotify har indkaldt til pressemøde senere i dag, hvor de ventes at præsentere muligheden for indhold leveret af tredjepart, i form af tilføjelser til afspilleren.


Som annonceret i sidste uge har Spotify noget i godteposen til brugerne i dag. Der er indkaldt til pressemøde i New York, og det afholdes i dag d. 30/11 kl. 18 dansk tid.


Men allerede nu kan avisen The Wall Street Journal afsløre hvad det handler om. Spotify ventes at annoncere muligheden for udvidet indhold i dag.


Det nye indhold vil være et suplement til selve musikken, og leveres af tredjepart via applikationer – Apps – som det bl.a. kendes fra Facebook. Det betyder at Spotify-afspilleren vil byde på nye muligheder sammen med musikken. Det kunne være en applikation der viser sangteksterne mens musikken spiller, eller en anden applikation der orienterer om koncerter med den aktuelle musiker eller band.


De nye tilbud vil – i første omgang – kun være tilgængelig fra Spotify-afspilleren på computeren, men de nye applikationer vil også kunne oprette afspillelister, som senere kan lyttes fra mobil eller musikanlæg. Et eksempel:


Du vender glad hjem fra Roskilde Festival, hvor du lige har lyttet til gode gamle Bruce Springsteen. Hjemme igen sætter du hans musik på i Spotify, og hans applikation vækkes og foreslår dig sætlisten fra koncerten på Roskilde som en ny afspilleliste. Du læner dig tilbage og nyder genhøret, mens der vises billeder fra koncertens højdepunkter, og nu ligger sætlisten også i mobilen til senere lytning.


Ifølge kilder til The Wall Street Journal, vil de nye muligheder være gratis og tilgængelige fra alle abonnementer (Free, Unlimited og Premium).


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.