Forside CES CES 2010

CES 2010: Sonys nye tablet er ikke en tablet


En af de andre spændende ting, der blev vist frem på The Digital Experience på Mirage-hotellet, var Sonys nye tablet, HID-C10, også kaldet DASH. DASH er en af Sonys officielle nyheder til CES 2010, hvor den går ind i en strøm af andre tablet-nyheder. Tablets er en regulær trend her på messen, som Microsofts Steve Ballmer gjorde meget ud af i sin åbnings-keynote i nat dansk tid.

Men DASH er, modsat de andre tablets, der bliver vist frem her på CES, meget mere “husholdningsagtig” end man skulle forvente. DASH er lavet til at stå på dit natbord eller i vindueskarmen. I virkeligheden er den meget mere i familie med digitale fotorammer, men naturligvis langt mere intelligent. Som alle synes at  gøre her på CES, har Sony åbnet en App-butik, hvor man kan hente en lang række internetbaserede apps – over 1500 af slagsen – der kan levere nyheder, vejrudsigter, netradio, mp3-streaming, synkronisere med din kalender og vise de seneste beskeder fra dine sociale netværk, såsom Twitter og Facebook. Over dit trådløse netværk, naturligvis, ligesom der naturligvis allerede ligger  en vækkeurs-funktion i DASH, når du køber den.

Touch-skærmen er på 7 tommer, og selvom den kun klarer en 800×480-opløsning, nedskalerer den fint fra mpeg-2 og mpeg-4 i op til 1080p. Da vi fik DASH i hånden, var vi ret imponerede over, hvor responsiv den var, og skærmens kvalitet er langt bedre end den man finder på HPs konkurrent, Dream Screen, hvis funktionaliteter i øvrigt også blegner ved siden af DASH.

Det bedste ved DASH er dog prisen på 199 dollar, eller ca. 1.100 kr. I følge Sonys repræsentanter på The Digital Experience kommer den til Europa senere på året.

Læs mere her: http://www.sonystyle.com/webapp/wcs/stores/servlet/CategoryDisplay?catalogId=10551&storeId=10151&langId=-1&categoryId=8198552921644695998&N=4294953440

Morten Bay for recordere.dk


Annonce