Forside Nyheder

TV3+ i HD fra februar

 


Nu er TV3-familiens nye HD kanal navngivet, det bliver en HD udgave af 3+


Det er ingen nyhed at Viasat er på vej med en HD kanal i TV3-familien, men hidtil har der ikke været informationer fremme om indhold og lancering.


Nu har Viasat løftet sløret. Kanalen ser dagens lys til februar som en HD-version af den populære TV3+, og der er programsat store sportsoplevelser fra starten.


Kanalen vil allerede fra starten byde på unikke sportsoplevelser i ægte HD. Der lægges stærkt ud med Super Bowl d. 7. februar. Seerne får Champions League både tirsdag og onsdag, når knald eller fald kampene skydes i gang i februar, og i marts står den på kampe i HD fra SAS-ligaen med opgør som FCK mod henholdsvis AGF og Brøndby.


“Vi glæder os til at gå i luften med vores første HD-kanal. Der er ingen tvivl om, at interessen for HD for alvor vækkes, når yndlingskanalerne leveres i en HD-version. TV3+ er landets 3. største, kommercielle tv-kanal og har en bred flade, hvor sporten fylder en del. Det er årsagen til, at vi har valgt en HD-spejling af netop denne kanal, fordi HD for alvor viser sin styrke i forbindelse med sportsudsendelser,” siger Jesper Grønholdt, adm. direktør i TV3.


I starten vil TV3+HD vise indhold i både ægte HD og programmer i en opskaleret version. Det er fortrinsvis sporten, som leveres i den ægte version, når kanalen går i luften, men allerede fra maj er der mere ægte HD-indhold i form af film og serier.


Den kommende TV3+HD vil være tilgængelig med en parabolløsning hos Viasat. Adgang til kanalen kræver et HD-abonnement, en HD-digital box og et HD-ready TV. Kanalen vil desuden blive tilbudt via kabel-TV hos YouSee og Telia Stofa. Derudover kan man få adgang til den nye HD-kanal via bredbånds-TV og hos landets antenneforeninger.


 


Kilde: Viasat

Annonce