Forside Styling Layout: Uden komm.

Blev din ejendel stjålet under reparation?


 


Indbrud eller tyveri


Du har afleveret TV eller gadget til reparation, hvor det bliver stjålet. Hvordan er du er stillet i den situation?


TV’et er gået i sort, spillekonsollen vil ikke starte, eller CD-afspilleren hakker i lyden. Driller det uundværlige elektronik, investeres i nyt eller det gamle sendes til reparation.


Men hvordan er du stillet, hvis dine ejendele ikke kommer retur, men imellemtiden er blevet stjålet fra værkstedet?


Svaret er ikke entydigt, men Forbrugerstyrelsen har nogle gode råd:


“For at afgøre om den erhvervsdrivende skal betale erstatning for den stjålne ejendel eller ej, skal man se på, om han har udvist en såkaldt ansvarspådragende adfærd. Med andre ord skal man vurdere, om den erhvervsdrivende har opbevaret og aflåst din vare forsvarligt”, siger Henrik L. Sedenmark, der er jurist hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.


Har reparatøren opbevaret din ejendel forsvarligt kan han/hun som udgangspunkt ikke gøres ansvarlig. Det vil dog komme an på en vurdering i de enkelte sager.


Hvis der er tale om en værdifuld og eftertragtet vare, som eksempelvis et fladskærms-TV eller en dyr smartphone, skal reparatøren dog være ekstra varsom med opbevaringen. Ellers kan han/hun gøres ansvarlig. Så ikke noget med at efterlade TV’et ude i porten, eller lægge smartphonen fremme et ubevogtet sted, hvor der færdes andre.


Kan reparatøren ikke gøres ansvarlig, er det typisk ens egen indboforsikning der skal dække.


 


3 gode råd når du indleverer en vare til reparation



  • Hvis din ejendel er værdifuld, så understreg over for den erhvervsdrivende, at han skal opbevare den forsvarligt.
  • Få et indleveringsbevis, når du afleverer din vare til reparation. Dels sikrer du, at du får den rigtige vare udleveret efter endt reparation, dels sikrer du, at der ikke senere opstår strid i tilfælde af tyveri.
  • Du skal melde det til politiet, hvis din vare bliver stjålet, mens den er til reparation. Det er typisk dit forsikringsselskab, der betaler erstatning for tyveriet.

 


Spørgsmål og debat?


Se: Debat om emnet 


 


Kilde: Forbrugerstyrelsen

Annonce