Forside Nyheder

Stream fra Samsung TV til mobil og tablet


Har du et nyere Samsung-tv i stuen, så vil du kunne streame tv-udsendelser direkte til Galaxy S II eller Galaxy Tab 10.1.


 


Stream TV fra Samsung TV’et ud til Samsung Galaxy S II og Galaxy Tab 10.1


Samsungs nye berøringsfølsomme gadgets vil kunne fungere som sekundært fjernsyn – de skal bare kobles på dit trådløse netværk.


Har du en nyere fladskærm fra Samsung stående i stuen med Wi-Fi-funktionalitet, så vil du snart være i stand til at streame tv-udsendelser videre til sydkoreanernes kommende berøringsfølsomme gadgets, Samsung Galaxy S II og Tab 10.1


Nyheden blev afsløret på Samsung European Forum 2011 i Budapest, og funktionaliteten fungerer på den måde, at skærmene er i stand til at bruge deres sekundære tv-tuner til at streame datastrømmen videre via brugerens trådløse netværk. Det skriver Pocket-lint.com.


Funktionaliteten minder om, hvad der allerede er muligt med Samsungs berøringsfølsomme fjernbetjening, der følger med de nyeste modeller.


Det er endnu uvist om ældre Samsung-mobiler som Galaxy og Galaxy Tab vil kunne tage imod de streamede TV-kanaler.


Samsung præsenterer flere 2011 nyheder i Stockholm onsdag d. 23/2, hvor recordere.dk deltager.


 

Annonce