Forside Styling Layout: Uden komm.

Anmeldelse af Oppo BDP-95 3D blu-ray

 



 


Indledning


En ny Oppo er på gaden, nemlig efterfølgeren fil Oppo BDP-83SE. Forskellen mellem den almindelige BDP-83 og SE udgaven var primært lydkredsløbene. Selvom BDP-83 var ganske fornøjelig på den analoge lydside, var den dog efter min bedste vurdering ikke bedre end så meget hvad lyd angår, end andet til samme pris. Åbenbart havde Oppo lidt af den samme opfattelse, for man producerede som bekendt BDP-83E, i øvrigt med ret tilsvarende DAC´s som er monteret på den her anmeldte afspiller.


Der hvor de foregående Oppo modeller var langt fremme i skoene i forhold til mange andre Blu-Ray (BD) afspillere, var jo monteringen af Anchor Bay video processor. De nævnte videochips sikrede, at billedbehandlingen, og her specielt for afspilning af DVD og BD 1080ip, var bedre end for de fleste andre afspillere i samme – eller endda dyrere prisklasser for BD-afspillere.


De seneste modeller af Oppo´s BD afspiller (BDP-93EU og BDP-95EU), er ikke forsynet med Anchor Bay processor, men der i mod med seneste generation af Marvell Qdeo. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad der er bedst, Anchor Bay eller Marwell Qdeo, for billedet ved DVD afspilning er for mig lige brillante.


 



Oppo Custom Decoder Chip (tv) og Marvell Kyoto-G2 Qdeo Video Processor (th).


 


Det man skal huske på som kunde hvis man er i tvivl om hvorvidt man skal købe en Oppo BDP-93, eller den her er anmeldte storebror er jo, at det primært er den analoge lyd, og den tilhørende Toroidal strømforsyning, der er forskellen mellem de to afspillere. Billedet det samme, og ved digital lydkvalitet, her har jeg ikke kunnet høre en forskel ved bitstream/PCM i forhold til Oppp BDP-93EU.


Bemærk venligst, at mine lydobservationer er subjektive, og relatere sig alene til de ved anmeldelsen benyttede lyd setup.


 


 


 


 


 


Design og byggekvalitet


Oppo BDP-95EU adskiller sig en del fra den mindre model BDP-93EU. Designet på den her anmeldte er ikke så stringent og enkelt, men alligevel er BDP-95EU meget stilren, og en fryd for mit øje.  Pudsigt nok er overfladen på fronten af BDP-95EU, mere nubret end på den mindre model.


På fronten finder vi et mindre antal betjeningsknapper, og her et knap for afbryder, diskskuffe, og en mulitifunktionsknap med andre af de mest benyttede funktioner. Den nævnte multifunktionsknap er svagt belyst.


Afspillerens display er relativt stort, og udviser status af afspilningen. Generelt er størrelsen på bogstaver og tal i displayet ganske store og klare.  Der findes dog også et mindre antal informationer øverst i displayet. Disse er så små, at jeg dårligt selv med briller på kunne læse hvad oplysningerne gik ud på – ret ubrugeligt.


Der er absolut intet at sætte en finger på, når man ser på det samlede byggekvalitet. Hvad angår design er det naturligvis altid afhængig af den enkeltes smag, men alligevel vil jeg mene, at der ikke er mange afspillere der fremtræder så homogent og enkelt som den anmeldte afspiller.


 


 



Oppo BDP-93 (øverst) set i forhold til den nye Oppo BDP-95 (nederst)


 


Tilslutningerne er i glimrende kvalitet, selvom de dog på dyrere fabrikater kan findes bedre, men helt ærligt, hvor mange BD-afspillere i denne prisklasse er monteret med balancerede analoge XLR tilslutninger.


Afspilleren er i modsætning til Oppo BDP-93EU forsynet med en blæser, og hvis man ser ind under “Låget” på en BDP-95, så forstår man det godt. I forhold til BDP-93EU, er der jo her implementeret et større analogt print. Jeg har nu ikke hørt blæseren i funktion.


 


 


 


 


Fjernbetjeningen




Fjernbetjeningen er identisk med den som leveres til Oppo BDP-93EU. Det betyder, at der stort set kun er godt at sige om fjernbetjeningen. Den er fornuftigt designet, store betjeningsknapper, og i en udmærket kvalitet rent materialemæssigt.


Den anmeldte Oppo var en multi regions afspiller. Ændringer mellem regioner sker netop på fjernbetjeningen. Til brug ved regionsskifte medfølger der en særskilt brugsanvisning, og selve regionsskiftet foregår nemt.


Alligevel havde det jo været skønt såfremt afspilleren selv kunne detektere og skifte region. Denne lille pudsighed deler Oppo med mig bekendt alle andre BD-afspillere. Regionskodningen på både DVD og Blu-Ray kan vi jo takke producenterne i filmverden for.


Jeg må indrømme at jeg nok aldrig har kunnet finde det hensigtsmæssige i regionskodning. Det er i det mindste ikke kunden der er sat i centrum i den sammenhæng.


 


 


 


Menuerne


Menuerne er ganske identiske med dem der findes i Oppo BDP-93EU. Det betyder ganske systematisk opbyggede menuer, med “Hjælpe undertekst” på engelsk for de enkelte punkter. Skift mellem menupunkterne sker hurtigt.


Hvad angår afspilningen af 3D, så skal man huske i menuen at vælge den korrekte størrelse for det anvendte panel, ellers får man ikke fuldt udbytte af effekterne i 3D.


Opsætningen af afspilleren er ganske nem, og man præsenteres undervejs for nogle spørgsmål omkring valg i forhold til ens setup m.v.


Oppo BDP-95EU leveres med en lille WIFI Dongle, og den er nem at sætte op. Afspilleren søger selv på tilgængelige trådløse netværk, og når man har trykket adgangskoden ind for det valgte netværk – jamen så er afspilleren forbundet til netværket.


Straks efter tilslutningen til netværket dukkede der en besked op der fortalte, at der var en ny Firmware tilgængelig for afspilleren. Også opdateringen foregår uden problemer, blot husk at følge vejledningen omkring opdateringen.


 


 


 





 


 


Billede – og lydkvalitet


Omkring billedet, jamen her er der som ventet ingen forskel i forhold til Oppo BDP-93EU. Jeg skrev bl.a. følgende i min anmeldelse af Oppo BDP-93EU vedrørende billedet:


 Uha, nu må jeg ind på et område, som kan være svært at forklare og bevise, når vi taler om et Blu-ray (BD) billede. “Sangen” går jo generelt på, at det er fuldstændigt underordnet, om man benytter en BD afspiller til 1000 kr., eller en til måske 10.000 kr.


Årsagen til, at der ingen forskel teoretisk kan være er jo, at billedsignalet er digitalt, og består af karakterne 1 og 0. Jeg har haft så mange afspillere i mit setup, vel mere end 20 forskellige, og jeg har fra tid til anden kunne se forskel. Forskellen er specielt stor i billedet når jeg tænker tilbage på de meget tidlige Samsung og Panasonic afspillere. Forskellen bliver så over tid noget mindre mellem de nyeste afspillere.


Når jeg bedømmer et BD billede benytter jeg kendte filmsekvenser, og sammenligner direkte mellem 2 afspillere, der kører næsten synkront den samme filmsekvens. I dette tilfælde blev Oppo´en holdt op på min egen Panasonic DMP-BDT300, og en koncertoptagelse med Stevie Wonder. Forskellene ligger i bitte små detaljer.


Det som jeg bemærkede mig i denne sammenhæng var klarheden og detaljerne i den mikrofon, som Stevie Wonder benyttede, forskellen i detaljerne på smykkerne som de dejlige “Juhu-piger” bar. Jovist var der en smule forskel til Oppo´ens fordel. Det samme noterede jeg mig omkring det sortniveau som blev vist på mit Panasonic panel.


Forskellene er på ingen måde revolutionerne, og man kan sikkert få en lang og heftig debat om hvorledes forskellene kan opstå, eller om det bare er ren indbildning fra min side – det mener jeg nu ikke at det er, indbildning altså.


Men hvor om alting er, så præsentere Oppo BDP-93EU et 2D Blu-ray billede som jeg formentligt ikke har set bedre før, heller ikke på afspillere der er væsentligt dyrere.


Den ultimative DVD-test var her en gammel engelsk søkrigs DVD film fra omkring 1953, som netop fremstod med en del billedstøj. Generelt må man sige, at den nævnte film for den tid var optaget meget flot, og i farver. Men turen i gennem Oppo´ens billedprocessor gjorde bestemt ingen skade, det var blevet en mere klar og rolig film at se på. De samme forhold gjorde sig i øvrigt gældende for de øvrige DVD film jeg testede med, Oppo´en klarede det hele med vajende faner og klingende spil.


 


 



 


 


Og så over til det mere spændende, den analoge lyd. Se her havde jeg jo fået et problem. Da jeg i sin tid sagde ja tak til anmeldelsen af Oppo BDP-95EU, da havde jeg en Pioneer SC-LX83 i mit setup. Pioneeren er i mellemtiden blevet udskiftet med en Anthem MRX700.


Min nuværende receiver har ikke analoge multikanal indgange. Hvad gør man så, man låner en Denon AVR-4311 fra sin chef, som i øvrigt lige har fået receiveren leveret. Min overordnede tankegang var, at jeg alligevel snart skal pensioneres, så skaden kunne ikke blive så stor.


Men Denon receiveren blev villigt udlånt i et døgns tid, og det var en større teknisk omstilling som jeg skulle i gang med. Men efter nogle autokalibrerings seancer fik jeg en ganske glimrende lyd af Denon receiveren.


Den analoge surround lyd, og her testet via mit 5.1 setup, er afgjort bedre end på Oppo BDP-93EU. Oppo BDP-95EU afspilleren er jo forsynet med 2 Sabre DAC´s og det er BDP-93EU udgaven ikke. De 2 fornemme Sabre DAC´s, er fordelt med én til analog surround og én dedikeret til analog CD-lyd.


Den analoge surround lyd udstråler mere varme end den ditto digitale lyd, og der er en stor grad af detaljer og klang. Det som jeg egentlig fik den største oplevelse ved at lytte til var BD´en “Hitman – David Forster and Friends”. Den nævnte BD er en koncertoptagelse fra USA med kendte og mere ukendte solister. Men fælles for alle musikstykker er, at lydoptagelsen er fænomenal god, og jeg benytter faktisk altid denne koncertoptagelse til mine billed- og lyd anmeldelser m.v.


 


 



 


 


Musikken fremstår rent koncertmæssigt rigtigt skønt, og jeg må jo erkende, at for mig er analog lyd når vi taler musik, ganske ofte kan være at foretrække frem for digital lyd. Den digitale lyd kan i nogle sammenhænge fremstå noget – ja digitalt, uden sjælen i et musikinstrument. Dette fænomen undgås med en god analog afspiller/receiver præsentation.


Personligt har jeg det dog således, at til koncerter vil jeg ofte gerne benytte analog lyd, men til egentlige spillefilm, lige så gerne digital lyd. I visse sammenhænge synes jeg digitallyd kan virke mere korrekt – måske er det bare blevet til en vane. Men alt andet lige, de analoge præstationer er glimrende. Man kan godt til en Blu-Ray afspiller få en lidt bedre analog lyd, men så er vi oppe i priser der væsentlig overgår Oppo BDP-95EU.








Oppo BDP-95 benytter Rotel transformator(er)


Også til den analoge CD lyd. Her kunne jeg igen benytte min egen Anthem receiver med tilhørende lydsetup. Jeg hører til de årgange som voksede op med den analoge lyd. For mig, er det som tidligere nævnt, ofte at foretrække at musik er analog.


Det var skønt at høre f.eks. The Beatles remasterede udgave. Man følte – trods remasterindsatsen, den samme stemning og følelse som tidligere. Det samme gælder for Cliff Ricard og flere af hans gamle, men stadig ofte brugte musik. Ganske flot dynamik i musikken med tanke på, at flere af de spillede numre stammer helt tilbage fra omkring 1965.


Alt hvad jeg hørte som analog CD afspiller var uden støj.


Så er vi tilbage til min gamle hurdle, kan en Blu-Ray afspiller erstatte en dedikeret CD-afspiller i samme prisklasse som Oppo afspilleren. I dette tilfælde med Oppo BDP-95EU er vi ganske tæt på. Måske vil det for nogen være afgørende for valget hvorledes afspilleren lyder, altså lydsmagen.


Jeg tror bestemt, at mange selv noget krævende analog stereo fans, med tilfredshed vil kunne benytte Oppo´en.  Med tanke på, at man betaler knap 10.000 kr. for en Blu-Ray afspiller, der næsten kan afspille alt hvad man putter i den, og sammenholder den med en CD-afspiller i samme prisklasse, så er det overordentligt godt gået af Oppo, og deres analoge Supra DAC´s m.v.


Det piner mig virkeligt, at jeg ikke har kunnet benytte afspillerens 2 analoge XLR udgange.


Oppo BDP-95EU kan også netværks streame, jeg har desværre ikke udstyr til at kunne afprøve dette.


 


 


 


 


 


Målinger


Det skal desuden påpeges, at målinger på load af Blu-ray discs ikke er foretaget med BD-live i “On” funktion. Med BD-live i “On” position, kan load-tiden forlænges med op til flere minutter.



  • Opstart: 19 sekunder
  • Load af 3D BD Grand Canyon Adventure: 21 sekunder
  • Typisk load af BD: 18 sekunder
  • Typisk load af DVD: 10 sekunder
  • Filmen Terminator på BD: 41 sekunder.
  • Forbrug ved standby: 0,47 Watt
  • Forbrug ved typisk BD afspilning, 5.1 surround: 43.9 Watt.

 


 


 


 



Specifikationer


Afpilleren afspiller følgende medier:



  • BD-Video, DVD-Video, AVCHD, DVD-Audio, SACD, CD, HDCD, Kodak Picture CD, CD-R/RW, DVD±R/RW, DVD±R DL, BD-R

Udgang og output:



  • Analog Audio: 7.1ch or 5.1ch, stereo
  • 2 analoge XLR udgange. Digital Audio: Coaxial, Optical
  • HDMI Audio: Stereo, up to 7.1ch high-resolution PCM, up to 5.1ch DSD, bitstream or LPCM conversion of Dolby Digital, Dolby Digital Plus, Dolby TrueHD, DTS, DTS-HD High Resolution Audio, and DTS-HD Master Audio.
  • Analog Video: Composite, Component Video (Y/Pb/Pr, 480i/480p, 720p/1080i
  • Digital Video: HDMI with HDCP (NTSC: 480i/480p/720p/1080i/1080p/1080p24, PAL 576i/576p/720p/1080i/1080p/1080p24
  • 2 USB indgange

Bemærk, at kun ved HDMI udgang 1, er videoprocessoren i funktion


Vægt: 7.3 kg.



 


 



Oppo BDP-93 (øverst) set i forhold til den nye Oppo BDP-95 (nederst)


 


Konklusion


En del forbrugere vil nok tænke, hvorfor skal jeg betale næsten 10.000 kr. for en Blu-Ray afspiller, når jeg kan få en afspiller i et elektronik supermarked for måske 600 kr.


Jo – men der er ingen sammenligning mellem de 2 afspiller. Ved Oppo BDP-95EU køber man en afspiller i en særdeles overbevisende byggekvalitet, særdeles velfungerende og hurtig, og med et utal af medier som afspilleren kan håndtere, og alt i fremragende kvalitet.


Med Oppo BDP-95EU har Oppo bragt en afspiller på markedet, hvor funktionaliteten og kvaliteten i alt hvad man byder den, langt overgår andre afspillere i samme prisklasse.


 


 


 


Tak


En meget stor tak til  AV-Connection  for udlån af både afspiller og analoge RCA kabler til anmeldelsen.


 


Spørgsmål


For spørgsmål til denne anmeldelse er der oprettet et emne i forummet:


Anmeldelse af Oppo BDP-95 topmodel blu-ray


 


 









Grejet på testbænken


Testbænken hos recordere.dk var til denne anmeldelse udstyret med:



  • Display : Panasonic TX-P55VT30
  • Højttalere : ELAC FS247, ELAC CC241 & M&K CS-29 
  • Subwoofer: Velodyne SPL 1000 Ultra
  • Subwoofer Management System: Velodyne SMS-1
  • HT kabler : CSN Custom Cables
  • HDMI kabler : Supra og Oppo
  • Analoge RCA kabler : Supra
  • Receiver : Anthem MRX 700 & Denon AVR 4311
  • CD Afspiller : Sony SCD-XA5400ES
  • Blu-ray afspiller : Oppo BDP-93EU


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.