Forside Nyheder

Slut med HDMI-rod på skærmen


Silicon Image, der leverer indmad til fladskærmsproducenterne, er klar med ny teknologi, der gør det muligt at få smugkig på alle stuealtrets HDMI-forbindelser.


Når du i dag skal skifte mellem tilkoblede enheder på dit flad-tv, så døjer du sikkert med en menu hvor du har valget mellem HDMI 1, HDMI 2 og HDMI 3, og måske har du endda mulighed for at navngive forbindelserne. Men er det ikke lidt kedeligt og gammeldags?


De synes de i alt fald over hos Silicon Image, hor de har kreeret en ny billedprocessor, der er i stand til at levere et smugkig af, hvad der sker på tv’ets forskellige HDMI-forbindelsen. De kalder teknologien for InstaPrevue, og den fungerer på den måde, at når du hiver tv’ets menu frem, så får du en oversigt af hvad der sker på det forskellige grej i stuen, så du nemt kan vælge imellem eksempelvis XBOX 360, Blu-ray-afspiller eller en tilkoblet computer.


“Enhver, der nogensinde ved et uheld har valgt den forkerte indgang ved skift fra kabel-boks til spillekonsollen vil sætte pris på brugervenligheden ved InstaPrevue,” siger Alex Chervet, marketingchef hos Silicon Image


Silicon Image har allerede sin nuværende InstaPort-teknologi, der tillader hurtig skiftning mellem HDMI-forbindelser, i mange skærme, og håbet er, at InstaPrevue finder vej til de mange nye modeller, der bliver præsenteret på CES 2012-messen i Las Vegas til januar.


“Vi forventer, at vores kunder i markedet for forbrugerelektronik omfavner InstaPrevue-teknologien i samme grad som de har adopteret InstaPort,” meddeler firmaet.


Du kan få flere detaljer om InstaPrevue på Silicon Image’s webside her, hvor du også kan se en video om teknologien.


 

Annonce