Forside Nyheder

Recordere.dk anmelder ParkOne


 


Recordere.dk anmelder ParkOne


Hvad søren, er der sikkert mange der tænker. En P-skive på recordere.dk, nu er de da gået helt fra den.


Og ja, det er vi også. Men nogle gange kommer der en gadget, som bare er så genial, at den skriger på at blive testet, uanset hvor simpel den er.


ParkOne er ikke den første elektroniske p-skive,  men det er første gang jeg har set en sådanne, der havde et design og en størelse, der gjorde at jeg ville have den i min bil. Og når jeg alligevel skulle have den, kunne jeg jo lige så godt fortælle andre om mine erfaringer.


 



 


Hvad er ParkOne.


Ganske kort. ParkOne er et ur, der registrerer bevægelse i bilen, og så når bilen parkeres, så sættes den LCD baserede P-skive på forsiden til det klokkeslæt du parkerede bilen. Dette sker inden for få sekunder efter du har parkeret.


Det er set før hos bl.a. Jacob Jensen og P-watch, men ikke i så lækker en størelse som med ParkOne.


 


Hvad får man med ?


ParkOne kommer i en ganske tynd kasse, der gør at den kan leveres som almindeligt brev. Nuvel, den er tykkere end en almindelig p-skive, men ikke tykkere, end fordelen ved at undgå bøder fordi man har glemt at sætte P-skiven.


ParkOne er solidt designet, og virker som en helstøbt løsning med tydeligt display på forsiden og digitalt ur på bagsiden.


I kassen ligger der en lille velskrevet dansk og engelsk instruktion, ParkOne P-skiven samt en renseklud til rengøring af forruden inden montering.


Der er ingen kabler og eksterne ting, der skal monteres, så det at installere ParkOne er hurtigt klaret. Faktisk tog det længere tid at fjerne den gamle P-skive, end at montere den nye.


 



ParkOne er tynd.


 


Installation


Installationsvejledningen er ganske simpel. Fjern beskyttelsesfilmen fra batteriet, indstil ur og dato, rens din forrude i højre side. Vask efter med vedlagte serviet, og fjern beskyttelseslaget på klisterpuderne. Tryk så ParkOne fast på forruden i 30 sekunder. Så er du klar.


Der skal ikke trækkes ekstra kabler ned til 12 volt, og det indbyggede batteri giver mindst 2 års levetid inden det skal udskiftes.


ParkOne skriver selv på deres hjemmeside: En “sort boks” detekterer, via en avanceret algoritme, på mindre end 20 sekunder, når bilen er i parkeringstilstand. Så der er helt styr på, hvornår parkeringen starter.


Selve målingerne foregår på brøkdele af sekunder for at holde strømforbruget nede. Det har nemlig fra starten været et ufravigeligt krav, at batteriet skal kunne holde i minimum to år, og at det skulle være et pladsbesparende knapcellebatteri. Netop derfor er det elektroniske system optimeret med et gennemsnitligt strømforbrug på mindre end 25 µA.


 



Ur og evt. justering af tid sættes på bagsiden, og til venstre er der en diode der viser når det er tid til batteriskift.


 


Så simpelt og alligevel så genialt.


Jeg har det på samme måde med ParkOne som jeg har det med en lommelygte. Der er ikke noget hokus pokus, det skal bare virke, og så skal jeg stole på, at når jeg stopper bilen, så sætter ParkOne sig rigtigt.


Jeg monterede derfor ParkOne og testede i et par uger, og hver gang jeg parkerede gik jeg over til p-skiven for at overvåge om den satte sig rigtigt. Og det gør den hver gang. Det er dog vigtigt at forstå, at du som billist stadig har ansvaret for at ParkOne står rigtigt, og at du derfor med mellemrum bør checke at den står rigtigt.


Forvent ikke at ParkOne betaler eventuelle bøder hvis du glemmer det.


 


ParkOne kan også indstilles manuelt.


Nogle gange kommer du til en P-plads, hvor du faktisk kan holde “gratis” om aftenen, og så sætte din p-skive til det starttidspunkt hvor det er påkrævet, og på den måde markere at du må holde der i det tidsrum som tillades. Dette kan sættes, når bilen er parkeret, og uret rykker sig så med 15 min. intervaller. Også det fungerer rigtigt godt.


Når batteriet er ved at gå dødt, vil en diode blinke i 10 sekunder, hver gang du parkerer bilen, og så ved du at du har ca. 7 dage til at skifte batteriet. Batteriet er et CR2450 batteri, som kan købes i de fleste storcentre og supermarkeder.


 


Stor begejstring herfra.


Ja, så kort kan det siges. ParkOne er en genial gadget, der til sine 590,- kroner er gaven som far skal have til først kommende fødselsdag, hvis han vel og mærke er bilejer.


Eneste anke, er at man måske burde have vinklet LCD displayet, der viser digitaluret på indersiden lidt mere, så man lettere kunne læse det inde fra. Og så måske en mulighed for at jailbreake den, så man kunne få den til at flytte sig hver time (smil).


ParkOne er godkendt af de danske myndigheder, og må bruges både i Danmark og i udlandet.


ParkOne kan købes på www.parkone.dk og snart også i FONA og Imerco. Prisen er 590,-

Annonce