Forside Nyheder

Kort nyt


 


TEAC på nye hænder 


Teac er historisk set et af de mest velkendte navne inden for hjemmeelektronik. Firmaet har altid stået for et både bredt og interessant sortiment. Efter i nogle år selv at have stået for distibutionen i Danmark har TEAC valgt igen at alliere sig med en distributør. 


Firmaet valgte at samarbejde med SASAudio, som vi allerede kender som distributør af blandt andet ELAC, Nordost og Rotel på det danske marked. Aftalen kører allerede, og TEAC’s high-end-brand Esoteric er også en del af den nye distributionsaftale. 


SASAudio meddeler at der er mange spændende nyheder på vej fra hele spektret af produkter fra den japanske gigant. Vi holder øjnene åbne!


 


TDC giver brugtpris på iPhonen


TDC tester lige nu danskernes interesse for at genanvende brugte iPhones. Det sker i forbindelse med introduktionen af et genbrugsprojekt for iPhones og salgsstart på den nye iPhone 4S.


TDC butikkerne tager imod brugbare iPhone 3G, 3GS eller 4, som ikke er bundet til et abonnement. Telefonen skal kunne tænde og må ikke være vandskadet. Skærm eller bagside må ikke være flækket, men mindre ridser efter brug er okay. Endelig må telefonen selvfølgelig ikke være meldt stjålet.


Brugtpriserne varierer fra 400 kr. op til 1600 kr, og gives i forbindelse med køb af nyt.


 


HP fortsætter PC produktion


HP vil aligevel ikke droppe PC produktionen. Det var ellers udmeldingen fra den tidligere topboss Leo Apotheker, som blev fyret fra jobbet for nylig.


Den nye topboss Meg Whitman meddeler nu at den plan er ændret, og at HP vil blive ved med at producere PC’er og servere.


Så mangler vi blot at HP beslutter at genoplive WebOS til tablet-computere, men her forlyder det dog at de mere satser på Windows 8 for tablets nu.


 

Annonce