Forside * Nyheder

Google Maps bliver endnu bedre til 3D


Domkirken i Firenze på Google Maps før og efter forbedringen.


Nu bliver det nemmere at sammenligne virkeligheden med, hvad man ser på Google Maps. Google har forbedret måden, hvorpå man kan genkende bygninger på kortene ved at gøre 3D-detaljerne endnu tydeligere. 


Google forbedrer stille og roligt deres kort, så de bliver nemmere at kigge på og mere overskuelige. Den sidste nye udvikling på den front er, at Google nu viser endnu flere detaljer på de bygninger, der vises tredimensionelt på kortene (Med 3D menes naturligvis ikke brille-3D, men blot, at bygningerne ikke bare vises som flade plader set ovenfra.)


På Googles blog om Google Maps og Google Earth, Lat Long Blog, kan man læse om denne seneste udvikling. Google bruger den smukke domkirke i Firenze som et eksempel, hvor man for eksempel nu kan se, at det reelt er en kuppel, der er på toppen af kirken, og ikke som tidligere, noget der ligner et springvand. De smukke sorte og hvide striber, der er karakteristiske for Firenzes domkirke skal man dog stadig over på satellitfotos for at få et indtryk af. På bloggen kan man også se Google-maps-billeder af bl.a. Det Hvide Hus og Operahuset i Sydney.


Ifølge Google er ræsonnementet bag den nye funktion, at man bedre kan sammenligne det, man ser med sine egne øjne, og det, der er på kortet, når man bedre kan genkende visse bygninger i landskabet. Dermed bliver navigationen nemmere, fordi man ikke skal tænke over, hvordan virkelighed og kort passer sammen.


Mere end 1000 bygninger og seværdigheder over hele verden er blevet forbedret på denne måde, skriver Googles Paul Messmer på bloggen.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.