Forside Nyheder

Viasat ændrer betingelser for TV3 kanalerne


Viasat løsner grebet, og giver kabel-tv og antenneforeninger mere frie muligheder for distribution af TV3 kanalerne.


Antenneforeningerne får nu fri mulighed for at pakketere Viasats TV3- kanaler. TV-distributøren har ændret sine vilkår, hvilket betyder, at foreningerne selv kan afgøre, hvordan kanalerne skal udbydes til deres medlemmer. Forenede Danske Antenneanlæg, FDA, glædes over initiativet. FDAs formand, Poul Juul, udtaler:


“Sagen om pakketeringsvilkårene har i mange år været højt på dagsordenen hos FDA og har vanskeliggjort samarbejdet med Viasat. Siden marts 2009 har der været ført en række forhandlinger og drøftelser mellem Viasats og FDAs ledelser, og disse møder har hos begge parter skabt en dybere forståelse for hinandens behov og ønsker. FDA glæder sig på den baggrund over, at Viasat nu ændrer sine vilkår, så FDAs medlemsforeninger frit kan vælge at pakketere TV3-kanalerne, som de ønsker. FDA glæder sig også over, at det i processen er lykkedes at opnå enighed mellem parterne om fremtidige samarbejdsformer samt aftaler om håndtering af uenighed og konflikter, som måtte opstå i fremtiden”.


De antenneforeninger, som har en aftale med Viasat, modtager i løbet af ugen de nye betingelser. Foreningerne kan nu overveje, om de ønsker at holde fast i den nuværende placering af TV-kanaler eller vælge at placere dem i en anden pakke. Prisen for kanalerne vil dog afhænge af, hvilken pakke kanalerne placeres i.


I morgen afgør konkurrencerådet, om Viasats hidtidige praksis er/var i strid med konkurrenceloven. Men uanset udfaldet af den sag, har Viasat altså valgt at imødekomme antenneforeningerne, og give mere frihed for distribution af kanalerne.


 


Kilde: Viasat

Annonce