Forside Nyheder

Radio 100FM betalte ikke til tiden


Ved bankernes lukketid mandag overskred den hollandske ejer af landets største kommercielle radiostation, Radio 100 FM, den formelle frist for indbetalingen af de 22,5 millioner kroner, som næste års sendetilladelse koster.


“Radio- og TV-Nævnet må konstatere, at der ikke er sket rettidig betaling og holder sig derfor til ordlyden af sendetilladelsen,” oplyser nævnets formand, Christian Scherfig, til Business.dk.


Radio 100 FM har nu yderligere otte dage til at betale regningen. Sker det ikke, vil sendetilladelsen blive inddraget midlertidigt. Går der mere end en måned, vil sendetilladelsen blive inddraget permanent.


Radio 100 FM har til gengæld krævet en halvering af regningen.


“Hvorfor skal vi blive ved med at betale, når SBS får deres licens for ingenting?,” sagde bestyrelsesformand for Radio 100 FM, Marc Nanning, forleden til Business.dk.


I Radio 100 FM håber de nu på, at stationen kan blive ved med at sende, indtil det spørgsmål er afgjort i retten. Men det skal de dog ikke regne med, siger Christian Scherfig.


“Vi har konsulteret kammeradvokaten, hvis opfattelse er, at det forhold, at Radio 100 FM stævner staten ikke afbøder den midlertidige og eventuelt permanente inddragelse af sendetilladelsen,” siger nævnsformanden.


Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Radio 100 FM’s ledelse. Kulturminister Carina Christensen (K) er bortrejst og har afvist at kommentere sagen.


Kilde “Mediawatch”

Annonce