Forside Baggrund

Nu kommer USB recording til TV


Smid settop boksen eller recorderen på porten, nu kommer USB recording indbygget i TV.


Fabrikanterne vil gerne gøre 2010 til det store 3D år, men der er en anden ny funktion på markedet nu, som endnu ikke har fået den opmærksomhed som den fortjener: USB recording.


Altså muligheden for at TV’et kan optage udsendelser på en tilsluttet USB enhed. Benytte de tunere som apparatet allerede har, til at optage digitalt tv fra egen antenne eller fra digitalt kabel-tv. Også HD-optagelser.


Flere af Panasonics nye TV kommer med USB recording (link til anmeldelse), men flere fabrikanter er på vej. Samsung omtalte funktionen på CES udstillingen i januar, og Grundig fortalte om det tilbage i september på IFA udstillingen. Andre fabrikanter pusler med samme, Sony, LG og Philips har dog ingen aktuelle modeller endnu.


Her beskriver Grundig hvordan det virker i deres modeller, nuværende som kommende:


“Alt hvad der behøves på Grundig TV er et USB-stick eller en USB-harddisk. Sæt USB-stikket ind og optag programmet som vises netop nu. Eller brug den elektroniske programguide EPG for senere optagelse. Den brugervenlige menu guider dig gennem funktionerne. Enkle tastetryk med kun én fjernbetjening, og TV-fjernbetjeningen styrer hele processen.”


“Med Timeshift-funktionen kan man pause programmet i indtil 10 minutter, akkurat nok til at hente en kop kaffe eller holde en lille pause.”


“Der findes ingen begrænsninger i størrelse på det tilkoblede USB-memory stik eller harddisken, og systemet kan optage både i HD-opløsning og standardopløsning. Optagekapaciteten er ca 8 minutter pr Gigabyte (GB) i HD og nærmere 30 minutter pr GB i SD (Standard opløsning)”, slutter Grundig deres beskrivelse.


En ulempe ved USB Recording kan være, at TV’et ikke har nok tunere til at optage ét program, mens man ser et andet. Så funktionen kan nok ikke helt erstatte settop bokse og recordere endnu.


Der findes også TV på markedet med indbygget harddisk, eksempelvis Loewe.


 

Annonce